Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kan vi undgå statens mange store skandaler?

Tidligere tiders politikere var selvlærte praktikere, som kendte problemerne i en mindre indviklet verden end i dag. Lovenes antal og omfang var en brøkdel af nutidens, ændringer skete langsomt, og det var nemmere af forstå, hvad man skulle tage stilling til.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rina Kjeldgaard

Statens store skandaler er en dårlig vane, en tiltagende kronisk lidelse i Statsforvaltningen. Alle taler om det, ingen gør noget ved det. Hvorfor ikke? Skyldes det frygt for, at åbenhed udløser mere præcis kritik? Ministerier håber, at alt løser sig selv, og symptombehandler ved at forflytte syndebukke. Men er det nok?

Staten bør selv beskrive årsagerne. Indtil da må andre forsøge. En indlysende forklaring er forvaltningens frugtbare grobund for luftige idéer, som besluttes og gennemføres uden nødvendig viden og konsekvensberegning, imod god forvaltningsskik.

Mange politikere agter privat ledelse højere end offentlig. Offentlige virksomheder sælges uden hensyn til langsigtede fordele og ulemper. God privat ledelse er ganske sikkert bedre end dårlig offentlig ledelse, men hvorfor kræver politikere ikke god offentlig ledelse? Store beslutninger træffes af Tordenskjolds soldater i små inderkredse. Politisk udpegede ledere hentes fra politik, embedsværk og bekendte, påvirket af betroede eksperter og konsulenter.

Resultater betyder mindre. Ledere beskriver egne resultater som fine, selv når det ikke passer. De får bonus for god og dårlig indsats og forfremmes efter tilpasningsevne – det er vel en overdrivelse, men vi må starte med hypoteser, ikke endelige konklusioner.

Egentlig er det en selvfølge, at det går galt, når plan og gennemførlighed adskilles. Men ofte er det svært at erkende det selvfølgelige.

I privatsektoren begås også fejl, men her straffes ejere økonomisk for dårlige resultater. I den offentlige sektor er vejen lang fra borger til anonyme beslutningstagere. Han har ikke indflydelse som den store aktionær. En lille aktionær har det heller ikke, men modsat borgeren kan han købe og sælge sine aktier.

Montesquieus tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt virker ikke. Den lovgivende og udøvende er smeltet sammen, og politiske ledere med kontrol over folketingsflertallet forvalter den udøvende magt som ministre. Vore domstole fungerer ret uafhængigt, men dog påvirket af Justitsministeriet, og i praksis sætter de Folketingets vilje over grundloven. Politikere beskytter sig ved at undgå en dansk forfatningsdomstol.

Tredelingens kontrol var en smuk illusion. Den stadigt mere bureaukratiske og lukkede danske forvaltning unddrager sig kontrol i betænkelig grad. Hemmeligholdelse beskytter aktørerne mod forslag, kritik og advarsler, politiske forlig mellem få nøglepersoner afgør lovene, og Folketinget godkender.

De stærke pressionsgrupper udøver indflydelse gennem personlige relationer og adgang til at påvirke lovforslag og afgørelser. Erhvervsorganisationer, fagforeninger, storkoncerner og andre har lobbyister, rigelige finansielle midler og sagkundskab til at påvirke, belære og støtte politikere og embedsværk. Foreninger med store medlemstal gør politisk indtryk. Alle ligner gode støtter, men de tjener egne interesser i tillid til, at hvad der er bedst for dem, er også bedst for folket, nationen, økonomien, miljøet, klimaet og meget andet.

Ekstern påvirkning er nødvendig i konkurrencen om statens og forbrugernes penge. Meget udkæmpes med gennemskuelige midler. Men en anden del sker i fortrolighed med staten og forbrugerne som de svage parter. Forbrugerne har ikke selv ressourcer til at påvirke beslutningstagerne. Deres tidligere fællesejede aktiviteter inden for energi, realkredit, forsikring mv. afvikles, og forbrugerne kan sammenlignes med et værgeløst tag selv-bord.

Medierne beskrives ofte som en særlig statsmagt, en folkets vagthund over for magthavere, men også de er afhængige af nyhedskilder og økonomisk påvirket af stærke kræfter.

Tidligere tiders politikere var selvlærte praktikere, som kendte problemerne i en mindre indviklet verden end i dag. Lovenes antal og omfang var en brøkdel af nutidens, ændringer skete langsomt, og det var nemmere at forstå, hvad man skulle tage stilling til.

I vor tid præges Folketinget af teoretisk universitetsuddannede politikere med intellektuel forståelse, men begrænset indsigt i konkrete fagområder. Det åbner for manipulation med udvælgelse af, hvad der taler for et ønsket forslag, og fravalg af, hvad der taler imod det.

De har utallige eksperter og rådgivere. I 1995 ansatte Nyrup Rasmussen den første særlige rådgiver eller spindoktor. Nu har alle ministre denne hjælp. Det var en velbegrundet støtte til at vurdere og administrere viden. Som alt nyttigt kan eksperter og rådgivere bruges og misbruges, dvs. til redelig information eller tvivlsomme påstande. Moderne professionel mediepåvirkning kan gøre det svært at vurdere sandhedsværdien.

Staten betaler milliarder til konsulenter, måske til mere skade end gavn. Rigsrevisionens tredje rapport om statens brug af konsulenter (2014) kritiserer, at brugen kun i mindre omfang bygger på strategier og analyser af, hvad egne ansatte og konsulenter bør udføre.

Problemet er ikke så meget konsulenternes kvalifikationer som myndighedernes. Hyppig udskiftning af ministre viser, at deres kvalifikationer tillægges ringe betydning. De ønsker konsulenter til idéer og beslutninger som modvægt til deres medarbejderes saglige viden. Resultatet er en malstrøm af rådgivning, beslutningsvilje, ansvarsforflygtigelse og nedsat respekt for saglig viden. Her kan katastroferne trives i fortrolighed uden kontrol.

En usikker eller diktatorisk minister kan tillægge konsulenter og enige eksperter større troværdighed end egne ansatte, og han ved, at konsulenter altid holder med ham. De giver råd, men uden garanti og ansvar. Ansvaret er ministerens, selv om ordet ministeransvar er næsten synonymt med ansvarsfralæggelse.

Boston Consulting Groups rapport ”Potentialet ved en fusioneret skatteadministration” (2005, 174 sider) foreslog at ændre organisationen og undvære nogle tusinde ansatte i Skat. Alle andre forudså katastrofen, men ministeren brugte forslaget til beslutning. Det endte helt galt, og det kan ikke være rådgiverens ansvar.

Egentlig er det en selvfølge, at det går galt, når plan og gennemførlighed adskilles. Men ofte er det svært at erkende det selvfølgelige.

Et andet kendt eksempel er det offentliges mange milliarder til it-konsulenter med dårlige resultater efter elementære fejl. Effektive it-sælgere og ukyndige it-købere er en farlig cocktail, og jo større fejl, desto flere konsulenttimer kan der sælges til at udbedre fejlene.

I internationale konsulentfirmaers kæmpenetværk støtter tidligere og nuværende ansatte hinanden med opgaver, ansættelse og karriere. Mange får ledende poster i store koncerner, mange med gode resultater. Men den selvskabte atmosfære af prestige og beundring fører også til katastrofer, som omtales flittigt i medier og bøger. Særligt kendt for kreativitet og berygtet for lovbrud og konkurs er Enron, hvor konsulenter udviklede katastrofen. En af dem blev topchef. Der er mange farlige følger af klienters tro på konsulentmirakler.

Når formålsbestemte påstande undertrykker uvildig viden, dør beslutningskvaliteten.

Når få lidet synlige aktører præger store beslutninger, og når Folketingets godkendelse er en formalitet, ændres demokratiet i autoritær retning. Det sker mindre markant i Danmark end i flere andre lande, men det er alvorligt, at problemet vækker ringe politisk interesse.

Det vokser i takt med hemmeligholdelsen, men flere ministre taler åbent for at lette deres arbejde med endnu mere hemmeligholdelse. Med skjult og usikker beregning, forklaring og forvaltning er vejen åben for utilsigtet udnyttelse af mulighederne. Når denne risiko ignoreres, vil fejl blive rettet med nye fejl, og skandalerne vil gentage sig.

Derfor er det ikke tilfældigt, at de breder sig. Der kan være flere forklaringer og årsager, og måske kender staten dem.

I så fald bør staten oplyse dem. Vore politiske ledere bør sikre transparens og beskytte stat og folk mod unødigt spild af samfundets ressourcer.

Det glædelige er, at der er masser af forbedringsmuligheder.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.