Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Nye krav til uddannelserne

De videregående uddannelser er vokset markant og de unges tilgang til uddannelse har ændret sig. Uddannelsesstederne finjusterer, men holder grundlæggende fast i fortiden.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rina Kjeldgaard

Ifølge den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel kan kvantitative forandringer af en genstand være så omfattende, at genstanden også ændres kvalitativt: Hvis en bog f.eks. reduceres fra 100 sider til én, er det ikke længere en bog. Hvis Hegel så på de videregående uddannelser, ville han se et bekræftende tilfælde af sit udsagn, for de seneste godt 10 år har skabt en stille revolution af de videregående uddannelser og de studerende i takt med den markante forøgelse af studentermassen, år for år siden 2009. Denne vækst skyldes primært finanskrisen, den kvantitative uddannelsespolitik siden slut 00’erne samt stramninger i kontanthjælpssystemet; og ikke taxametersystemet, som blev indført i 1994, og fungerede uden nævneværdig vækst i optaget frem til 2009.

Denne stille revolution har skabt flere kvalitative forandringer. Hvor videregående uddannelse før var én mulig vej at gå for de unge, er der i dag reelt intet alternativ. Sammensætningen af de studerende har dermed også ændret sig, og de studerendes tilgang til uddannelse er blevet mere pragmatisk.

De videregående uddannelser er entydigt en samfundsmæssig succes. Takket være dygtige medarbejdere har der aldrig været produceret så megen kompetence som i disse år.

Videregående uddannelse er i dag for de unge den eneste vej at gå. Ikke alle søger eller gennemfører, men det er topprioriteten for langt de fleste unge – ikke fordi alle unge brænder for det, men fordi alternativerne er meget lidt attraktive eller ikkeeksisterende. Finanskrisen har kanaliseret mange unge ind på de videregående uddannelser, som under andre konjunkturer ville gå andre veje, f.eks. begynde i elevforløb eller i ufaglærte stillinger. Videregående uddannelse er også blevet den eneste vej, fordi de unge selv ser skriften på væggen og lytter til koret af forældre og politikere, der fortæller, at uddannelse er det, der skal til. Som de pragmatikere de allerede er blevet efter godt 15 år i folkeskole og ungdomsuddannelse med kompetenceparadigmets grundprincip om omstilling og tilpasning til enhver given sammenhæng.

Det har to væsentlige følgevirkninger: For det første er sammensætningen af studerende ændret, og for det andet er de unges tilgang til uddannelse, både før og under uddannelse, blevet meget pragmatisk.

I de seneste 10 år er der kommet flere unge ind på mange uddannelser, som potentielt evner deres uddannelse, men som fagligt er uafklarede, har lav motivation eller har så store livsudfordringer ved siden af, at de ikke kan give uddannelsen den arbejdsindsats og det fokus, den skal have.

Det afspejler sig bl.a. i omfattende frafald, omvalg og studerende, som over tid får en lang uddannelseskarriere med en række afbrudte uddannelser på cv’et. Det afspejler sig i et stort behov for uddannelses- og studievejledning, og det presser og frustrerer generelt uddannelsessystemet. Den meget store variation i de studerendes motivation og faglige afklaring udfordrer hverdagens læringsforløb og undervisning, som hviler på en præmis om velforberedte og motiverede studerende. Og det frustrerer de studerende, når de i projektarbejde møder medstuderende med et helt andet ambitionsniveau og fokus end dem selv.

De studerendes livsudfordringer udfordrer generelt også uddannelserne, fordi medarbejderne og hele sektoren som sådan ikke har kompetencerne til at håndtere studerende med store sociale, psykologiske eller sundhedsmæssige problemstillinger. Og når taksterne til uddannelsesinstitutionerne år for år falder, er det meget vanskeligt at tildele flere ressourcer til denne gruppe studerende. Der skal i forvejen uddannes flere for færre penge. Aldrig har spændvidden i de unges parathed og motivation været større. Det kalder på nye praksisser.

Når også de unges tilgang til uddannelse – både før og under – har ændret sig, skal det forstås på samme strukturelle baggrund. Sat på spidsen gælder det, at når der nu kun er én vej at gå, bliver ungdomsuddannelserne til 11-13. klasse, og de videregående uddannelser til 14-19. klasse.

Det er et vilkår. Og det udelukker ikke fagligt engagement og indsats hos mange studerende. Men det er og bliver et andet udgangspunkt for at bedrive uddannelse end den illusion, at alle studerende er motiverede fra dag ét og har truffet et rationelt, motiveret uddannelsesvalg og er havnet på drømmeuddannelsen.

Videregående uddannelse er fra at have været én blandt flere livsmuligheder nu en nødvendig fase i de unges liv, som man nu engang skal igennem. Og det giver en anden indstilling. Tendensen viser sig på flere måder: Mange unge tager en skoletilgang med sig ind på de videregående uddannelser med skolen som mental model for deres uddannelse – og taler om lærere, skole og lektier i stedet for undervisere, uddannelse og forberedelse. Det viser sig i en reaktiv elevrolle og meget lang tid om at indtage rollen som selvstændig proaktiv studerende. Det viser sig i et meget stort fokus på, hvad underviserne siger – som orakler – frem for egen indsats som et middel til læring. Og det viser sig i et meget stort fokus på eksaminerne og en stor interesse i at afklare ”hvad det er, I vil have, vi skal sige” – til eksamen.

Men det kan vi ret beset ikke klandre de studerende for. De agerer, som de gør, fordi videregående uddannelse for dem også er skole.

De unges tilgang udløser højlydte frustrationer på uddannelsesstederne, fordi den udfordrer præmissen om studerende som fuldt ud afklarede, topmotiverede individer, der selv har valgt deres drømmeuddannelse. Vi har set det udfoldet i underviseres mediebårne frustrationer over dumme eller dovne studerende, som overser den strukturelle forandring og gør motivation til et individuelt og ofte moralsk anliggende.

Igen i år vil ca. 95.000 unge søge videregående uddannelse. Her skal vi forstå, at mange unge ikke tager et aktivt valg mellem uddannelse og andre muligheder, men tager et pragmatisk valg mellem uddannelser. For nogle unge foretages uddannelsesvalg med udelukkelsesmetoden i erkendelse af, at uddannelse nu engang skal til. I skærende kontrast til retorikken om drømmeuddannelser eller retorikken og nyere tiltag om uddannelsesvalg – f.eks. ministeriets uddannelseszoom – som forudsætter, at valget er rationelt og baseret på viden. Det er det også, for nogle mere end for andre.

Uddannelserne er i et vadested, fordi både rammer og mentale modeller fortsat forudsætter den studerende som en topmotiveret ung, der har foretaget et oplyst valg af ønskeuddannelsen, mens virkeligheden i mellemtiden har overhalet det udgangspunkt. Systemet arbejder med business as usual, mens input er ændret radikalt.

Der er derfor behov for en debat om, hvordan man bedre rummer den strukturelle udvikling, for vi kan ikke rulle udviklingen tilbage og reducere optaget til niveauet før 2009. Det ville svare til en reduktion i optaget på ca. 40 pct.

De videregående uddannelser er entydigt en samfundsmæssig succes. Takket være dygtige medarbejdere har der aldrig været produceret så megen kompetence som i disse år.

Reformer af systemet udelukker ikke indsats og ansvar hos den enkelte unge, hverken i uddannelsesvalg eller bagefter på uddannelsen. Men der er også behov for større reformer og en debat om udvikling af uddannelserne, så de matcher den strukturelle udvikling.

Vi skal erkende, at afklaring af rette uddannelse fortsætter under uddannelsen og indrette uddannelserne efter det i stedet for at bekæmpe det.

Vi skal acceptere, at motivationsarbejde også er en del af arbejdet på uddannelserne; udvikle flere brede indgange til uddannelserne a la basisforløb fra RUC og AAU; øge mulighederne for at gennemføre uddannelser i forskellige tempi og generelt udvide fleksibiliteten i systemet, f.eks. ved at give mere merit på tværs af uddannelser og sektorer, så de mange, der falder fra, nemmere kan komme videre.

Der er også behov for at udvide samarbejdet på tværs af hele uddannelseskæden og arbejde meget mere systematisk i folkeskole og ungdomsuddannelser med at finde og udvikle børn og unges motivation, talenter og interesser.

De unge selv skal acceptere muligheden for omvalg og ikke se det som et nederlag, men se det som første skridt i den nye rigtige retning.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen