Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Sverige står foran et jordskredsvalg

Bag striden om it-skandalen ligger en meget større konflikt: konflikten om, hvordan man skal håndtere Sverigedemokraternes enorme fremgang i meningsmålingerne, som skyldes, at mange svenskere nu er blevet trætte af de gamle partier og ikke mindst af deres udlændingepolitik.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

På torsdag d. 17. august holder Sveriges rigsdags forsvarsudvalg et ekstraordinært møde om it-skandalen i Transportstyrelsen. Det er en udløber af sagen, hvor den borgerlige opposition for få uger siden krævede tre ministre fyret, og hvor statsminister Stefan Löfven valgte at afskedige de to af dem, men beholde sin forsvarsminister Peter Hultqvist.

Indtil videre ser det dog ikke ud til at være nok for oppositionspartierne, som lægger op til, at også forsvarsministeren skal gå af, før de er tilfredse.

Mødet på torsdag vil sandsynligvis give et fingerpeg om, hvor stålsatte oppositionspartierne i de kommende uger vil være i deres krav om forsvarsministerens afgang, og hvor stålsat statsministeren vil være i sin beslutning om at beholde ham. Hvis begge parter anlægger en stærkt konfrontatorisk linje kan den yderste konsekvens medføre, at forsvarsministeren bliver væltet, når Rigsdagen samles igen efter sommerferien i begyndelsen af september. Og at regeringen muligvis derefter vil gå af, eller at der vil blive udskrevet valg i utide. Dét, som man i Sverige kalder et ”ekstra valg”, fordi der – i modsætning til i de fleste andre europæiske lande, når der bliver udskrevet valg i utide – alligevel stadig skal holdes det ordinære valg fire år efter det seneste ordinære valg – og ikke fire år efter ekstravalget. Så måske bliver der allerede valg til Rigsdagen her i efteråret 2017 og så igen i september 2018. Og ellers bliver der valg i september 2018.

Uanset om det næste rigsdagsvalg kommer om nogle få måneder eller om et år, er der imidlertid meget, der tyder på, at det vil blive et regulært jordskredsvalg af en karakter, som Sverige ikke har oplevet tilsvarende i nyere tid. Svensk politik har ellers været præget af en utrolig stabilitet det meste af tiden lige siden 1930’erne. Men bagved regeringens og oppositionens strid om it-skandalen ligger en meget større konflikt: konflikten om, hvordan man skal håndtere det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraternes enorme fremgang i meningsmålingerne, som skyldes, at mange svenskere nu er blevet trætte af de gamle partier og deres politikere og ikke mindst af deres udlændingepolitik.

Både statsministerpartiet Socialdemokraterne og især det ledende oppositionsparti Moderaterne er i øjeblikket nærmest desperate over Sverigedemokraternes kraftigt voksende tilslutning blandt vælgerne. Ved det seneste rigsdagsvalg i 2014 fik partiet 13 pct. af stemmerne. Nu står det til næsten 20 pct. Samtidig står både Socialdemokraterne og Moderaterne til tilbagegang. Derfor kæmper Socialdemokraterne og Moderaterne (sammen med de øvrige tre gamle borgerlige oppositionspartier) en hektisk kamp om at skyde skylden på hinanden i it-skandalen og udstille modparten som den, der ikke har styr på tingene. Hver især i håb om at kunne begrænse vælgerflugten fra deres parti.

Det paradoksale er imidlertid, at jo mere oppositionen og regeringspartierne forsøger at svine hinanden til i forbindelse med it-skandalen, jo mere vokser den generelle lede ved de gamle politiske partier blandt vælgerne, og jo flere af dem går over til at stemme på Sverigedemokraterne. Så de gamle partiers kamp for at begrænse deres tilbagegang vil sandsynligvis blot få den modsatte effekt: at Sverigedemokraternes jordskredssejr ved det snarlige valg vil blive endnu større, end der ellers i forvejen var lagt op til.

Hvorfor ser de fleste svenske partier helt anderledes på Sverigedemokraterne og partiets udlændingepolitik end flertallet af danske partier ser på Dansk Folkeparti?

Den specielle situation ved svensk politik i øjeblikket er, at der er blåt flertal i Rigsdagen, men en rød-grøn regering ved magten. Det findes ikke tilsvarende i nogen andre stater i Europa. Og det skyldes, at de fire gamle borgerlige partier, Moderaterne, Liberalerne, Centerpartiet og Kristendemokraterne ikke ønsker at regne Sverigedemokraternes stemmer med til deres blok, når man tæller sammen, hvem der kan danne regering. Og regner man ikke Sverigedemokraterne med til den blå blok, er der rødt-grønt flertal i Rigsdagen. Det er altså vigtigere for de fire gamle borgerlige ikke at samarbejde med Sverigedemokraterne end at få regeringsmagten. Årsagen er, at alle de gamle svenske partier stadig tager dyb afstand fra Sverigedemokraterne på grund af dets stramme udlændingepolitik og tilhørende retorik. Dette til trods for, at både Socialdemokraterne og de fire gamle borgerlige partier selv i de seneste år er begyndt at stramme meget op på deres udlændingepolitik i praksis. Men modstanden mod Sverigedemokraterne og dets udlændingepolitik er altså så indgroet hos alle de gamle partier, at der stadig ikke er nogen af dem, der vil røre ved Sverigedemokraterne med en ildtang.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor ser de fleste svenske partier helt anderledes på Sverigedemokraterne og partiets udlændingepolitik end flertallet af danske partier ser på Dansk Folkeparti? Til trods for at de to partiers politik på udlændingeområdet på lange stræk minder om hinanden.

Der er flere grunde. For det første var Sverigedemokraterne oprindelig, da partiet blev stiftet i 1988, i høj grad præget af nynazistiske og højreekstremistiske kredse. Det havde altså et helt andet udgangspunkt end Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet, som ikke udsprang af et nynazistisk miljø, og hvis ledende politikere aldrig har haft tilknytning til et sådant. Selv Sverigedemokraterne i dag er et helt anderledes parti end for ca. 30 år siden, da det blev stiftet, og nu må siges stort set at være et ”normalt” indvandrerkritisk parti ligesom Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet i Norge har mange svenske politikere fra de gamle partier stadig svært ved at glemme Sverigedemokraternes oprindelige udgangspunkt.

Flere og flere svenske vælgere ser derimod – i henhold til meningsmålingerne – ud til at være villige til at se bort fra partihistorien og i stedet forholde sig til, hvad Sverigedemokraterne står for i dag.

For det andet er mange af de svenske politikeres holdning til udlændingepolitikken præget af den svenske neutralitetstradition. Lige siden 1814 har Sverige været et neutralt land i alle krige (bortset fra at landet har deltaget i forskellige FN-aktioner). Man har været ”alliancefri” i fredstid og neutral i krigstid, som svenskerne formulerer det. Navnlig under Den Kolde Krig fra 1945 til 1989 spillede dette en vigtig rolle for den måde, som svenske politikere kom til at se tredjeverdenslande og ulande på. Man dyrkede vigtigheden af at balancere mellem synspunkterne, ikke at træde nogen over tæerne, at være åben og tolerant over for alt og alle og navnlig at have en stor sympati for mennesker, som kom fra den tredje verden, som (i hvert fald formelt) stod uden for blokopdelingen i Den Kolde Krig.

Sympatien og arbejdet for ulandene og mennesker, som kom herfra, blev et varemærke for flere generationer af svenske politikere, ikke mindst for en person som den svenske socialdemokratiske statsminister Olof Palme (reg. 1969-1976 og 1982-1986). Denne tilgang kom til at smitte af på synet på udlændingepolitikken i mange årtier fremover og gør det stadig i dag.

For det tredje har Socialdemokraternes historisk store dominans i svensk politik også mere generelt spillet en rolle. Socialdemokraterne sad på statsministerposten uafbrudt i perioderne 1936-1976, 1982-1991 og 1994-2006 og igen fra 2014. Ligesom inden for det danske socialdemokrati har en stor fløj inden for partiet i mange år fastholdt, at man skulle fastholde en åben og liberal udlændingepolitik, selv om et flertal i partiet i de allerseneste år er blevet overbevist om, at man skal slå ind på en ”strammerkurs”. Det svenske socialdemokratis store dominans i svensk politik har bevirket, at dette partis syn på udlændingepolitikken har smittet afgørende af på de øvrige gamle partiers syn på samme emne. Og dette er også en afgørende grund til, at mange svenske politikere i dag stadig har en anden opfattelse af, hvad der er den korrekte måde at behandle og tale om udlændinge på end mange andre politikere rundt omkring i Europa, eksempelvis de fleste af de danske.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.