Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Sameksistens med ulvene

Vi skal udrydde konflikterne, ikke ulven. Fundet af ulveunger på vildtkamera i Vestjylland skaber overskrifter om ulvefrygt i medierne, men sandheden er, at ulve ikke udgør nogen fare. Tværtimod gavner de naturen.

Artiklens øverste billede
Indtil nu har der været en udtalt mangel på hunulve i Danmark, men situationen har ændret sig, og mennesket må indstille sig på sameksistens med dette dæmoniserede rovdyr. Illustration: Rasmus Sand Høyer

I den seneste uges tid er der i bogstaveligste forstand blevet råbt ”ulven kommer” i de danske medier. Årsagen er, at et ulvepar og dets unger er blevet filmet lidt syd for Holstebro.

Det betyder altså, at ulven er tilbage, og at den yngler i Danmark. Det er en god nyhed for naturen, f.eks. fordi ulve er med til at holde bestanden af krondyr sund. Den tager de svageste, mens jægerne skyder de stærke dyr. Men det er naturligvis også en nyhed, der forståeligt afføder en del frygt og bekymring. Bliver det nu farligt at færdes i naturen? Vil ulvene angribe mennesker?

Sådan har det også været i de andre lande, hvor ulven har været udryddet og er vendt tilbage, og det er naturligvis en forståelig frygt og bekymring, som selvsagt må tages dybt alvorligt. I respekt for, at ulven vel nok er verdens mest kontroversielle rovdyr og har været fraværende i 200 år, for hvad vil ulvens genindvandring til Danmark dog betyde?

Heldigvis bliver den frygt taget alvorligt, og der er stort set intet, der tyder på, at ulve vil angribe mennesker. Aarhus Universitet konkluderede i et notat fra marts 2013 at »Risikoen for, at ulve angriber mennesker og dermed sårer eller dræber os, er ekstremt lille«, og udpegede i et notat fra februar 2013 10 konkrete områder, hvor ulve kunne tænkes at etablere sig.

På baggrund af undersøgelserne blev der lavet en forvaltningsplan for ulve i juni 2014 med fuld opbakning fra et enigt vildtforvaltningsråd bestående af repræsentanter for landbruget, skovbruget, jægerne og grønne organisationer. Planen, der stadig gælder, indebærer, at der betales erstatning for husdyr, som tages af ulve, støtte til ulvesikker indhegning og et håndslag på at eventuelle problemulve kan fjernes inden for rammerne af EU-lovgivningen.

Den svenske naturfredningsforening Naturskyddsföreningen opgjorde i 2014, hvad vi dør af i naturen. Her er flåter, svampe og insekter langt farligere end ulve, som ingen jo er døde af.

Som et af få lande i verden lykkedes det dermed at nå til enighed blandt interessenterne om rammerne for både at respektere ulven som et fredet dyr og samtidig sikre kompensation og forebyggende foranstaltninger. Konflikterne, ikke ulven, skulle fjernes. Planen var resultatet af, at alle parter holdt sig til fakta og afstod fra henholdsvis forherligelse og dæmonisering af ulve både i pressen og under udarbejdelsen af planen.

Forvaltningsplanen angiver, at der i Europa nu er 10.000-20.000 ulve. Der er i Tyskland nu ca. 45 ulvepar eller -flokke. Siden de indvandrede fra Polen til Østtyskland i 2.000 har de spredt sig mod nordvest til Danmark – via den grønne korridor, der ligger der.

Men til trods for det store antal ulve har der ikke været ét eneste dokumenteret ulveangreb på mennesker i dette århundrede. Og dermed er risiko for angreb fra en ulv ufatteligt lille.

I Sverige har der været ulve i mange år, og nu er der ca. 350. Der har der heller ikke været angreb på mennesker. Den svenske naturfredningsforening Naturskyddsföreningen opgjorde i 2014, hvad vi dør af i naturen. Her er flåter, svampe og insekter langt farligere end ulve, som ingen jo er døde af. Alligevel er det den frygt, som medierne spiller på.

Historisk set har ulve været farlige for mennesker, hvis de har været syge eller unaturligt udhungrede. Ulve med rabies, voldsomt udsultede ulve, og ”tamme” ulve kan under særlige omstændigheder udgøre en fare for mennesker. Der er ikke rabies i ulvebestanden. Og der er med en eksploderende kronvildtbestand oceaner af føde, og ingen ulve med unaturlig adfærd er set i Danmark. Én ulv i Tyskland valgte man at fjerne. Ikke fordi den var truende, men fordi den ikke udviste en naturlig skyhed over for mennesker. I Danmark har vi den samme aftale om at fjerne eventuelle ikkesky ulve, selv om de ikke er truende. Ulve skal være bange for mennesker, ikke omvendt.

Risikoen for angreb fra en ulv er altså ufatteligt lille. Men dermed ikke sagt, at ulvene ikke har forvoldt konflikter.

Ulve tager får, hvis de kan komme til det. Og hvor ulvene pludselig indfinder sig, er der ikke ulvesikker indhegning. Der, hvor ulveparret nu har etableret sig, har Miljø- og Fødevareministeriet derfor udpeget et område, hvor der kan gives støtte til ulvesikker indhegning, også før et angreb har fundet sted. Man er nu på forkant. Og hvor der er korrekt opsat ulvesikker indhegning, virker den. I praksis er der typisk tale om, at man på det eksisterende fårehegn med tre eltråde sætter yderligere to tråde på: en forneden, og en foroven. Det er ikke teknisk kompliceret, men det er effektivt.

I Danmark har vi i 2017 dog kun ét bekræftet ulvepar, som holder til i et af de 10 områder, som Aarhus Universitet pegede på i sit notat, der, hvor man nu kan få støtte til indhegning. Dertil kommer måske op til knap en håndfuld soloulve andre steder i Jylland. Det mest tankevækkende er, at mange formodede ulveangreb på får via dns-undersøgelser faktisk viser sig at være forårsaget af hunde, der trods lovgivningen løber frit omkring. Hunde angriber og dræber får og lam på samme måde som ulve.

Man kender ikke det præcise omfang, men der er i Miljø- og Fødevareministeriets ulvegruppe en stor bekymring over, at løse hunde i tilsyneladende langt større omfang end ulve angriber får. Det betyder på ingen måde. at man skal bagatellisere ulveangrebene på får.

Men det viser, at de folketingspolitikere, der har været i pressen med ønsker om, at man skal kunne skyde ulve – henholdsvis Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, og Liberal Alliances Carsten Bach – måske skyder mod de forkerte problemer. Vil man fra politisk side hjælpe fåreavlerne mod den væsentligste andel af angrebene på får og lam, er det ikke løsningen at tillade bortskydning af den håndfuld ulve, der er i Danmark p.t. I stedet skal man sætte ind over for hundeejerne.

Det siger sig selv, at enhver har lov at danne sin egen holdning for eller imod ulve. Men man må kunne forvente, at holdninger baserer sig på fakta, samt at der er en selvfølgelighed om respekten for international og national lovgivning.

Det afgørende vigtige er, at det ikke bliver den enkelte landmand, der står alene med et problem. Derfor bør den fungerende ordning med kompensation for husdyr opretholdes og fortsat ledsages af den reelle og permanente løsning: indhegning og evt. vogterhunde. Ligesom i landene omkring os. Og vi er nødt til at vide nogenlunde, hvor ulvene er, og omtrent hvor mange, så man kan sætte hurtigt ind med indhegning, hvis det bliver nødvendigt. Derfor bør den netop nu igangværende planlægning af overvågningen munde ud i, at vi sikrer et løbende overblik.

Jeg håber, at vi i det 21. århundrede lader håndteringen af konflikter mellem natur- og erhvervsinteresser svare til tidens teknologiske muligheder i stedet for at søge at skyde os ud af konflikterne som i 1800-tallet. Vi skal udrydde konflikterne, ikke ulven.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen