Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ville vi i Danmark bytte en god ranglisteplacering ud med gladere børn?

Den personlige faglige udvikling er fuldstændigt underordnet præstationen. Hvem interesserer sig for, hvad der kommer ind i knolden, så længe der kommer et 12-tal ud? For få, vil jeg sige.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Så er det nu. Torsdag i denne uge skal min datter begynde i 8. klasse på forstadsskolen. Blå mandag er for længst overstået, og hun har nu lært de lærere godt at kende, der skal føre hende igennem resten af folkeskolen. Det er blevet tid til at tage hul på det “alvorlige” kapitel af hendes skoleliv. Der, hvor hun skal måles og vejes, vendes og vurderes, stemples og takseres. Det er blevet tid til, at hun skal have karakterer og erklæres uddannelsesparat. Endelig. Endelig får hun lov til at få sat de tal på sig, som hun og hendes kammerater har glædet sig så meget til gennem de seneste par år. For de glæder sig, gør de. Altså, ikke dem allesammen, for de ved jo allerede godt, om de kan forvente gode karakterer eller dårlige. De har trods alt gennemgået en lang række nationale test, både de obligatoriske og de frivillige, som selvfølgelig kun er frivillige, hvis man inde på forvaltningen synes, de skal være det. Men mange glæder sig, for nu skal de endelig finde ud af, hvad de er værd.

I årevis er min datter og hendes kammerater blevet styret ind i en kultur, hvor ens værdi er noget, man finder på en udskrift. Man har lært, at man f.eks. kan være ikke-tilstrækkelig, mangelfuld, jævn eller måske fremragende. “Ja ja, men det er jo bedømmelser, der knytter sig til elevens præstation, ikke til eleven selv,” vil nogle måske indvende, men sådan spiller klaveret bare ikke. I folkeskolen er der gennem årtier opdyrket en præstationskultur, hvor man er det, man præsterer. Tænk bare på begrebet “12-talspige.” Det begreb er et klokkeklart udtryk for en kultur, hvor man i alt for høj grad sætter lighedstegn mellem præstationen og personen.

Som lærer har jeg ofte oplevet at skulle tage imod en ny elev til klassen undervejs i skoleåret. For at give mig en idé om, hvad jeg har kunnet forvente mig af den håbefulde pode, har min leder i den forbindelse f.eks. fortalt mig, at den pågældende var “en rigtig 4-7-talspige.” Som om det skulle sammenfatte noget som helst om personen. Alligevel har jeg taget mig selv i at nikke indforstået for dermed at bekræfte den bås, eleven var blevet sat i.

Men heldigvis er min datter godt med i skolen. Her future’s so bright, she’s gotta wear shades, som nogle sang i firserne. Men hvis man skal ruste en potentiel 12talspige til første omgang standpunktskarakterer, så må man tage truslen om et muligt 10-tal i ny og næ alvorligt. Hvordan forbereder man en elev, der er vokset op i folkeskolens præstationskultur på, at det ikke bliver 12-taller hver gang? Det gør det i hvert fald ikke nemmere, at resultaterne i folkeskolen efterhånden opleves som afgørende for elevens samlede fremtid. Afgangsprøven er blevet adgangsgivende til ungdomsuddannelserne, hvorved karaktergennemsnittet er blevet afgørende for elevens fremtid. Også for de elever (drenge?), der knapt nok har fået hovedet ud af Pokémon og Porsche-plakater, og som først som 16-17-årige begynder at opnå den modenhed og studiedisciplin, der skal til.

Nu på 8. årgang kan min datter også se frem til at blive “uddannelsesparathedsvurderet.” Smag lige en gang på ordet. Det findes rent faktisk. Man skal altså afgøre, om en person er parat til at blive uddannet. Det betyder også, at man kan få at vide, at det er man ikke … Mon ikke nogle tænker, at hvis man ikke er parat til at blive uddannet, hvorfor så orke bøvlet? Ikke-uddannelsesparat. »Hej, jeg hedder Kasper, og jeg er ikke-uddannelsesparat.« Er det virkelig et prædikat, vi ønsker at sætte på 13-14-årige? Er det ikke rigeligt, at vi fortæller dem, at de er ikke-tilstrækkelige, mangelfulde eller en 12-talspige?

Min datter skal også lære, hvordan det virker, når man i en klasse finder ud af, at en karakter kun er god, hvis den er bedre end de andres. Glæden over et 10-tal er noget større, hvis alle andre kun får 7 eller derunder. Hvis ens evner rækker til at være nummer et i klassen, er det lige meget, om man er så god, som man kan blive eller ej. Den personlige faglige udvikling er fuldstændigt underordnet præstationen. Hvem interesserer sig for, hvad der kommer ind i knolden, så længe der kommer et 12-tal ud? For få, vil jeg sige.

Gert Biesta, der er professor ved University of Luxembourg, siger følgende i et interview bragt i fagbladet Folkeskolen 3/8 2017: »Jeg vil hævde, at man her ikke engang er interesseret i, hvad eleverne lærer, og bestemt ikke i at nå deres sjæl. Man interesserer sig simpelthen i dette menageri kun for elevernes præstationer, og hvad de producerer.« Han beskriver princippet med et eksempel fra landbruget, hvor det i kvægdrift handler om output og produkt. Mælk og kød. Man interesserer sig simpelthen ikke for koen. Hvis outputtet ikke er godt nok, justerer man inputtet. Input har kun det formål at optimere output. Det er derfor lige meget, hvad inputtet er, så længe man får et bedre output. Koen? Den er i sig selv ligegyldig i den sammenhæng.

Det er i dette klima, vi lærere kæmper en hård kamp for at hjælpe eleverne med at få sjælen med. Vi må ikke glemme, at det er personer, vi arbejder med. Man fokuserer så ensidigt på det målbare i dagens folkeskole, at man glemmer, at det ikke er alt, der giver værdi, der kan måles. I bevægelsen fra bred dannelse til snæver skoling negligerer man de ting, man også er nødt til at lære om sig selv for at kunne virke i et samfund: Kan jeg prioritere med omtanke? Kan jeg være tålmodig med mine omgivelser? Er jeg iværksætter? Afslutter? Kan jeg motivere mine ligemænd? Er jeg rummelig? Hvordan kan jeg ændre min egen situation osv. Det er også læring at blive bevidst om disse og mange flere egenskaber, men da de ikke kan måles operationelt, bliver de ikke tillagt den rette værdi af hverken eleven eller systemet. Langtidsfølgerne af denne udvikling vil være katastrofale.

Barndommen er mere end blot en forberedelse til voksen- og erhvervslivet. Barndommen har værdi i sig selv. 10 år bruger børn i vores grundskole. De skal ikke ofres på konkurrencestatens hellige alter. I netmagasinet Zetland skriver Sara Alfort 3/8 2017 om skolesystemet i Estland. Her har man udviklet en skole, der ligger meget højt i de internationale Pisa-undersøgelser udført af OECD. Man scorer endda på visse punkter højere end Finland, som i disse år er beundret vidt og bredt for sit skolesystem og sine resultater i Pisa.

Mati Heidmets, leder af afdelingen for uddannelsesinnovation på Tallinn University, fortæller om en national strategi, den estiske regering iværksatte for tre år siden som reaktion på, at kun ca. to tredjedele af de estiske elever var glade for at gå i skole. Man vil fra regeringens side gerne bryde med den kultur, der hersker i den estiske folkeskole, som er præget af hierarki, disciplin, hårdt arbejde og lydighed. Alle egenskaber, vi i Danmark i højere og højere grad efterstræber. Denne kultur har produceret målbare resultater, men ikke skoleglæde. Heidmets forudser, at »... om 10 år har skolekulturen ændret sig. Vi vil ikke længere være i top i Pisa, men måske vil børnene være gladere.«

Ville vi i Danmark bytte en god ranglisteplacering ud med gladere børn? Eller er vi i øjeblikket i fuld gang med at bytte glade børn ud med ranglistepoint?

Jeg ved ikke med jer, men i sidste ende er det, jeg ønsker for min datter, ikke at hun skal ligge nummer et i klassen, eller at hun skal flyve igennem uddannelsessystemet, så fremdriftsreformens skabere synger af fryd. Jeg ønsker, at hun skal være glad. Ikke bare, når hun en dag er blevet et præsterende tandhjul i maskineriet, men også nu og her.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.