Hed debat om brændende koran udfordrer vores demokrati

Der er få ting, der så markant signalerer dyb afsky over for holdninger og idéer som det at afbrænde en bog. I tidligere tider var det kirken og kongen, der brændte bøger, hvilket hændte ofte under både Christian IV og Frederik III. I dag tænker vi ofte på nazisternes gigantiske bogafbrændinger i 1933. Denne totalitære historiske arv gør, at de fleste europæere instinktivt vender sig kraftigt imod synet af brændende bøger.

De idéer, vi ikke bryder os om, skal udfordres i debatten, ikke brændes på bålet. Men hvis afskyen for bogafbrændinger bygger på et ideal om, at uenighed skal håndteres via debat snarere end flammer, er det ganske ironisk at bruge straffeloven snarere end moralsk fordømmelse til at ramme bogafbrændere. Derfor er Nordjyllands Politis beslutning – med Rigsadvokatens velsignelse – om at rejse tiltale mod en dansk koranafbrænder for overtrædelse af blasfemiparagraffen et drastisk skridt i et sekulært og liberalt demokrati. I 2015 afbrændte manden Koranen og lagde en video heraf op på Facebook. Det er ganske bemærkelsesværdigt. Ingen dansk borger er blevet tiltalt for blasfemi siden 1971, og ingen er blevet dømt siden 1946. Selv i sager, hvor anklagemyndigheden har ment, at blasfemiparagraffen formelt var overtrådt, har man valgt at lade hensynet til ytringsfriheden være afgørende.

Men i Straffelovrådets betænkning 1548, der blev offentliggjort i februar 2015, konkluderer landets fremmeste strafferetseksperter, at der uanset særdeles vide rammer for religionskritik må antages at være et lille hjørne af blasfemiparagraffen, der stadig er i kraft: »afbrænding af en religions helligste skrift efter den almindelige opfattelse i det danske samfund udgør en så grov krænkelse af de pågældendes religiøse følelse, at domstolene efter omstændighederne vil finde grundlag for at anse afbrændingen som spot eller forhånelse i straffelovens § 140’s forstand «.

En sådan udtalelse fra Straffelovrådet må almindeligvis tillægges stor vægt, for der kan ikke sættes en finger på den ekspertise, der er samlet i Straffelovrådet. Men der er alligevel god grund til at sætte spørgsmålstegn ved lige præcis den konklusion, for Straffelovrådet henviser ikke til nogen konkret sag, der støtter denne fortolkning. Endnu mere problematisk er det, at Straffelovrådet ikke nævner, at både Statsadvokaten for Viborg og Rigsadvokaten tidligere har afvist at rejse tiltale mod kunstneren Søren Mosegaard og en række medarbejdere fra DR efter, at Mosegaard planlagde at afbrænde en lang række bibler som led i en kunstudstilling, og endte med at afbrænde en bibel i TV Avisen i januar 1997. Med denne undladelse må man som minimum konkludere, at Straffelovrådets vurdering er truffet på et ufuldstændigt grundlag. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at vurderingen er forkert. Der kunne f.eks. tænkes at være afgørende forskel på bibelafbrændingen fra 1997 og koranafbrændingen i 2017. I de afgørelser, jeg har fået aktindsigt i, afviser Statsadvokaten i Viborg og Rigsadvokaten at rejse tiltale mod Søren Mosegaard for at have »opfordret til afbrænding af bibler«. Det afvises med den begrundelse, at den planlagte bibelafbrænding »skulle ses i sammenhæng med en forudgående kunstudstilling, hvor formålet var at vise, hvorledes kristendommen i Danmark gennem tiderne var blevet udbredt«, og at der var tale om en »symbolsk handling som led i et kunstnerisk oplæg«.

Det er dog væsentligt at pege på, at afgørelsen vedrører Søren Mosegaards opfordring til, at publikum skulle medbringe bibler og afbrænde dem på kunstudstillingen, så vidt ses ikke forholder sig til den konkrete bibelafbrænding, for bibelafbrændingen fandt netop ikke sted som led i selve kunstudstillingen. Den skete tværtimod i et indslag i TV Avisen om kunstudstillingen, hvor Søren Mosegaard også udtalte: »Jeg vil gerne pege på at […] det kristne samfund, det bygger direkte på vold og på had og navnlig på bål og på brand«. Efter denne begivenhed blev tre medarbejdere fra DR politianmeldt. Men her gentog Rigsadvokaten de grunde, han fremhævede i afgørelsen vedrørende Søren Mosegaard, og udtalte endvidere: »Jeg lægger herudover vægt på, at der i Danmark anerkendes vide rammer for ytringsfriheden«.

Det er umiddelbart svært at opfatte en bibelafbrænding i TV Avisen som et stykke kunst, og Mosegaards ledsagende og stærkt forhånende udtalelser om kristendommen viser da også, at hans intention var at angribe kristendommen, snarere end mere tvetydige kunstneriske budskaber. Det understreges også af, at Mosegaard allerede i 1996 havde stiftet ”Antikristpartiet”. Som sådan er det svært at se den afgørende forskel på Mosegaards bibelafbrænding og koranafbrændingen, der også synes motiveret af en opfattelse af, at islam udgør en totalitær og voldelig religion. Det er også værd at bemærke, at Søren Mosegaards bibelafbrænding gav anledning til langt større kontrovers og blev langt mere udbredt og derfor egnet til at krænke flere, end tilfældet var for den danske koranafbrænder.

Selv hvis man måtte mene, at der i det ene tilfælde er tale om et kunstværk, mens der i det andet er tale om en provokerende manifestation, er det vigtigt at påpege, at kunst også kan falde ind under blasfemiparagraffen.

I 1985 afviste Rigsadvokaten at rejse tiltale mod provokunstneren Jens Jørgen Thorsen, der på invitation havde bemalet en restaurantfacade med en Kristus-figur med erigeret lem. Af Rigsadvokatens afgørelse fremgår det: »Jeg er således af den opfattelse, at en tiltalerejsning vil kunne føre til domfældelse for blasfemi.«

Selv om Rigsadvokaten fandt, at Thorsens maleri var strafbart, valgte han at undlade at rejse tiltale, da det var »sædvanligt at undlade påtale for overtrædelse heraf« samt »Jeg finder ikke anledning til at fravige denne praksis i dette tilfælde«. Det afgørende var således ikke, at der var tale om kunst, men at der var opstået en praksis, hvorefter man ikke rejser tiltale for overtrædelse af blasfemiparagraffen, selv når gerningsindholdet formelt er realiseret.

På den baggrund kan der med rette sættes spørgsmålstegn ved Straffelovrådets konklusion og dermed også anklagemyndighedens beslutning om at rejse tiltale. Skal man spekulere i, hvorfor Straffelovrådet anlægger en sådan nyfortolkning, er det nok ikke helt skævt at fremhæve følgende formuleringer:

»Uanset at det er statens opgave at søge at beskytte borgere mod voldelige overgreb, herunder den, der kritiserer (forhåner) en religion, kan der efter dette synspunkt ikke indvendes noget imod at bevare straffelovens § 140 som præventivt middel mod vold og offentlig uorden«. Herefter fremhæver Straffelovrådet særligt afbrænding af hellige bøger:

»Afhængig af de nærmere omstændigheder vil sådanne offentlige afbrændinger mv. af Bibelen eller Koranen kunne give anledning til stærke reaktioner – herunder eventuelt voldelige reaktioner – både her i landet og i udlandet.«

Det er altså Muhammed-krisen, der spøger, hvorfor man ønsker, at blasfemiparagraffen skal udgøre et værn mod de groveste forhånelser af religion, der kan kaste Danmark ud i en ny international krise eller forøge risikoen for terrorangreb.

Det er interessant at sammenligne denne argumentation med udviklingen i Norge. Der har der været adskillige tilfælde af afbrænding af hellige bøger, uden at det har givet anledning til retsforfølgelse, selv om Norge først endeligt afskaffede sin blasfemiparagraf i 2015. I 2006 afbrændte en komiker Det Gamle Testamente i en tv-udsendelse. I 2010 afbrændte to norske kurdere Koranen, spyttede på den og lagde film heraf på internettet. Det medførte trusler og opfordringer til drab fra en islamist, der blev tiltalt. I den forbindelse afsagde den norske lagmansrett (svarende til landsretten) en forbilledligt klar afgørelse om forholdet mellem ytringsfrihed, religiøse følelser og trusler. Islamisten gjorde gældende, at han havde handlet med ”berettiget harme” på grund af koranafbrændingen. Til det udtalte domstolen:

»Retten betvivler ikke, at mullah Krekar – og andre muslimer med ham – har følt sig alvorligt krænket af de nævnte fornærmendes handlinger, og at de ud fra mullah Krekars religiøse ståsted fortjener en streng straf. Imidlertid kan hans harme ikke, som lagmannsretten ser det, anses som berettiget i lovens forstand, når man ser de forudgående krænkelser, han mener at have været udsat for op til de alvorlige trusler, som han har fremsat.

De nævnte fornærmende har efter lagmannsrettens oppfattelse optrådt inden for ytringsfrihedens grænser gennem deres handlinger, mens mullah Krekar på sin side klart har overskredet disse grænser.«

Klarere kan det næsten ikke siges. I et demokratisk samfund må alle – troende og ikketroende – finde sig i at blive krænket og provokeret. Man er velkommen til at tage til genmæle, men tyr man til trusler og vold, er det den, der truer, og ikke den, der krænker, der skal straffes.

Såre elementært, men muligvis ikke længere virkelighed i dagens Danmark.