Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Sproget forpligter os stadig

Babelsprog og pinseild: Vores verden bliver til i vort sprog. I det, vi siger til hinanden, i den historie om livet, vi fortæller hinanden, i ordene, vi bruger.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

»Jeg sylter rødbeder,« sagde damen fra Skanderborg.

»Jamen, det kan da ikke betale sig,« busede det ud af den gode Jørn Hjorting. Og så blev der ellers dødbringende tavshed, indtil han – den dag lige før jul engang for flere år siden i en af landets populæreste udsendelser ved navn ”De ringer, vi spiller” – fik kaldt på frk. Klokken, og udsendelsen gik videre, som om intet var hændt.

Men det var der sandelig, altså hændt en hel masse, for hvis en kone altid har syltet rødbeder til mand og børn før jul, ja, hvis der simpelthen ikke har været jul i det lille hjem uden mors hjemmesyltede, så tror da pokker, at hun totalt mistede mælet. Det kan, som ethvert moderne menneske ved, nemlig overhovedet ikke betale sig selv at sylte rødbeder. Sommetider tænker jeg da også alvorligt på, om det overhovedet kan betale sig at leve.

Men sådan er der så meget med sproget. Det snyder os. Og når jeg som præst har siddet med en efterladt, der har været igennem alt muligt frygteligt i forbindelse med en ægtefælles ulideligt lange sygeleje, hvor billedet af sig selv som den evigt gode og støttende partner virkelig er blevet sat på prøve og ordene: »Skyldfølelse, hvad skal jeg bruge den til? Jeg skal jo videre med mit liv,« alligevel er blevet udtalt med oprejst pande, så er det mig, der tier stille. Alt det materielle og al vores viden skal bruges, men lige præcis skyldfølelsen skal ikke bruges til noget som helst, den er der bare som en del af et levende og (efter)tænksomt menneskes liv. Vi kommer ikke uskyldsrene gennem livet, der er en hel masse, vi kunne have gjort anderledes, men vi gjorde det bare ikke. Og i øvrigt er det vel heller ikke værdigt for et voksent menneske at se sig selv som et uskyldsrent offer.

Vores verden bliver til i vort sprog. I det, vi siger til hinanden, i den historie om livet, vi fortæller hinanden, i ordene, vi bruger. Sproget er heldigvis levende og bøjeligt, men er vi ikke opmærksomme, så kan det ganske umærkeligt tillempes et grundlæggende materielt og materialistisk menneskesyn. Et brug og forbrugssprog kan indtage pladsen, den økonomiske kalkule kan tage over og bestemme vores liv og færden. Det kan blive et babelsprog, hvor målet er at få magten over noget eller nogen på den ene eller den anden måde. Betegnelsen har vi efter beretningen om Babelstårnet fra 1. Mosebog kapitel 11, som læses op ved alle folkekirkens gudstjenester i dag og er symbolet på den måde, vi bruger sproget på, når det er vores magtvilje og selvforherligelse, der får lov til at styre os.

Det er der ikke noget nyt i. Den tysk-jødiske filolog Victor Klemperer, (1881-1960) skriver i ”Det Tredje Riges sprog” (1946, da. 2010, s. 29): »Ord kan virke som bitte små doser arsenik. De sluges ubemærket, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel«. Hos ham handler det om en analyse af Hitler og nazipropagandaens sproglige forførelse, om hvordan dyrkelsen af kroppen, handlingen, racerkøreren, kampvognsføreren, heroismen, krigen, instinktet kan gå hånd i hånd med hadet til ånd og åndelighed. Her bliver humanitet og medmenneskelighed til skældsord, jødedom til en grum verdensomspændende undertrykkelsesbevægelse. Det er nemt at sætte sig på sproget med et magtapparat i ryggen, det har vi lært af alle denne verdens diktaturer. Og horderne af spindoktorer fortæller i dag den samme historie, bare med demokratiet som fortegn.

Men det er næsten lige så svært med vort individualistiske mig-og-mig-selv-først-og-sidst-sprog, der kun har mig og mit velbefindende og forbrug i fokus. Kan det betale sig at involvere mig med alle de bøvlede og skæve? Hvad skal jeg bruge dem, som jeg ikke elsker, og som ofte står mig i vejen, til? Og hvad med min krop og dens sundhed, når jeg alligevel ”bliver, hvad jeg spiser”? Så her skal der rigtignok passes på – især passes på mig! Hvad sker der med os mennesker, når Trump, Putin og Erdogan, jihadister og andre religiøse fanatikere, kostfreaks og masser af andre på diverse internetsider bare fylder sig selv og alle os andre med de særeste overdrivelser, hjemmestrikkede alternative sandheder, altid med sikker overbevisning om at have ret – sammen med sin egen gruppe? Med Klemperer: »Den propaganda, man anser for løgn og praleri, virker alligevel, hvis man blot har mod til at fortsætte, som om ingenting er hændt.« (s. 259).

Men der er Gud ske tak og lov også et helt andet sprog. Vi kender det godt. Det sprog bruger vi, når vi glemmer og forglemmer os selv i livet med hinanden. Når det er kærligheden til det andet menneske og ikke egoismen og egen magt, der bærer os. Når vi pludselig lytter til hinanden i stedet for at ville overdøve hinanden med vore mange ord. Når vi prøver at forstå hinanden. Når vi ser os selv i et langt større medmenneskeligt fællesskab end bare vore egne nære og kære. Det sprog åbner døre ind til mennesker, vi aldrig troede, vi kunne skulle komme til at forstå. Det hæver, løfter og lysner os. Gør os til levende mennesker, der ved, at vi altid er mere end kød og blod, brug og forbrug, biologi og kemiske forbindelser. Det sprog kræver hele vores ånd, liv og vilje til at være til stede i verden med al vores opsamlede viden, al vores fornuft, tro, tillid og udholdenhed. Ånd er alt eller intet i et menneskes liv, og ånd er så fordringsfuld en realitet, at den ikke affinder sig med at være fritidsbeskæftigelse.

Det hører med til vor kulturs historie, at lige præcis det sprog overvandt babelsmagtsproget på den første pinsedag. Det kom som ildtunger fra en klar himmel og satte sig på alle de tilstedeværendes tunger (Ap.Ger. 2,1-11), så de nu fremover både kunne forstå og forkynde til liv og til fællesskab. I stedet for til død og mørke og uånd.

Det sprog forpligter os den dag i dag. Glædelig pinse.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.