Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Er aktiv dødshjælp en tom frihedsrettighed?

Vi vil så gerne invitere til en debat om, hvorvidt lovliggørelse af aktiv dødshjælp er svaret på den uafvendelige afslutning af livet, skriver disse tre medlemmer af Det Etiske Råd.

Artiklens øverste billede
Rasmus Sand Høyer

Vi er i øjeblikket vidne til en opblomstrende mediedebat om aktiv dødshjælp, og overraskende store andele af den danske befolkning og især unge bakker i flere meningsmålinger op om, at aktiv dødshjælp skal være tilladt.

Denne tendens er overraskende for os som medlemmer af Det Etiske Råd, og det ser ud, som om debatten måske ikke tager udgangspunkt i selve problemets kerne: nemlig hvordan livets afslutning kan gennemføres, så den døende ikke gennemgår en smertefuld og psykisk lidelsesfuld proces. Det Etiske Råd udgav i 2016 et materiale, som behandler, hvordan livets afslutning kan foregå på en værdig måde, og hvordan patientsamtaler, palliativ behandling og hospice kan spille en positiv rolle i omsorg og afklaring af livssituationen.

Ingen kan da være imod individets selvbestemmelse, men hvordan hænger gemen aflivning sammen med individets selvbestemmelse?

Hospicetanken og den dertil knyttede palliative indsats kan siges at bygge på et bestemt menneskesyn eller en bestemt hospicefilosofi, som en af stifterne af bevægelsen, Cicely Saunders, formulerede på følgende måde:

»You matter because you are you, and you matter until the last moment of your life. We will do all we can, not only to help you die peacefully but to help you live until you die.«

At den palliative indsats skal opfattes som en meget bred form for indsats, fremgår af WHO’s definition fra 2002:

»Den palliative indsats har til formål at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer, der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art.«

Et ofte hørt argument af fortalere for tilladelse til aktiv dødshjælp er, at vi selv skal have frihed til at bestemme, hvordan og hvornår vi vil dø. Dette frihedsargument risikerer dog at bringe os ind på en farlig udviklingsvej, hvor omsorgen for døende familiemedlemmer og medborgere kan erstattes af billige løsninger, hvor livet nemt og hurtig kan afsluttes. Aktiv dødshjælp er for os et kæmpe svigt over for mennesker, som står i deres livs sværeste krise. At lade aktiv dødshjælp være svaret på deres krise vil efterlade dem i stor ensomhed og bekræfte dem i, at situationen er uværdig, og at de blot er til besvær.

”Lingua Tertii Imperii, Det Tredje Riges sprog. Ord kan virke som bittesmå doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”

Linjerne her er titlen og underteksten til Victor Klemperers sprognotater, som han foretog under nazismen 1933-1945.

Klemperer, som var litteraturprofessor og filolog, skrev ”Lingua Tertii Imperii”, som er en gennemgang af de ord og begreber, som var en del af systemets undertrykkelsesapparat.

Dét, som Klemperer dokumenterer, er diskursiv magt. Det handler om, hvordan forskellige magt- og betydningshierarkier skabes gennem det sprog, vi bruger.

Den diskursive magt foregår ikke kun mellem magthaver og undersåt, men også mellem mennesker imellem. For at afkode den diskursive magt i forbindelse med debatten om aktiv dødshjælp vil det være gavnligt med et blik på de ord, som ofte bruges af fortalerne for aktiv dødshjælp.

Det handler om ordets magt – ord, som forekommer modsigelsesfri, men som grundlæggende er autoritære. Et ofte hørt argument er individets selvbestemmelse. Jamen selvfølgelig – ingen kan da være imod individets selvbestemmelse, men hvordan hænger gemen aflivning sammen med individets selvbestemmelse?

Hvis man er kommet i den fortvivlende situation, at man synes, at aktiv dødshjælp er den eneste løsning, hvor meget selvbestemmelse er der så tale om?

Hertil kommer debatten om døden som en rettighed. Det synes, som om debattørerne overser, at døden ikke er en rettighed, men en konsekvens af, at vi er født levende.

Det er åbenbart blevet legitimt at koble menneskets værdighed sammen med dets funktionsniveau – hvad så med babyer eller mennesker med handicap, har de et uværdigt liv? Også værdighedsbegrebet som argument er interessant. Værdighed er i denne optik ofte ikke den enkeltes egen opfattelse af værdighed, men omgangskredsens eller, endnu mere problematisk, uvedkommendes opfattelse af, hvad værdighed er og indeholder.

Værdighed kommer fra det latinske dignitas. Ifølge professor Mette Hartlev kan værdighed relateres til en persons egenskaber og kommer i den sammenhæng til at betyde »den egenskab at være værdig«. At være værdig indebærer blandt andet at fortjene noget. Med denne definition kan menneskets værdighed forstås sådan, at man i kraft af at være et menneske fortjener respekt fra sine omgivelser. Dette svarer til forståelsen af menneskeværd, som defineres som »de for mennesket ejendommelige værdifulde indre egenskaber«.

Det fører os til den tyske filosof Immanuel Kants autonomibegreb, hvor mennesket aldrig må behandles som et middel, men altid som et mål. Og det er lige nøjagtig, hvad der sker med aktiv dødshjælp, hvor målet bliver at reducere lidelsen på bekostning af mennesket.

Det handler om magtrelationen mellem lovgiver og borger, men det handler også om magtrelationer mellem dem, der får lov til at definere den rigtige position, og så de andre, som ikke forstår det fuldstændig logiske i, at aktiv dødshjælp er et gode.

Det handler om at kigge bag om sproget, kigge bag om den naturalisering af sproget, som betyder, at »selvfølgelig er aktiv dødshjælp værdigt, det kan du nok forstå«, eller at menneskets selvbestemmelse kobles sammen med at blive slået ihjel.

Vi har i vores samfund fravalgt dødsstraf som straffeforanstaltning, og vi mener, at selvmordstruede skal have al den hjælp, de kan få. Set i det lys er det ubegribeligt, at svaret for nogle er at slå mennesket ihjel, hvis man befinder sig i en svær situation.

Aktiv dødshjælp er tilladt i blandt andet Holland og Belgien, og mere end 20 års erfaringer har vist, hvad sådanne systemer kan indebære.

En af de oprindelige fortalere for aktiv dødshjælp i Holland, Theo Boer, som er professor i filosofi og etik, og som har været medlem af den hollandske komite, der tager stilling til anmodningerne om aktiv dødshjælp, er kommet med nogle tankevækkende og skræmmende personlige observationer om udviklingen i Holland (Euthanasia Prevention Coalition, 2016). Antallet af aktiv dødshjælp-tilfælde i Holland er steget fra et niveau på omkring 2.000 i 2003 til så meget som 5.500 tilfælde i 2015.

Desuden har systemet i praksis udbredt sig fra oprindeligt kun at omfatte uhelbredeligt syge til nu også at omfatte ensomme mennesker og psykisk syge. Denne sidste gruppe udgjorde i 2015 56 personer. Det diskuteres nu også i Holland, om børn skal kunne omfattes af ordningen.

Vi vil så gerne invitere til en debat om, hvorvidt lovliggørelse af aktiv dødshjælp er svaret på den uafvendelige afslutning af livet, som er et vilkår for os mennesker. Er muligheden for aktiv dødshjælp en trøst og en løsning på ensomhed og døendes behov for omsorg og samvær i livets sidste fase? Eller er der tale om en fattig trøst i form af en tom frihedsrettighed og et nyt form for magtmiddel, som sprogligt og praktisk fremstilles som en barmhjertighedsgerning, men som snarere kan blive et pres på den enkelte for at skynde sig med ikke at være til besvær?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.