Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er ikke nok med tro og håb

Der er forskel på diagnosticerede psykiske lidelser og mistrivsel. Det er ikke alt, som kan forebygges, og der kan være behov for medicin i behandlingen. Det bør politikere og interessenter anerkende. Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab er positiv over for forebyggende tiltag, men de skal ikke baseres på tro, håb eller fagforening, men på forskning og dokumentation af effekt.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

»Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta,« er en udtalelse, som tilskrives folketingspolitikere gennem tiden, mest af alle Søren Kjær (1827-1893).

I 2017, hvor fakta er kommet under yderligere pres, tillader vi os hermed at omskrive politikersætningen til: »Hvis jeg tror på noget, så er fakta irrelevant.«

Dette gælder især for et område som børne- og ungdomspsykiatrien, hvor mange interessenter bl.a. politikere, fonde, fagforeninger og virksomhedsejere næsten dagligt kommer med påstande, der mere handler om, hvad man tror og håber på, frem for hvad der er fakta og kan dokumenteres.

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab er sikker på, at intentionerne bag er, at man ønsker børn og unge det bedste. Men udtalelserne tjener samtidig et formål om at få flere vælgere, ydernumre, medlemmer, kunder og likes.

Faglighed bliver lige pludselig politiseret og til diskussion.

Vi mener, at det er problematisk for lægestanden, hvis vi skal handle ud fra diverse interessenters tro, håb og holdning. Men vi ser især en fare inden for det børne- og ungdomspsykiatriske speciale, hvor så mange har en mening på vegne af børn og unge samt forventninger til, hvad pårørende bør gøre.

Man skal være stærk psykisk for at stå imod presset, og det er jo netop det, vores patienter og pårørende ikke altid er.

Flere politikere lader til at mene, at alle psykiske lidelser kan forebygges, og at medicinering af børn per definition er af det onde.

Vi har over sommeren også set eksempler på, at interessenter taler for, at f.eks. autisme kan spises væk, eller at en anden samfundsstruktur vil forhindre psykiske lidelser blandt børn og unge.

Vi mener, at det er problematisk for lægestanden, hvis vi skal handle ud fra diverse interessenters tro, håb og holdning.

Vi oplever generelt, at man ikke kender forskel på mistrivsel og en diagnosticeret psykisk lidelse. Ligesom de forskellige psykiatriske diagnoser og dermed behandlinger både inden f.eks. psykoedukation og medicin blandes sammen og opfattes som én samlet ting. Hvilket vel svarer til, at vi betragter børn og unge med f.eks. hjertekarsygdomme, type 1-diabetes og gigt som værende én samlet patientgruppe krævende samme behandling.

Kendetegnende for udtalelserne er, at det ofte er vrøvl, som medierne bringer videre uden motivanalyse og dokumentation for, at forslagene har den ønskede effekt.

Det er frækt over for en gruppe børn og unge, der har en diagnose, som de har krav på, at vi forstår – frem for fordømmer – ligesom de pårørende fortjener vores hjælp og empati frem for at blive skammet ud, fordi de har tiltro til sundhedsvæsen og -behandlere.

Det er heller ikke en konstruktiv tilgang over for vores medlemmer, som er speciallæger med en lægefaglig grunduddannelse og en efterfølgende hoveduddannelse i børne- og ungdomspsykiatri på fire år. Mest af alt er det uforskammet at have en fordom om, at vi ikke ønsker vores patienter det bedste – men sidder med receptblokken klar til affyring.

Vi ønsker altid at blive klogere og få ny viden og lære nye behandlingsformer. Vi har stor respekt for alles faglighed samt en sund holdning til ”vi alene ikke vide”.

Vi er som engagerede samfundsborgere også interesserede i, om vi kan forebygge, at børn og unges mistrivsel opstår. Vi vil gerne indgå i en konstruktiv dialog.

Men det skal være en udviklende proces – ikke en afviklende.

Vi kan som fagfolk ikke indgå i denne stræben efter middelalderlige tider før børne- og ungdomspsykiatri, hvor det bedste argument er, ”fordi, jeg siger det”, og at de ”utilpassede” skal have ro, regelmæssighed og renlighed. Vi kan ikke forstå, at man higer efter en tid, hvor det dog ikke længere er heksedoktoren, men nu helse- og mindfulness-guruer, som udsteder diagnoser og håndspålæggelser.

Vi har haft og har en videnskabeligt funderet udvikling på baggrund af forskning og dokumentation for effekt. Det er nu en gang det system, som har bragt os derhen, hvor vi er i dag – og det er heldigvis langt fra dårekister og tanken om, at psykiske lidelser er socialt bestemt og den enkeltes skyld.

Vi har en børne- og ungdomspsykiatri på baggrund af en viden om, at der findes psykiske såvel som somatiske lidelser – også nogle som ikke kan kureres endnu, hvor meget vi end gerne vil.

I Danmark har vi endda dokumenteret udviklingsforløbet gennem vores unikke registre, hvilket giver os både et fortids- og et nutidsbillede af, hvordan det står til i børne- og ungdomspsykiatrien.

Er systemet fejlfrit og uden brodne kar og triste eksempler? Nej, ikke altid, men da heldigvis oftest.

Børn og unge, som er patienter i børne- og ungdomspsykiatrien, kan være trygge ved deres behandling, som foregår i en dialog og et samarbejde mellem de pårørende og flere fagligheder.

Alligevel oplever vi ikke andre sundhedsområder, hvor så mange lægmænd mener at vide bedre.

Den gældende konsensus er, at psykiske lidelser ikke er tabu, og at man ikke skal være flov over at være psykisk sårbar. Hvis dette er sandt, hvorfor virker det så til, at man skal skamme sig over behov for tvang og aflåste døre som beskyttelse mod f.eks. selvmordsforsøg samt medicin til hjælp for bl.a. børn, som er forpinte af svære tvangsritualer?

Man må mene og sige, hvad man vil, men mener man det på andres vegne og endnu værre pådutter det andre, skal man være sikker på, at der er evidens for, at det er korrekt og har effekt – i et sammenligneligt system for Danmark og via videnskabeligt redelige kilder.

”In God we trust; all others bring data,” sagde den amerikanske statistiker og universitetsprofessor William Edwards Deming – vi er enige.

Hvis man ønsker at bruge midler på forebyggende tiltag, skal man først dokumentere et behov og derefter, at tiltaget kan give den ønskede, positive effekt – ellers risikerer vi, at ressourcerne går fra noget, som virker bedre.

Når Danmark netop er et meget registrerende land, hvor de forskellige behandlingssteder f.eks. skal indberette tal om tvang, medicinering og diagnoser, er det nemt for både politikere, medier og interessenter at få en status på, hvordan det står til i børne- og ungdomspsykiatrien – også mht. patienttilfredshed.

Derfor kan man f.eks. se, at færre opstartes med antidepressive lægemidler i forhold til de tidligere år – en reduktion på 40 pct. siden 2007. Er det derfor muligt, at vi er kommet i en situation, hvor børn og unge med en psykisk diagnose kan risikere ikke at få medicin trods et behov og en vurderet positiv effekt, fordi samfundet har en politisk holdning til medicinering – ikke en lægefaglig?

Man kan også med fordel gå bag om tallene. Hvad dækker en stigning i genindlæggelser over? Er det f.eks. udtryk for kortere indlæggelser og mere fokus på miljøterapi på pædagogiske behandlingssteder eller i hjemmet? Er antallet af bæltefikseringer i virkeligheden fordelt på meget få personer? Betyder ny registreringspraksis noget for, at der ses en stigning i tvangstallene?

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab er et lægefagligt selskab, hvis formål er at fremme dansk børne- og ungdomspsykiatri. I særlig grad er det vores opgave at fremme forskning og at sikre den bedst mulige uddannelse af speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri. Vi skal arbejde for, at børn og unge får et optimalt behandlingstilbud, uanset hvem der skal levere det.

Vi er som børne- og ungdomspsykiatere naturligvis altid udsat for kildekritik, men skal der ikke udøves samme kildekritik, når andre interessenter udtaler sig?

Det er efterhånden kendt, at det er begrænset, hvor mange flere midler der kommer til vores fælles velfærdssystem. Derfor foregår der en kamp om de ressourcer, som er til rådighed. For særligt interesserede kan man følge dette på bl.a. Twitter. Vi forudser, at spinneriet intensiveres i de kommende kommunale og regionale valgmåneder og finanslovsforhandlinger.

Vi har endnu til gode at se nogen pege på andre end sig selv som den faggruppe eller organisation, der skal have midler til at hjælpe børn og unge.

Vi opfordrer derfor politikerne til fokus på forskning og faglighed. Der skal være evidens for behov og effekt af tiltag. På den måde sikrer vi den bedste forebyggelse og behandling for børn og unge – uanset hvem der leverer den.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.