Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Et mareridt af møder

Det er min personlige erfaring, at der i det danske samfund bliver flere og flere møder, som ikke er nødvendige. Vi spilder hinandens tid med overflødige møder, som ingen har reel interesse i, men ingen tør brokke sig og sige fra.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Der er stor forskel på møder. Nogle er helt uformelle – f.eks. møder ved kaffemaskinen eller på torvet. Andre er mere formelle som f.eks. bestyrelsesmøder og medarbejdermøder. I denne kronik vil jeg dels påstå, vi generelt har for mange overflødige møder, dels at få (eller ingen) organisationer forsøger at måle mødernes økonomiske merværdi. Derfor tvinges vi i stigende grad til at bruge vores fritid på det virkelige arbejde.

Der er måske ingen dagsorden. Formålet er uklart. Og hvilket udbytte mødet skal give, ved man ej heller.

Der er effektive og ineffektive møder. De fleste vil nok give mig ret i, at der er meget stor forskel på effektiviteten af de møder, vi allesammen hele tiden render rundt til. Det er klart, at den snak, man har med en kollega ved kaffemaskinen eller med en bekendt, som man taler med i sportshallen eller på torvet, er lystdrevet og ikke nødvendigvis skal være ”produktiv”. Men de mere formelle møder i vores arbejdstid skal helst være produktorienterede og effektive.

Nogle af disse møder er faktisk effektive og strengt nødvendige – planlægningsmøder, vejledningsmøder og i det hele taget arbejdsmøder. Altså møder, hvor der laves/træffes beslutning om nogle helt konkrete, nyttige ting, som ikke kunne være blevet lavet/besluttet uden disse møder.

Det er imidlertid min personlige erfaring, at der i det danske samfund bliver flere og flere møder, som ikke er nødvendige. Har I læsere mon erfaret det samme? Har I også prøvet at blive ”tvangsindkaldt” til et meningsløst møde, hvor man sidder der, uroligt på sin stol, med en trist, afmægtig følelse af at spilde sin tid – og hermed også i grunden skatteborgernes penge (hvis man er offentligt ansat) eller virksomhedens penge (hvis man er privat ansat). Der er måske ingen dagsorden. Formålet er uklart. Og hvilket udbytte mødet skal give, ved man ej heller. Ingen er faktisk rigtig klar over, hvem der har interesse i, at dette møde bliver holdt. Det kan f.eks. være (på nysprog) ”efter opfordring” fra en konsulent, som ingen kender (eller en ”usynlig” politiker, leder, bestyrelse eller embedsmand eller strategi eller et direktiv). Ingen kender ham, hende eller det, men opfordringen kommer oppe centralt fra, så menigmand bliver nødt til at følge den. Og det på trods af at menigmand ikke har udtrykt noget behov for at få løst dette problem. Af uransagelige årsager har han, hun, den eller det besluttet, at det er meget vigtigt, at alle mellemledere og menige medarbejdere diskuterer netop dette emne – f.eks. en politik for handicappede.

En sådan mainstreaming af et område (som oftest identisk med opfindelsen af et påstået yderst vigtigt emne eller problem) bliver som regel ledsaget af en masse politisk korrekte ord. Denne armé af eufemer gør automatisk en potentiel opponent til negativ, bagstræber og håbløst gammeldags, hvis han eller hun ikke engagerer sig med stor entusiasme i dette yderst vigtige emne. Ofte er emnet på et eller andet plan vigtigt, f.eks. en politik for handicappede. Problemet er imidlertid, at alle absolut skal involveres. Beslutningen er så at sige upersonliggjort, forsvundet, og man føler sig som en dårlig skuespiller i et dårligt skuespil, der alene går ud på at legitimere noget andets overflødige eksistens (f.eks. en konsulent).

Motivationen blandt mødedeltagere og mellemledere kan i heldigste fald være, at man efter mødet kan sætte et flueben, og det var så det; i værste fald at mødet bliver indledning på en tsunami af kommende møder, seminarer, kurser, høringer – arbejdsgrupper – udvalg – nævn – paneler – projekter. Og dertil knyttet tæppebombning med e-mails, telefonopkald, telefonsvarerbeskeder, snak på gangen ...

Måske er det dyre, højtuddannede ansatte, der skal rende til denne serie af mere eller mindre formålsløse møder. Og måske også mange ansatte. I sådanne tilfælde har jeg aldrig nogensinde hørt om en organisation, der har lavet en beregning på, om denne store investering i form af lønkroner overhovedet har kunnet svare sig i forhold til opnåede resultater.

Hermed når vi frem til det, jeg (en antimarxist), tænker på i marxistiske termer. Udbytning. Den moderne arbejder (mig, dig) udbyttes. Tsunamier af møder og e-mails og fanden og hans pumpestok hindrer os i at udføre vort (rigtige) arbejde.

Derfor bliver vi nødt til at lave vores arbejde i fritiden. Der sker altså en tidsudbytning, et tidsrøveri – noget, som på eufemiserende nysprog ofte kaldes interessetid. Nødvendige aktiviteter må således vige for overflødige pseudoaktiviteter – de fortrænges så at sige. Konsekvensen er, at vort fritidsliv bliver vort virkelige arbejdsliv – der hvor vi endelig har mulighed for (relativt) uforstyrret at få lavet vores reelle arbejde.

Når man selv befinder sig i et mødehelvede, er det umuligt ikke at tænke over det næsten ubegribelige ressourcespild, der finder sted hver dag. Inden for økonomi har man i den forbindelse talt om organisatorisk slack. Organisatorisk slack er den forskel, der er mellem en organisations lønudgifter og de totale ressourcer, den råder over, altså de (muligvis overflødige) ekstraressourcer, som en organisation rummer, men som man af en eller anden grund ikke udnytter. Man kunne her argumentere for, at meningsløse møder er et godt eksempel på ikke-planlagt organisatorisk slack, eftersom mange humane ressourcer tydeligvis spildes

Dette kan imidlertid være svært at aflæse i et regneark. Som sagt bliver arbejderne jo tvunget til at kompensere ved at bruge mere af deres fritid på det reelle arbejde, hvilket camouflerer udbytningen. Desuden vil disse udbyttede folk sjældent brokke sig – enten fordi de er bange for at miste deres arbejde, eller fordi de simpelthen ikke aner, hvem de skal rette deres kritik mod.

Det er jo som oftest ikke den nærmeste leder, men en usynlig aktør, der har igangsat hele miseren – en han, hun, den eller det centralt placeret i organisationen. Derfor opfattes alle de møde-tsunamier, der falder ned i hovedet på os menige, som naturkatastrofer. Som tsunamier, der opæder vores fritid.

Det er ikke kun udviklingen inden for kommunikationsteknologi, der har ført os ned ad dette skråplan. Altså muligheden for at rundsende mødeindkaldelser med et klik, internetmøder, korrespondance via e-mail, sms eller de sociale medier. Det er efter min mening primært fremkaldt af en særlig ideologi, som kan sammenfattes som: troen på samarbejdets velsignelser. Ligesom det er tilfældet med den udbredte tro på centraliseringens velsignelser, ledsages troen på samarbejdets velsignelser af en stor familie af understøttende ord – som f.eks. netværk, samarbejde, netværkssamarbejde, partnerskaber og synergieffekter.

Der er de seneste år opstået en nærmest religiøs tro på, at når folk mødes, opstår der sød musik, hvorved én plus én på magisk vis bliver til tre. Synergieffekter, lyder det i et mystisk og næsten højtideligt tonefald.

Sandheden er, at der i forbindelse med at netværke – her ikke mindst afspejlet i stigende mødeaktivitet – opbygges en masse (overflødig) social kapital, der promoveres som social kapital, men som ikke er kapital. Ofte er sådanne aktiviteter direkte kontraproduktive.

Lad os se det i øjnene: Vi spilder i stigende grad hinandens tid. Hvad gør vi ved det?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.