Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Smugleri som dansk folkesport

At snyde staten betragtes ikke som rigtigt snyderi, og selv pæne bedsteborgere er med.

Når staten har den frækhed at lægge store afgifter på nødvendige nydelsesmidler, tager folket sig selv til rette, og det med god samvittighed. Men kun til husbehov. Hvis der går forretning i det, svinder sympatien. Arkivfoto: Claus Lunde

Danskere har en bemærkelsesværdigt høj tillid til staten sammenlignet med andre lande. Siden Enevælden har den danske befolkning været vant til en uhørt høj statslig tilstedeværelse i hverdagen, og det har for de fleste danskere betydet, at staten for dem er en medspiller – ikke en modspiller, som staten nærmest er per definition i f.eks. USA.

Forholdet mellem individ og stat er altid til forhandling. Et rigtig godt eksempel på det er det omfangsrige danske smugleri, der især har haft sit epicenter i Det Sydfynske Øhav. Smugleri har i lange perioder været et acceptabelt tidsfordriv. Lidt lige som at gå over for det røde lys. I en tid med skandaler i Skat er det oplagt at studere smugleriet og det oprør mod staten, som smugleriet er udtryk for – særligt i udkanten.

Smugleri kræver grænser. På den ene side af en given grænse er varerne billigere end på den anden side, eller blot tilgængelige. Smuglere kunne tjene lidt ekstra ved at føre varerne frem eller tilbage over grænsen uden at betale told.

Dybt kriminelle storsmuglere er ildesete, men hyggesmugleri er helt fint. For mange har smugleri været en manddomsprøve og en måde at markere sig på.

Øhavet har været grænseland, siden der kunne tales om grænser. Fra 1500-tallet og til 1864 var øen Ærø en del af hertugdømmet Slesvig – toldgrænsen gik dermed midt igennem øhavet. De billige varer var aldrig langt væk. Siden det første dokumenterede smugleri i 1400-tallet har smugleriet været en fast bestanddel af hverdagen for øboer, byfolk og bønder. Selv om vi først kender smugleri fra 1400-tallet, er det helt sikkert, at i det sekund, der var regler, begyndte smugleriet. Det understreger, at hvis folk har muligheden for personlig berigelse, skal der meget til at afholde dem fra at gribe chancen.

Smugleriet er ikke kun et spørgsmål om profit. Det er også magt. De sydfynske købstæder fik privilegier i 1200-tallet og århundrederne derefter. Deres monopoler på bl.a. handel ændrede magtbalancen i øhavet til købstædernes fordel. Øboerne og kystfolkene protesterede ved at bryde reglerne. De fortsatte med at handle uhindret med hinanden og på tværs af toldgrænsen til det slesvigske Ærø. Det var bønderne, adelen og øboerne, der smuglede, og købstæderne og staten, der tabte penge. Smugleriet var led i en magtkamp mellem by og land, adel og borgerskab.

Smugleri er ikke kun fortid. Da politiet ransagede en ejendom på Langeland i 2007, fandt det smuglergods nok til at fylde flere lastbiler. Told og Skat kunne køre væk med 204 liter spiritus, 4.118 dåseøl, 358 flasker vin, 4.419 dåser sodavand, 40.000 stykker cigaretpapir, 5,2 kg røgtobak samt 360 kg slik og chokolade.

Smugleriet har i perioder af øhavets historie udfordret den legale handel på omfang. I sagens natur er det svært at vurdere størrelsen. Er omstændighederne rigtige, kan smugleriet overgå den lovlige handel. I 1769 blev det så graverende, at den desperate byfoged i Svendborg foreslog, at øboerne helt skulle nægtes at eje fartøjer.

Smugleri skal være skjult. Vi kender primært til de smuglere, der er blevet snuppet. Fortalelser, vandrehistorier og erindringer kan hjælpe os tættere på dem, der ikke blev opdaget. Fiskeren Heinrich Heyer blev i 1918 i et anonymt brev anklaget for smugleri. I forhøret på toldkontoret i Ærøskøbing undrede han sig. Han havde da ikke gjort noget forkert. Den slags handel med tyske skibe var da noget, som alle fiskerne på Ærø gjorde?

Nutidens smuglerbedrifter er noget, man deler i godt selskab, når selve akten er godt på afstand. Til sammenkomster i en lokal sejlklub kan ældre medlemmer fortælle om sejlture med OK-joller til Tyskland, da de var store drenge, eller pæne skolelærere fortæller om en ekstra flaske cognac i bagagerummet. Værftsarbejdere kan fortælle om polske skibe, der skulle repareres, og som altid havde vodka og billige cigaretter med.

Blandt smuglerne var folk fra alle samfundslag – fra adel til bonde. Sågar præster – i 1690 forsøgte præsten i Magleby på Langeland og sognefogeden sammesteds at indsmugle fransk vin, brændevin fra Flensborg og guldkniplinger. Deltagelsen af samfundets top legitimerede smugleriet.

Smugleri har været bredt accepteret. Accepten var og er et spørgsmål om skala. Da storsmuglerne begyndte med speedbådssmugleri, våben og hårde stoffer i 60’erne og 70’erne, skete der et skred. Jo mere storstilet smugleriet blev, jo mere ildeset blev det. Nu var det uuddannede unge mænd, der blev efterlyst for storsmugleri – men samtidig fortsatte folkepensionisterne og familiefædrene med at smugle på færgerne. Og på lystbådene sejlede velbjærgede familiefædre hjem med lasten eller vandtanken fuld af sprit.

Denne skelnen mellem rigtigt og forkert smugleri går igen i populærkulturen. I film og tv har danske smuglere både haft helte- og skurkeroller. Får smugleren heltestatus, er det, fordi han er den lille mands ven. Dybt kriminelle storsmuglere er ildesete, men hyggesmugleri er helt fint. For mange har smugleri været en manddomsprøve og en måde at markere sig på.

Smugleri er en forbrydelse, hvis offer ikke har et menneskeligt ansigt. Ofret er statskassen. Det gør smugleri til en politisk handling.

Smugleri er en temperaturmåling på forholdet til staten. Jo mere loyalt et område er over for staten, jo mindre smugleri er der. Sydfyn og øerne har altid været langt væk fra magtens centrum. Når øboerne så toldskibene i horisonten, stak de af eller smed smuglergodset over bord. Der var mange steder at gemme sig og der var utallige landingssteder. De lokale dækkede over hinanden. Loyaliteten til det lille samfund vandt over loyaliteten til det store.

Smugleri har en moderne parallel i sort arbejde. Sort arbejde er i dag den nemmeste måde til personlig berigelse uden om myndighederne – det er den rolle, smugleri havde tidligere.

Sort arbejde og smugleri er et etisk spørgsmål. Og der er forskel på etikken mellem land og by. Der sælges og købes mere sort arbejde på landet. Tre af fire sorte arbejdsopgaver klares mellem venner, bekendte, familie og kollegaer. Som socialt fænomen styrker sort arbejde lokalsamfundene, styrker tilliden til naboerne og skaber gensidig afhængighed. Det samme kan siges om smugleri.

Den højt besungne danske tillid stammer ikke kun fra manglen på korruption. Den stammer også fra de små lokalsamfund, hvor traditionen for civil ulydighed rettet mod myndigheder har sit nutidige udtryk i sort arbejde. Sat på spidsen har smugleri og sort arbejde været med til at skabe bånd mellem mennesker samtidig med, at velfærdssamfundet undergraves.

Når smugleren har siddet i sin båd, på spritfærgens wc i færd med at fylde jakken, eller i lastbilen på vej fra grænsen, så har han ikke spurgt sig selv: ”Hvorfor smugle?” For smuglerne har spørgsmålet været: ”Hvorfor lade være?”

Markedet har været tæt på, smugleriet har været bredt accepteret, nærmest tilskyndet, og næsten alle har kunnet sejle.

Heri ligger en udfordring: Hvordan får man skabt en etisk stopklods, der kan hindre skattesnyd, sort arbejde og smugleri, så lovbrud ikke normaliseres?

Historien om smugleri understreger, at hele Danmark ikke, trods en lille størrelse og en relativt homogen befolkning, har været fuldstændig loyalt over for staten. Hvis den høje grad af tillid skal opretholdes, må staten sikre sig udkantsområdernes loyalitet.

Skatteunddragelse må ikke blive en del af en magtkamp mellem de små og store samfund, som det er set tidligere.

Der ligger en stor opgave i at synliggøre, at åde kan være loyal over for både det store og det lille samfund. De er hinandens forudsætninger. Det skal tydeliggøres, at staten ikke blot er København – men hele Danmarks.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Det er ikke et mål, at flere skal i folkeskolen

Jens-Kristian Lütken
Det er noget helt særligt dansk, at det brede flertal af befolkningen har råd til at vælge frit mellem folkeskolen eller et privat tilbud.

Blog: 10 sandheder om folkeskolen

Lars Boje Mathiesen
Så ramte et nyt skoleår. Her er 10 ting, som mange partier ikke vil indrømme.
Annonce
Polaroid Originals OneStep 2: Det klassiske Polaroid er tilbage
Fascinationen ved gammel teknologi vil ingen ende tage – hvor irrationel den nu engang kan være. De overmættede og udtværede Instagram-filtre på mobilen er ikke længere nok. Der er kommet stor efterspørgsel på den ægte vare. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her