Slap af! Vi har Gud i ryggen og ikke på nakken

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Martin Luther blev født i 1483 og døde i 1546. I den periode havde den romersk-katolske kirke en enorm magt. Folk ønskede at sikre sig religiøst. De ville lave en trosopsparing, en konto i evigheden, så Gud ikke blot var med dem her i livet men så de også kunne få en garanti for, at han tog imod dem efter døden. Vores tid ligner Luthers tid ved, at vi også sikrer os. Men det er på en helt anden måde. Vi sparer op til pensionen, vi tegner masser af forsikringer og vi spiser sundt for at sikre os mod sygdom. For nyligt udtalte Bente Klarlund Pedersen, professor og overlæge, at vi er blevet sygeligt optaget af sundhed uden, at det betragtes som en sygdom. I for sig er der ligeså meget fanatisme og frygt over vores måde at sikre vores verden på her og nu, som der var over Luthers tids forsøg på at sikre sig evigheden.

Martin Luther levede mellem gud og djævel. Før hans reformatoriske gennembrud frygtede han en pludselig død. Det ville betyde, at han ikke fik tid nok til at gøre sig parat til sit møde Gud og forsage Djævlen. Dengang regnede man ikke med, ligesom vi gør i dag, at Gud også tager imod uventede gæster. Når vi i dag, ligesom den unge Luther frygter en brat død, er det ikke fordi vi er bange for ikke at kunne nå at forberede evigheden. Vi er bange for at gå glip af det liv, som vi ikke tør leve. Angsten har flyttet sig fra himlen til jorden.

Ud over at kirken og troen havde en kolossal indflydelse på den tid, Martin Luther levede i, skete der omvæltende forandringer omkring ham. Columbus havde opdaget Amerika. Verden var begyndt at blive fremstillet som en kugle – en globus. Der kom nye luksusmadvarer til Europa, som europæerne aldrig havde smagt før. Ananas, grapefrugt, tobak, chilipeber og tomater. Amerikas opdagelse ændrede på længere sigt det europæiske køkken. Men det var kun de rige, der fik glæde af det. Men den nye verdens opdagelse var ikke noget, Martin Luther gik op i.

Derimod var han voldsomt optaget af islam. I 1453, mange år før Luthers fødsel, havde de muslimske osmanner, ”Tyrken” som Luther kaldte dem, erobret den byzantinske hovedstad Konstantinopel. Det betød, at det kristne Grækenland var kommet under muslimsk overherredømme og skulle fortsætte med det i 400 år. Osmannerne var også på andre områder begyndt at trænge ind i Europa. I 1526 tilintetgjorde de den ungarske hær og nåede ind på Donau-sletten. I 1529 belejrede de Wien.

Vores tid er lige så meget optaget af islam, som Luthers tid var. Men det er på en anden måde. Luther frygtede, at kristendommen skulle blive fortrængt, så Europas åndelige grundlag, troen på Jesus som Guds søn, smuldrede.

Vi frygter, at vor rige velfærdssamfund skal bryde sammen, fordi en masse flygtninge skal modtage vore velfærdsydelser. Igen er fokus på det fysiske og ikke det åndelige.

Årene 1483 og 1546 var også tiden, da en stor opfindelse blev gjort: bogtrykningen. Det indvarslede en medierevolution uden lige. Uden opfindelsen af bogtrykkerkunsten var reformationen aldrig blevet til noget. Luthers kampskrifter og bestsellere var ikke blevet spredt med den fart, de gjorde. Men også vor tid har haft sine revolutionerende medieopfindelser som Facebook, Twitter, e-mail. Aldrig har det været så let, selv for folk uden budskaber, at få et budskab ud. Men hvor er budskabet, der skal ryste op i os? Vi mangler en Luther.

Som kristne føler vi forhåbentlig i dag, at vi har Gud i ryggen. Han hjælper os, støtter os, er med os i liv og død. Men Luther følte i sin klostertid i Erfurt, at han havde Gud på nakken. Det spørgsmål, han stillede sig selv igen og igen, var: Hvordan får jeg en nådig Gud? Martin Luther havde aflagt munkeløftet om at rette sig efter ordenens regler og leve i fattigdom og lydighed mod de foresatte. Han havde også aflagt løfte om at undertrykke enhver seksuel følelse, tanke og handling, som en nonne ved navn Käthe senere fik ham til at glemme. Han gik i munkedragt og var klippet skaldet i midten af sin isse. Han anstrengte sig nærmest hysterisk for at rette sig efter alle klosterets regler, så Gud kunne komme til at lide ham. Han kunne finde på at faste flere dage, end han var forpligtet til. Han bad længere bønner om natten, end han skulle. Han tog skriftestolen så alvorligt, at han engang skriftede i seks timer. Hans rådgiver i klosteret, Johann von Staupitz, rådede ham til at slappe af og sagde til ham, at Gud ikke var vred på ham, men at det virkede, som om Luther var vred på Gud. Denne form for præstationsfromhed for at komme i kridthuset hos Gud kender vor tid ikke. Og alligevel kender vi den. Nu gælder det ikke ånden, men kroppen. Der er virkelig mange danskere, der udsætter deres krop for de strengeste kloster-øvelser, for at den skal forblive sund og velholdt, og de kan komme i kridthuset hos lægen. Der er en frygt hos nogle for ikke at kunne præstere nok for at holde sig sund. Flere og flere danskere rammes af sygdommen ortoreksi og modtager psykiatrisk behandling, fordi de har tvangstanker om, hvor mange kilometer de skal løbe om dagen, hvad de må spise, og hvad de ikke må spise. Man kan sige, at ambitionsniveauet siden Luther er faldet voldsomt. Luther ville, inden han kom på bedre tanker, opnå det evige liv med sine præstationer. Vi lader os nøjes med tre til fire flere leveår.

Det blev i Wittenberg, at Luther gjorde sin reformatoriske opdagelse. Han boede i en residens, der havde et tårn som tilbygning. Om dette tårn, eller noget af tårnet, har været brugt som lokum, er højst sandsynligt. Luther skriver, at han fik sit reformatoriske gennembrud på cloarka – lokummet. Men vi lutheranere synes, at det lyder pænere, at reformatoren fik sin åbenbaring i et tårn. I alt fald læser han i tårnet i Paulus’ brev til romerne og hans blik hænger fast ved sætningen. »Den retfærdige skal leve af tro«. Og pludselig slår det ham. Han havde misforstået det hele. Han havde Gud i ryggen og ikke på nakken.

På det tidspunkt havde en mærkelig praksis udviklet sig i den romersk-katolske kirke: afladshandlen. Man kunne købe et afladsbrev, så man ville være i stand til at mindske sit eget eller andres ophold i skærsilden. Da Luther på sin rejse til Rom kravlede op ad den hellige trappe, Scala Sancta, købte han mere end 200 års aflad for sin nyligt afdøde bedstefar. Under sloganet »Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer,« markedsførte afladskræmmeren Johann Tetzel sine tilgivelsesbreve, der skulle finansiere pavens, Leo X’s, opførelse af Peterskirken samt hans overdådige luksus og store militære udgifter.

Men også hvad angår afladshandlen, er der mange ligheder mellem Luthers tid og vor tid. Afladshandelen er ikke forbi i vore dage. Flere og flere forældre praktiserer afladshandel. Navnlig ved juletid, når børnenes gaver vokser som et aflad for den tid, forældrene ikke er sammen med dem. Også på mange andre måder praktiserer vi aflad. Der er kommet aflad i vor måde at spise på. Vi behøver ikke være venlige over for vore medmennesker eller besøge vore gamle forældre på plejehjemmet. Bare vi er gode ved at spise økologisk og ved at aflevere vores aviser og tøj til genbrug kan vi opnå tilgivelse for en masse.

Men ligesom med vore sundhedspræstationsøvelser er det ikke rettet mod evigheden som på Luthers tid men mod livet her og nu. Gad vide, om senere generationer ikke vil forundres lige så meget over vor tids afladshandel som over pavens afladshandel i 1500-tallet.

Vi savner en ny Luther, eller også savner vi at genopdage Luthers reformation. Den optagethed, vi har om at sikre os livet her og nu gennem sundhedspræstationer, godhedspræstationer og afladshandel, trænger til at blive anfægtet. Vi bliver syge af udelukkende at have det jordiske for øje! Der er brug for, at vi slapper af og får modet tilbage til at leve et liv, der rummer både lykke og ulykke, nydelse og smerte, glæde og sorg, himmel og jord. Og en af måderne at få modet tilbage på er ved også at rette blikket mod evigheden.

Vi har Gud i ryggen.