Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Grundskolens grundstødning

Det begyndte at gå galt i 1990’erne. En lang ud- og afviklingshistorie blev sat i gang. Men her er et par bud på, hvad der kan gøres.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

En vedvarende debat med mere eller mindre intensitet har været gennemgående de seneste årtier: Hvorfor går det, som det går med folkeskolen og den frie grundskole i Danmark? Hvorfor er flugten fra folkeskolen så intensiv i de seneste år – og hvad gør, at flere og flere vælger en betalingsskole?

Årsagerne er mange, men ret indlysende!

Bag om dem alle er det væsentligt at være bevidst om forældrenes grundlovssikrede ret til at vælge skole – og hermed skoleform – for deres børn. Det er en absolut værdi i vort samfund – og en økonomisk stor gevinst for samme, når forældrene vælger at betale 25 pct. af omkostningerne. En ren win-win-situation. Samme forældre betaler også skat og dermed deres del af folkeskolens udgifter. Så kan det næppe blive bedre. Det er et samfundsmæssigt solidarisk princip af dimensioner.

Udviklingen for grundskolen har været mangfoldig og foranderlig gennem adskillige årtier. Lad mig slå ned på et par milepæle, som grundskolen har været igennem.

Folkeskolereformer. Dem har der været en del af. Mange med justering af skolens indhold. Seneste med en radikalt ny struktur for såvel indholdet som tilrettelæggelsen af de ansvarliges arbejdsbetingelser. Eleverne har i årene siden 2013 oplevet en længere skoledag, der ikke altid – eller måske snarere sjældent – er særlig logisk endsige fornuftspræget.

Fagenes indhold bliver reguleret, prøvekravene vedvarende ændret, længere skoledag med et begreb som ”understøttende” undervisning, som ingen rigtigt har kunnet definere, inklusion af elever med behov for større adfærdsregulering osv. osv.

Konklusionen er naturligvis, at når verden forandres, må skolen følge med.

Men målet for forandringen er hverken defineret eller værdisat på en sådan måde, at det giver mening for forandringens væsentligste bruger: eleven.

Og med eleven dem, der skal støtte op om eleven: forældrene. De har skiftet karakter gennem de samme årtier.

Hvad er der så tilbage, hvis man ellers godt kan lide at være i det lille, engang så nære samfund? Landevejene, husene, tomheden!

Den kloge og direkte debattør med solid baggrund i skoleverdenen Lise Egholm siger det uden omsvøb: Forældrene skal generobre deres ansvar og autoritet overfor deres børn, træde i karakter og sætte rammer. Børnene skal ud af centrum og lære at have empati for deres omverden i stedet for at være selvcentrerede og evindeligt krævende for deres egen behovstilfredsstillelse.

Her ligger der en megaopgave for en travl, karrierefokuseret dobbeltarbejdende forældregeneration.

Oprettelsen af de mange frie grundskoler i disse år begrundes naturligt også i den socioøkonomiske virkelighed. Flugten fra land til by. Centralisering og kommunesammenlægninger og meget andet. Når de mindre samfund engang havde en sammenhængskraft, skyldtes det, at der eksisterede et fællesskab omkring ”institutioner”.

Det er gradvist fjernet af ovennævnte grunde. Kirken og tilknytning til den er på retur. Lokale interesseorganisationer forsvinder: de politiske, de sportslige, de livsstilsbetingede. Købmanden, bageren, slagteren og de lokale håndværkere har for længst givet op. Og endelig skolen: Det sidste tilbageblevne fællesskab bliver i centraliserings- og effektivitetssamfundet også fjernet fra det nære lokale område. Hvad er der så tilbage, hvis man ellers godt kan lide at være i det lille, engang så nære samfund? Landevejene, husene, tomheden!

Intet under, at forældre med overskudskraft griber til muligheden af at bevare den sidste rest af sammenhængskraft og fællesskab: De forsøger – og nogle har held med det – at etablere deres egen skole. Deres grundlovssikrede ret. Stærkt gået, vil jeg mene!

Endnu et vigtigt element i denne forandringsproces har været lærernes ændrede arbejdsvilkår. Det begyndte at gå galt i 1990´erne. En lang ud- og afviklingshistorie blev sat i gang. Først hed det u-tid (undervisning), f-tid (forberedelse) og ø-tid (øvrige opgaver) – og det endte i 2013 samtidig med den nye folkeskolereform med, at lærerne skulle ”normaliseres” og have en fuldstændig sammenlignelig, målbar arbejdstid som så mange andre på arbejdsmarkedet. Problemet, som kun meget få kan erkende, er, at en lærers arbejdstid ikke kan sættes på tidsformel.

Der er så uhyrligt mange relative parametre, at det simpelthen ikke lader sig gøre.

Lærere må nødvendigvis gives rammer, som de kan arbejde inden for, men at sætte timer og minutter på alle opgaver er halsløs gerning. Nu, da normaliseringen er slået igennem, kræver lærerne selvsagt også, at de får de samme betingelser for arbejdstider og ferie- og fridage, som andre har.

Derfor holder mange lærere naturligvis fri, mens arbejdet – læs eleverne – kalder på dem henne på skolen.

Det er selvfølgelig gået ud over skolens indre kerne: undervisningen. Sammen med inklusion, mig-selv-nok-elever, opgivende adfærdsregulerende forældre osv. får skolens verden nye betingelser. Det er langtfra heldigt og slet ikke værdiskabende for et samfund, der har behov for kompetente, fagligt og socialt kvalificerede unge mennesker, der skal sætte sig på fremtiden om få år.

Så der er nok at se til. Det haster! Men det er ikke raketvidenskab at få skabt et ordentligt og værdifuldt fundament for vort samfund. For det er grundskolen – både den offentlige og den private.

Et par bud kunne være: Skab skoler i de miljøer, hvor der er behov for dem – også selv om det bliver små skoler med synlig ledelse og medarbejdere. Nærheden mellem bosted og skole spiller en væsentlig rolle i familiernes liv.

Lang skoledag er ikke lig med bedre faglig indlæring. Se bare til Finland. Giv eleverne et logisk, meningsfuldt overblik over, hvad deres opgave er i forhold til deres praktiske skoledag – og sæt rammer for dem. Elever har også et liv uden for skolen.

Forældrene skal træde i karakter og indrette livet efter familiens behov – ikke kun barnets – og være autoriteter, som barnet kan se op til. Det kræver rammesætning.

Sæt kvalitative rammer for arbejdstiden for de væsentligste aktører i skolens verden: medarbejderne.

Sæt rammer, der giver mulighed for at tilgodese kerneydelsen: viderebringelse af viden og mulighed for et godt, socialt liv til børnene, mens de er 10 år i grundskolen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.