Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Skal det gå Danmark som dronten?

Det system, der tidligere var på plads for at beskytte staten og dens borgere mod massiv indvandring, blev i årevis stykke for stykke hugget væk. Det er sket, fordi det er lykkedes at opbygge en fortælling om, at diverse internationale konventioner har forpligtet os til at lade døren stå på vid gab.

Artiklens øverste billede
Illustration: Ramus Sand Høyer

Dronten var en fugl, der levede på Mauritius. Der gik den i paradisiske tilstande rundt og levede af nødder og frugter. Der var ingen rovdyr på øen. Den lagde sine æg på jorden, havde mistet sin naturlige vagtsomhed og sin evne til at flyve. Det gik helt fint – lige til den en dag i 1505, hvor portugiserne ankom til Mauritius. De bragte ud over dem selv rovdyr med sig til øen. Lidt mere end 100 år senere var alle dronter udryddede.

I det ”reservat”, der hedder Danmark, levede vi i efterkrigstiden og vel helt op til midt i halvfjerdserne en beskyttet tilværelse. I den tid har vi skridt for skridt afviklet en række af de foranstaltninger, der gør en stat til en stat og de forsvarsmekanismer, der sikrer statens overlevelse og borgernes velfærd.

Kernen i en stat er jo dens befolkning, og indbegrebet af en stats suverænitet er også dens magt til at bestemme, hvem der har ret til statsborgerskab, og hvem der ikke har. Derfor slår grundloven også fast, at erhvervelse af dansk statsborgerskab skal ske ved lov. Det gør det klart, at det er Folketinget – og dermed danskerne – der sidder med beslutningen. Alligevel er sluserne blevet lukket op, og vi har reelt mistet kontrollen med, hvem der kommer til vores land, og hvem der skal sendes ud. Over de seneste 40 år har det afgørende ændret på befolkningens sammensætning. Fra at være det, som den tidligere britiske ambassadør Mellon betegnede som en stamme, hvor politiet nærmest kunne undværes, fordi vi kunne klare os med den sociale kontrol, der fulgte af samfundets homogenitet, solidaritet og i det store og hele fælles værdier, er Danmark blevet forvandlet til et etnisk kludetæppe. De fælles værdier, homogeniteten og sammenhængskraften er i samme proces gået fløjten.

Det system, der tidligere var på plads for at beskytte staten og dens borgere mod massiv indvandring, blev i årevis stykke for stykke hugget væk. Det er sket, fordi det er lykkedes at opbygge en fortælling om, at diverse internationale konventioner har forpligtet os til at lade døren stå på vid gab, selvom det bunder i en ekstremt udvidende fortolkning af, hvad de såkaldte internationale forpligtelser har bundet os til. De facto har staten – vi – afgivet suverænitet og overladt det til andre instanser at afgøre, hvem der skal være borgere i vores eget land. Det kan kun løses som Alexander den Store gjorde med den gordiske knude – han huggede den over.

På samme måde må man se på Danmarks interesser og ud fra det anlægge vores fortolkning af enhver kryptisk konvention.

Samtidig er statens anden forsvarslinje, der hedder statens magtmonopol, domstole og det øvrige strafferetlige system blevet kastreret. Politiet står i stigende grad magtesløst tilbage, mens stadigt større områder i Danmark glider ind i lovløshed og opløsningslignende tilstande.

Der er ingen tvivl om, at de problemer, vi er i, hænger sammen med, at vi har mistet kontrollen over, hvem der kommer til Danmark, og hvem der skal sendes ud. Nok så meget politisk korrekthed kan ikke tåle et kig i Danmarks Statistik. Enhver kan her se på de tørre tal: Kriminaliteten for mandlige indvandrere ligger flere hundrede procent over gennemsnittet, og hvad værre er – for deres efterkommere er den langt højere. Kriminalitetsindekset er således seks gange højere for efterkommere fra Syrien end deres forældre.

Samlet har disse faktorer gjort landet stort set forsvarsløst over for de udfordringer, vi står overfor. De såkaldte stramninger, det er lykkedes at komme igennem med, ændrer ikke på, at vi næsten har mistet flyveevnen.

Domstolene synes også ramt af ”drontesyndromet”. Hvordan kan man ellers nå frem til, at den berygtede leder af Loyal to Familia, Shuaib Khan, der er pakistansk statsborger og ekstremt kriminel, ikke er blevet udvist. Det samme gælder ”sigøjnerbossen” Levakovic, der er kroatisk statsborger og ligeledes er gennem kriminel. Nævnes kan også den såkaldte tunesersag, hvor det ikke lykkedes administrativt at udvise de to tunesere, der var mistænkt for at ville myrde tegneren bag en af Muhammed-tegningerne.

Det kan nok være vanskeligt at finde en dansker, der ikke mener, at disse personer skulle udvises. Vidste man ikke bedre, kunne man meget let få det indtryk, at domstolene med disse afgørelser har taget nogle i grunden politiske beslutninger, hvor hensynet til meget vanskeligt forståelige, abstrakte principper har vejet tungere end samfundets – for slet ikke at tale om tidligere og evt. kommende ofres – ve og vel. Hidtil er det lykkedes at tage skyklapper på. Det lader sig ikke rigtig gøre mere.

At politiet må udsende en meddelelse om, at man fraråder unge mennesker at gå ud i visse dele af København er jo en ny, næsten ubegribelig, virkelighed, der om noget illustrerer afmagten. Voldsmonopolet er ikke længere alene hos politiet og dermed staten. Udenlandske ambassader advarer nu i deres rejsevejledninger mod København. Selv har jeg et barn, der har oplevet på blå mandag i Kongens Have, at grupper af formentlig såkaldte uledsagede flygtningebørn har hærget rundt i flokke og har skubbet og chikaneret de unge konfirmander.

Hvilke borebiller er det, der langsomt har gnavet i hele det stillads, der holder det danske samfund oppe?

Det politiske niveau kan man ikke komme udenom. Her står navnlig et parti frem: Radikale Venstre. Det har gjort en dyd ud af at forsøge at afvikle enhver begrænsning på adgangen til landet og arbejdet utrætteligt på at sænke strafferammer og samfundets forsvarsmekanismer mest muligt. Det har troligt modarbejdet ethvert forsøg fra andre sider på at stoppe hullerne. Det har forsøgt at klippe hver eneste svingfjer af dronten.

En særlig skamstøtte er vedtagelsen af palæstinenserloven i 1992. Det var et vendepunkt. Hermed fik selv afviste personer ophold i Danmark. Lovforslaget blev fremsat af de radikale politikere Elisabeth Arnold og Marianne Jelved. En undersøgelse fra 2003 viste, at 42 pct. af de 321 personer, som fik asyl, siden hen er blevet dømt for kriminalitet, og en opgørelse fra 2005 viste, at 56 pct. af de palæstinensiske kirkebesætteres børn er blevet straffet for kriminalitet. Man kan håbe, at hvert eneste af ofrene for disse forbrydelser måtte stille de radikale politikere til ansvar.

Næst i rækken kommer en række NGO’er. Organisationer som Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors, deres gode gerninger ufortalt, har systematisk arbejdet på at gøre det lettere for personer at komme til Danmark og har systematisk modarbejdet alle stramninger. Generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamms udtalelser rettet mod tanken om at suspendere muligheden for familiesammenføring for visse grupper er det seneste eksempel. Vi har endnu til gode at høre, hvordan de samme organisationer vil hjælpe med at sende personer, herunder afviste asylansøgere, tilbage igen. De har ret til deres valg. Man skal bare være klar over, at de arbejder for deres egne interesser, herunder økonomiske. Det er ikke nationen Danmarks interesser, der ligger dem på sinde.

Endelig har vi medierne – ikke mindst en avis som Ekstra Bladet - der modsat deres slogan ikke kalder en spade for en spade, når det gælder migration og flygtninge. Selvom det ikke helt er svenske tilstande, underrapporterer man systematisk om alle problemer og blæser ethvert lille lyspunkt op til astronomiske højder.

Det kan enhver overbevise sig selv om ved at se på dækningen af den seneste bølge af kriminalitet i København. Det forsøges systematisk de fleste steder omtalt med neutrale ord som ”bandekonflikt” og ”unge kriminelle”, mens vi jo alle ved, at det helt, helt overvejende drejer sig om ikke-vestlige indvandrere. Scorer en kvinde med afghansk baggrund et fodboldmål – flot i øvrigt – så bliver det på den anden side fejret, som om verden var blevet frelst fra den sikre undergang.

Samlet har disse faktorer gjort landet stort set forsvarsløst over for de udfordringer, vi står overfor. De såkaldte stramninger, det er lykkedes at komme igennem med, ændrer ikke på, at vi næsten har mistet flyveevnen.

Dronten nåede ikke at skrue op for evolutionens hastighed og udvikle ny flyvefærdighed. Den klarede det ikke. Danmark kan måske stadig nå det. Men har vi den politiske vilje?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.