Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Lyt til dit indre kompas

Brev til mit yngre jeg: Du får rigeligt med gode råd, og det har du fået, siden du var tre år. Men hver gang du er lige ved at lave noget dumt, så skriver jeg altså til dig; for fremtiden kalder vi mig dit indre kompas.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Brev til mit yngre jeg

I denne serie skriver en række personer et brev til sig selv som 13-årig.

Hvad skulle dit 13-årige jeg vide, hvis du med din nuværende erfaring og viden om verden kunne give dig selv som 13-årig nogle råd med på vejen?

Skriv et brev til dig selv som 13-årig til debat@jp.dk, omfang 7.000 tegn inkl. mellemrum.

Vi bringer de bedste i løbet af sommeren.

Kære Jane

Tag lige og lås din dør og læs det brev, jeg har skrevet til dig.

Det er langt, men det er vigtigt, og du kan godt nå at læse det, inden du skal over at drikke te hos Ole, som du er forelsket i, og som er naboens søn. Han er meget ældre end dig, men han er charmerende, fræk og ligner Frank Sinatra fuldstændig. Men jeg har lige et par gode råd. Ja, du har gode råd fra din far til op over ørerne, men mine råd er anderledes.

Ole ryger for meget, det kan du godt se, ikke? Du er kun 13 år, men han har lært dig at inhalere, og han ryger Blå North State. Det gør du også nu, fordi du synes, det ser så smart ud, når han blæser røgen ud af næsen i to parallelle striber. Din far har ret, når han siger, at det er farligt at ryge. Din far blander sig i alting. Når du har røget på dit værelse, råber han: »Fy for fanden, hvem er det, som har røget? Det lugter, som den gang Christianshavns Kludefabrik brændte.«

Ole, naboens søn, har en sød gammel mor. Hun har fået ham sent. Han har meget ældre søskende, og de betragter ham som familiens sorte får, fordi han er så fræk. Når du kommer over og besøger ham, så er moren næsten aldrig hjemme, og når I har drukket te, så sidder I og kysser i sofaen. Du ved godt, at det her ender galt, du bliver nødt til at fortælle ham, at du har fortalt en løgnehistorie om, at du er 16 år og ikke 13. Derfor må jeg lige give dig et godt råd, inden det bliver pinligt. Hold op med at fortælle løgnehistorier.

Forleden dag, da han var gået ud for at lave te til os, så gik du hen i reolen, og der stod en bog, der hed ”Den Gyldne Bog!” Den var skrevet af Edith Rode, det var ikke en rigtig bog, men en snobbebog om fine damer. Der var billeder af damerne, nedenunder stod der, hvor mange børn de havde, hvem de var gift med i overklassen, og hvilke interesser de havde.

Der var også et billede af Oles mor, fordi hendes afdøde mand var meget velhavende, og der var et billede af din mor, der også var gift med en kendt mand, og under billedet af din mor stod der, hvornår du var født: 8/11 1936.

Du skyndte dig hen, da du så bogen i reolen, og rev den side ud.

Så kunne Oles mor ikke læse, at du kun var 13 år, og hvis han selv opdagede det, gad han ikke kysse med dig, fordi du kun var 13 år og under den kriminelle lavalder.

Du skulle ikke have fortalt den løgnehistorie, og du må ikke være rigtig klog at rive sider ud af hans mors bog. Da han kom ind med teen, så gemte du siden fra bogen i din taske, og så kyssede I videre. Han ville have dig med op på værelset. Ja, du vidste, det ville ende galt. Men du gik alligevel med op. Han var gået i bad. Jane!!! Det kan ikke nytte noget, at du ikke gider læse mere i brevet til dig, vi må til bunds i det her. Du gik jo med ud i badeværelset, og han lavede skæg med dig og sagde, at han ikke kunne finde sæben, og du stak hånden ned, og dit hjerte hamrede helt vildt. Bagefter lå I inde på sengen, men heldigvis blev du pludselig genert, og der var et eller andet, der sagde til dig, at nu måtte du lige styre dig. Tænk, hvis du blev gravid. Det var en ret frygtelig situation, ikke, Jane? Som sædvanlig fordi du fortalte historier. Se nu, hvad du har rodet dig ud i.

Mit råd til dig er, lad være at fortælle historier, det ender altid galt.

Jeg skriver igen, når du har fortalt sandheden. Tænk, hvis din far opdager, at I nu er en slags kærester, og den gamle fru Bay, der synes så godt om dig, opdager, at du har ødelagt hendes ”Gyldne Bog!”. Ja, du gjorde jo ikke det frække. Han fik lov til at tage dig på brysterne osv. Men da det lige skulle til at blive alvor, så var det, at du for en gangs skyld lyttede til det, vi for fremtiden skal kalde dit indre kompas, for du hører jo aldrig efter gode råd, vel?

Jeg vil også indrømme, at du får rigeligt med gode råd, og det har du fået, siden du var tre år. Men hver gang du er lige ved at lave noget, så skriver jeg altså til dig; for fremtiden kalder vi mig dit indre kompas.

Kærlig hilsen. Jeg skriver snart igen.

Kære Jane. Ja, jeg fortsætter brevet til dig, for jeg fik lidt dårlig samvittighed. For når jeg tænker på, hvor mange gode råd du har fået, siden du var tre år, så kan jeg godt forstå, at du er blevet ”en selvrådsunge”, som din elskede moster Karen kalder dig.

Det er ikke nemt at være 13 år og være dig. Du har jo gennemskuet alle din fars gode råd, har han været bedre selv? Nej. Er det nogle underlige ting, han fyrer af? Ja.

Han er oratorisk godt begavet og ret svulstig i sin ordstrøm, og de gode råd flyder fra ham fra morgen til aften. Han er en fremragende fortæller. Nu er han ikke så smuk mere, han går sommetider på slankekur, men det hjælper ikke, for din mor er jo fantastisk til at lave mad, og det er en interesse, som er i hele din fars familie, som kommer fra Christianshavn, men absolut ikke i din mors familie, som kommer fra indremissionske kredse i Lemvig.

Søndag morgen er noget specielt hos jer. Jeres far sidder i sengen med puder i ryggen, og I sidder i fodenden, Asger, Bjarke og du sidder der også, og så læser din far morgenaviserne og giver tillæggene til dig med sine kommentarer og gode råd.

Mærkeligt nok beundrer han kvindebevægelsen. Han siger:

»Jane! Du må aldrig blive en mands slave, husk på det!«

Nogle gange siger han: »Husk, du må aldrig pudse en mands sko, du skal være en selvstændig kvinde, lær at tale fransk flydende, så åbner alle døre sig. Du skal have en lille lejlighed med lette møbler, det er nemt at flytte rundt med, og så skal du have én bil, det giver frihed for en kvinde!«

Ja, og så er det, du siger: »Skal jeg ikke have nogen mand?«

Din far blader videre i avisen: »Nej, det er bedre at være en fri kvinde! Du kan blive selskabsdame for en rig dame og rejse rundt med hende.« Og du svarede frækt: »Det er mig, der skal have selskabsdame!« Så kom din mor med rulletevognen med morgenmaden til far. Mor har været længe oppe, hun har et fint, hvidt stivet forklæde på. Din mor er smuk med nogle store bryster, som hun er genert over, hun har et rødligt fint hår og smukke blågrønne øjne, kløft i hagen og meget flotte ben.

På rulletebordet står der kaffe i sølvkanden, varme kryddere, ost, blødkogt æg pillet og lagt i glas, for din far siger, at han ikke kan pille æg, det er hans fingre for klodsede til, så din mor har pillet de to æg. Så hælder din mor kaffen op i fars kaffekop, og han siger: »Ja, Johanne, sådan skal det være, dampende varm som vores kærlighed!« Og så rækker han sin krydder frem, og din mor tager osteskæreren og skærer en skive smør af og draperer den over din fars krydder!

Men så er det jo, at du ikke kan holde din kæft, så siger du: »Du har lige sagt, at man ikke skal være en mands slave, og se nu. Mor står op, og du ligger og feder dig i sengen, har hun måske nogensinde fået kaffe på sengen undtagen på klinikken, når hun fik Asger og Bjarke?«

Din mor sender dig bedende øjne om, at du skal holde op, og du ødelægger den hyggelige morgen. Din far lægger irriteret søndagsavisen ned, han var lige ved at læse tegneserierne for Bjarke.

»Det er noget helt andet. Din mor gør det for mig som en kærlighedsgerning. Du skal altid være næsvis! Tak for dejlig morgenmad. Nu skal jeg op og gøre mit morgentoilette.«

Hvorfor kunne du ikke lade dem være i fred, det var jo deres form for hygge? Din far stod op, og vi skulle gå ud, for han skulle høre søndagsgudstjenesten.

Men du fortsatte bare: »Hvorfor hører du søndagsgudstjeneste, når du er unitar, det frie kirkesamfund, og så siger du altid, at du ikke kan fordrage protestantiske præster?«

Efter morgenmaden skulle vi gå tur med far op at se, om det gravsted, han havde på Mariebjerg Kirkegaard, selv om han ikke var død endnu, blev ordentligt passet. Når der var lagt blomster fra fars beundrerinder, tog han dem med hjem til mor, som så gik ud i køkkenet og græd.

Men alt blev fred, når I nåede til frokosten, sådan da. Din mor sagde, at hun elskede fred.

Du kæmper for kvindesagen, før du vidste, hvad det var. De gode råd vil komme inde fra dig selv og give meget ballade.

Din regnelærerinde har ondt sagt: »Jane, ved du, hvad der kommer til at stå på din gravsten?« Du svarede nej. Der skal stå:

»Hun troede, alting ragede hende!«

I samme øjeblik kom der et nyt brev fra dig, der skriver til mig hele tiden. »Kære Jane, ja, alting kommer dig ved, du skal bare skrive om det, så kommer det til at gå rigtig godt.«

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Debat: Om vigtigheden af en god opskrift på sagosuppe
Henrik Vinther Olesen, journalist og kommunikationschef
Jeg nåede ikke at få mors præcise opskrift, inden hun døde. Jeg skulle arbejde, og hvorfor skulle hun dø?
Kronik: Du har allerede oplevet så meget lort i dit korte liv
Chili Djurhuus, musik- og bevægelsespædagog
Selv om du lige nu synes, at barberbladet og anoreksien er din bedste ven, så skal det hele nok ændre sig.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Rend mig i det globale demokrati!

Mikael Jalving
Forestillingen om det universelle demokrati svækker den lokale og kulturelle forankring, hvorfor kommende generationer formentlig ikke vil nære samme intuitive loyalitet over for folkestyret.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her