Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg laver ingenting og går i gummistøvler

Det er et spørgsmål om tid, før de begynder at brande København som Udkantsdanmark for at få folk til at flytte tilbage. Jeg ved det bare.

Artiklens øverste billede
Rasmus Sand Høyer.

Jamen, hvad laver du der? Altså, når Maslows behovspyramide sådan nogenlunde er afkrydset, så bruger jeg også en anseelig portion tid på at lave ingenting. Det er jo helt hen i vejret at sige, at man laver ikke noget. Det er jo forbudt i et samfund, som elsker ordet ”vækst” højere, end Trump elsker sig selv.

Jeg er 33 år nu, burde jeg ikke (ud over det åbenlyse: FORMERE MIG, så mit yngel snart kan uddanne sig og bidrage til samfundsøkonomien) have læst mindst fem af de store klassikere? I det mindste være kommet længere end til kapitel to i hhv. en Murakami-bog og ”Min kamp” af Knausgård. Burde jeg ikke ”dyrke min krop som mit tempel” og træne til noget, jeg kan fortælle om på Facebook, når jeg vinder? Nogle gange jo, men ikke lige nu. Burde jeg ikke kende Ibyen-tillægget fra ende til anden og ivrigt beruse mig i den svulmende kulturscene i København eller Aarhus, eller hvor man kan det? Burde jeg ikke trippe for at få fingre i det næsten udsolgte Skam-fællesvisningsarrangement i Indre By?

Næh, men for en uge siden var jeg oppe ved Nols Sø i Saltum og se sidste afsnit af ”Alene i vildmarken” med 150 andre glade udkantsbeboere. Med dåseøl og lagkager ad libitum. Tro det eller lad være, men der er mange ting at tage sig til her i Vendsyssel. Forskellen er bare, at du ikke bliver bombarderet med indtryk og udtryk af, hvad du kan og skal konstant.

Der er tid til meget; f.eks. samle alle de nedfaldne grene på den tønde land, vi har, og brænde dem på et stort bål med entusiasme, der er en pyroman værdig. Regnvejret er blot en ekstra udfordring, og glæden så meget desto større, når man har nørdet rundt med smågrene, pustet lungerne ud i en times tid, og det endelig lykkes. Pyromanen havde dog nok mestret en rutine, der ikke havde resulteret i et svitset venstre øjenbryn. Men med grillede pølser og snobrød på pind går det nok, bare man husker at skifte tøj, før man mødes med ikkebålafviklende typer, som i modsætning til en selv godt kan lugte, at man har siddet i røgretningen i mere end 10 minutter. Her er så stille. En weekend kan godt føles virkelig lang, hvis man modstår at skændes med sin kæreste over en af de fælder, man som nybagt husejer nu og da plasker i med begge ben. Som f.eks. hvorvidt væggen skal genspartles eller ej, når nu det er gjort for nylig, men den stadig ikke er HELT lige.

Jeg arbejder som selvstændig. Og guderne ved, at jeg indimellem har lige lovlig travlt. At mekanikken indvendigt indimellem begynder at pibe lidt for højt. Men jeg priser mig lykkelig for ikke at være fanget i det fængsel af forventninger, samfundet stiller til mine ligesindede i de job, der kræver en form for fuld opmærksomhed i minimum otte timer i træk hver dag og tilmed at bo i en storby, der slår mig omkuld. Jeg var for længst krakeleret, så lad dette være et opråb til dem, der drømmer om mere ro til hovedet. Flyt dig selv. Det er ikke så vigtigt at nå det hele inden de 35 år eller hvilket tal, du nu har i hovedet. Hvis bare vi når noget og kan opretholde de fire første kasser i behovspyramiden, så er vi stadigvæk ufatteligt privilegerede. For at sige det, som det er, så bruger jeg gerne en time på at sende snapchats, før jeg foretager mig noget som helst andet vigtigt om morgenen. Eller ser én mere video, min veninde har sendt med et eller andet dyr, der gør noget, som selv Saddam Hussein ville have leet og klappet sig på maven af. Fordi det gør mig glad.

Det er nu tre år siden, at jeg pakkede mine sydfrugter, kvittede storbylivet på daglig basis og købte en envejsbillet til Vendsyssel. Og stadig, efter tre år, bliver jeg spurgt; jamen, hvad laver du så? Og de mener ikke min profession, eller hvad jeg foretager mig lige i dette sekund. Nej, sådan generelt, hvad kan jeg få dog få tiden til at gå med? Så svarer jeg, at jeg laver ingenting og går ret meget i gummistøvler. Fordi det er for svært at forstå, at nogle ikke kan forstå, at folk bor her, fordi de synes, der er masser at lave og masser at fryde hjernen og hjertet med af udfordringer og fornøjelser. Det er et spørgsmål om tid, før de begynder at brande København som Udkantsdanmark for at få folk til at flytte tilbage. Jeg ved det bare.

Jeg er for nylig flyttet fra den ene ende af Vendsyssel til den anden. Nogle sagde, at man ikke kunne komme længere ud på landet, end da jeg, indtil for en måned siden, boede i Løkken. Men det kunne jeg godt. Nu bor jeg midt inde i en skov, med halvanden kilometer til nærmeste butik med et genkendeligt logo. Den såkaldte civilisation. Har du set repertoiret af uhyggelige film, som foregår i en skov, skal du ikke komme på besøg, medmindre du er typen, der elsker en god nærdødsoplevelse, som får de fleste euforiserende stoffer til at give udslag på størrelse med et myggestik.

Dækning på telefonnettet er en sjælden fornøjelse her i skoven, og der er tid til at fare vild. På en gåtur forleden dag troede vi faktisk, at vi havde mistet orienteringen. Ja, indtil vi 15 meter længere fremme så en vej, som vi kendte, fordi den ligger cirka 200 meter fra vores hus. Men i et lille stykke tid, uden mulighed for at finde net på telefonen, var vi væk. Tænk engang at kunne slukke for alle indtryk, alle reklamer, alt larm, alt dét, det kræver at forholde sig til og holde balancen i den her verden, bare for en stund. Dét er livet. Eventyret ved at miste orienteringen og kontakten til omverdenen er en næsten uddød fornøjelse. At fare vild, om så man går i ring, er ikke så dårligt. Det er jo en mulighed for at traske ad nye stier, finde nye veje til at komme i mål og måske lade de gamle asfalterede veje blive opslugt i naturen, fordi de bare havde for mange huller.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.