Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kan mistro retfærdiggøre øget kontrol med den enkelte?

Den fælles sikkerhed synes at være blevet vigtigere end enkeltindividets frihed til eget liv og udvikling. På trods af terroranslagene skulle vi gerne kunne leve videre som før.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Efter ethvert terrorangreb i disse år er europæiske regeringsledere fælles om at stå frem med slogans som: »Vi skal leve videre, som vi plejer, ellers har terroristerne allerede taget over!«

Nok lever vi videre, men ikke som vi plejer. Når man ser på, hvad der er sket af tiltag på kontrol- og overvågningsområdet – især efter terrorangrebet mod USA i 2001 – er det absolut på vilkår skabt af kriminelles handlinger, at vi lever videre. Der er snart ikke det sted, hvor vi ikke kontrolleres, og der lagres oplysninger om vore handlinger og ageren, og omfanget er hele tiden voksende.

Mistroen er hen over årene gradvist kommet til udtryk i form af eksempelvis fartkontrol, skattekontrol, fødevarekontrol, gadeovervågning, butiksovervågning, bankovervågning, diskoteksovervågning, kirkegårdsovervågning, kropsvisitering i lufthavnen og kontrol og overvågning i forbindelse med brug af parkeringskældre, biblioteker, betalingskort, mobiltelefoner, gps og internettet – bare for at nævne de nok mest konkrete eksempler. Man har indtryk af, at alle mobilsamtaler og sms’er gemmes på centrale servere med henblik på af- og opklaring af evt. udførte eller måske kun planlagte forbrydelser.

I det omfang synes de mange moderne elektroniske muligheder bekymrende, idet sådanne kontrolforanstaltninger kan bruges til at kortlægge en persons handlemåder og vaner. Generelt er vi rimeligt trygge over for det, fordi vi formoder, at oplysningerne kun bruges i forbindelse med opklaring af kriminalitet. Men vi må imidlertid alligevel bekymre os, når det hedder sig, at søgemaskiner som Google retter ens søgemuligheder ind efter ens vaner og præferencer og samler mulige oplysninger til at tegne kundeprofiler, som sælges til kommercielle firmaer.

Undersøgelser viser, at de fleste borgere i princippet er imod forøget overvågning, men i praksis er ligeglade, for umiddelbart kan man ikke se konsekvenserne. At sammenligne vort samfund med George Orwells berømte ”Big Brother”-samfund i den klassiske science fiction-roman ”1984” (fra 1949) er således også helt ude af proportioner, fordi man ikke generelt føler, at overvågningen er overstatslig og misbruges til fremme af en diktatorisk frihedsberøvende nationalstat.

Vi kan ikke blot lade terroranslag og -trusler fremme udviklingen af kontrollen i samfundet, så er det jo næsten, som om det er terroristerne, der vinder.

Men kommer en borger i kløerne på overvågningsmaskineriet i form af fartkontrol eller skattekontrol, er man typisk hurtig til at blive forarget og føle sig urimeligt overvåget, og den manglende kvalitet hos disse instanser lader også meget tilbage med opgivelse af en skattegæld på 80. mia. kr. og benhård kørekortschikane ved små fartovertrædelser på svagt befærdede lige veje.

I bund og grund er overvågning og kontrol symptomer på uoverensstemmelse og mistænksomhed mellem stat og borger. Man udtrykker hermed en formodning om, at borgeren er uærlig, og det vil man afsløre og forhindre via overvågning.

Man må således bekymre sig for den enkeltes identitetsdannelse og almene psykologiske udvikling og menneskerettighedskonventionernes krav om individets ret til privatliv. På den måde bliver borgerne og samfundet mere ensrettede og uoriginale. Det kan passende sammenlignes med, at bortfaldet af dialekter fremmer ensretningen af menneskelivets mangfoldige udfoldelsesaspekter, at der er vinkler på livet, der helt forsvinder.

Man har således tidligere ofte skelnet mellem privatsfære og offentlighedssfære. Det er, som om overvågningssamfundet får disse sfærer til at flyde sammen. Det tiltaler såmænd også en række moderne mennesker, idet en række af de hele tiden ekspanderende sociale medier også kan opfattes og bruges som udstillingsvinduer, som således bliver åbnet via internettet. Så kan ekshibitionister eller mennesker, der simpelthen trænger til lidt opmærksomhed, lægge sig selv ud på en hjemmeside, en blog, Facebook eller lignende, men det kan have uoverskuelige konsekvenser for den opmærksomhedssøgende, for der kan være kriminelle, der kan udnytte det.

Endnu mere bekymrende er den selviscenesatte og nogle gange ret så farlige sociale kontakt, der foregår via de chatrooms og kontakthjemmesider, som sammen med pornohjemmesider udgør den største del af brugen af internettet. Der kan især helt unge borgere virkelig komme i klemme ved intetanende at give sig til kende i forhold til pædofile og lignende.

Det må endvidere være på sin plads at forholde sig til, hvorvidt den direkte overvågning virker og hæmmer direkte kriminel aktivitet. Det ligger i sagens natur, at det er blevet langt nemmere at afsløre og påvise ulovlige tiltag i samfundet og dermed finde og afsløre overtræderne, men omfanget er i sjældne tilfælde blevet mindre.

Da man i sin tid indførte den automatiske fartkontrol på vejene, gav det nok store pengebeløb i bødekasserne, men på længere sigt nedsatte det ikke farten eller antallet af trafikulykker synderligt. Der er heller ikke noget, der tyder på, at forøget overvågning af gader, pladser og S-togsstationer giver mindre vold og hærværk. Det gør derimod mere lys og patruljering.

Amerikanerne har eksempelvis dyrket denne praksis efter 11. september 2001. I eksempelvis New York er der dagligt et kraftigt politiopbud på gaderne, men det er i princippet et behageligt og hjælpsomt politi, som dermed også fremmer trygheden og tilliden i dagligdagen.

Løsningen på problemerne er selvfølgelig politisk, og kontrollen er forståeligt nok hele tiden strammet yderligere i takt med den voksende indvandring og de eskalerende terroraktioner rundtomkring i verden. I praksis føler jeg mig på den ene side også ligeglad med den omfattende overvågning og registrering i dagligdagen, men på den anden side finder jeg det ikke rimeligt, at min dagligdag registreres uden noget egentligt mål med registreringen. Jeg mener ikke, at mine aktiviteter giver anledning til undersøgelser og tiltag fra samfundets side, men blot det, at det overvåges, hvad jeg laver, er aldeles urimeligt. Det kommer ikke nogen eller noget ved, hvad jeg laver i mit liv, så længe det ikke generer andre eller er i strid med gældende love.

Ved at acceptere en udvidet overvågning generelt svækker man den almindelige demokratifølelse og tilliden og fællesskabet mennesker imellem og svækker og underminerer forholdet til retsstaten. Man fremmer dermed også egoismen og nedprioriterer værdien af opdragelse og omsorg som befordrende faktorer.

Den fælles sikkerhed synes at være blevet vigtigere end enkeltindividets frihed til eget liv og udvikling. Vi skal således passe på, at diverse skrækscenarier ikke fører til så kraftig en udvikling af overvågningen, at det private bliver for nedprioriteret, og alt bliver potentielt offentligt. På trods af terroranslagene skulle vi jo gerne kunne leve videre som før.

Vi kan ikke blot lade terroranslag og -trusler fremme udviklingen af kontrollen i samfundet, så er det jo næsten, som om det er terroristerne, der vinder, for er der nogen, der gerne vil have frygt og utryghed i vort samfund, må det netop være potentielle terrorister. Det må være altafgørende væsentligt, at vi kan bevare vort demokratiske samfund med vide muligheder for den enkeltes udfoldelse, uden at man skal føle sig overvåget og kontrolleret.

Mistro og enkeltangreb kan aldrig retfærdiggøre øget kontrol med den enkelte borger, for den lille mand er uskyldig, og det er han, indtil andet er påvist. Det skal vi huske under den ukritiske opgradering af kontrollen i vort samfund. Kontrollen skal være sikret, men det er svært, når tilliden er lille, og mistroen stor.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.