Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Børns hverdag med druk og vold

Når myndigheder, fagpersoner og andre voksne griber ind over for svigt af børn, kan man være med til at ændre et liv. Desværre sker det alligevel, at børn i årevis er overladt til en tilværelse med overgreb og mishandling.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand høyer

»Min far slår mig hver dag. Han kvæler mig og råber ad mig. Han siger, at han ikke vil have mig som barn, og at ingen vil være venner med mig. Jeg overvejer at dræbe mig selv på grund af min far.«

Sådan fortæller en 12-årig dreng, der har kontaktet Børnetelefonen hos Børns Vilkår. Han er et af de mange børn i Danmark, der ikke har det, vi forbinder med en tryg og god barndommed leg, fritid, skolegang, venskaber og omsorg. Alene sidste år havde de frivillige rådgivere mere end 6.000 samtaler med børn, der henvendte sig om alvorlige svigt som vold, misbrug, seksuelle krænkelser og mobning.

I Danmark har vi forpligtet os til at respektere børn som individer med rettigheder, der skal beskyttes. Derfor skal vi som samfund arbejde målrettet for at stoppe de svigt, der rammer børn. En effektiv indsats kræver, at vi har viden om, hvordan børnene svigtes, og i hvilket omfang det sker. Hidtil har der ikke været en sammenstilling af viden fra de forskellige datakilder, og dermed har der manglet et samlet billede af omfanget af svigt af børn. Det råder vi bod på med rapporten ”Svigt af børn i Danmark”, som fremover vil udkomme årligt, hvor vi ved at trække på forskellige statistikker får et billede af, hvordan det egentlig står til med svigt af børn i Danmark.

Resultatet? Omfanget af børn i Danmark, der vokser op med vold, seksuelle krænkelser, misbrug og mobning er omfattende, selv om der også er positive tendenser på bl.a. mobbeområdet. Desuden er det usikkert, om de sociale myndigheder, naboer, venner og andre nære voksne er gode nok til at gribe ind, så barnet får ordentlig hjælp.

Den seneste undersøgelse fra Børnerådet viser, at hvert fjerde barn i Danmark udsættes for vold hjemme. Børn, der kontakter Børnetelefonen hos Børns Vilkår om vold, fortæller blandt andet om at blive skubbet, rusket, råbt ad, skoldet med varm kaffe og slået med både knytnæver, bælter og sko. Andre fortæller om at få skyllet hår og hoved i toiletkummen, blive holdt fast under den kolde bruser, brændt med cigaretter, få puttet sæbe i munden, blive låst inde og om at blive tvunget til at se søskende eller forældre blive slået.

Mere end hver 8. pige og hver 15. dreng udsættes for seksuelle krænkelser i form af enten blottelse, berøring eller samleje, viser en undersøgelse blandt børn i 8. klasse, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) står bag.

Området er omgærdet med tabu og skam, og børn, som udsættes for seksuelle krænkelser, frygter stort set altid for konsekvenserne af at afsløre overgrebene.

Omkring hvert femte barn vokser op med voksne, der drikker for meget, viser en ny undersøgelse fra 2016 fra Statens Institut for Folkesundhed. Såvel undersøgelsen som samtalerne på Børnetelefonen bekræfter, at misbrug af alkohol eller stoffer ofte fører andre svigt med sig som vold og seksuelle krænkelser. Derudover griber forældres misbrug langt ind i børns tilværelse på grund af forældrenes uforudsigelige og inkonsekvente adfærd, der f.eks. medfører, at forældrene ikke formår at tage sig af huslige pligter og yde omsorg.

Mobning rammer ligeledes bredt – i hver skoleklasse er der i gennemsnit mellem én og to elever, der mobbes, og det er et af de emner, der fylder meget på Børnetelefonen. Her fortæller børn om grov mobning, der indebærer, at de får klippet håret af, låses inde i rum, i skabe og på toilettet. Nogle børn har aldrig fred, fordi mobningen kan foregå døgnet rundt via sms’er og de sociale medier.

Læser man rapporten i sammenhæng, er det uomtvisteligt, at tilværelsen for mange børn i Danmark kan forbedres markant. Derfor er det også opløftende, at det er muligt at sætte ind over for de svigt, som børnene er udsat for, hvis vi sætter ind på flere niveauer.

Mobbeområdet har politisk fået fortjent opmærksomhed, og det er positivt, at de mange børn i Danmark, der er udsat for mobning, får en håndsrækning i en ellers svær situation. En bred politisk aftale betyder, at børn, der mobbes, uden der sættes ind over for problemet, får et klageorgan. Hvis skolen stadig ikke gør noget, vil et tilsyn kunne skride ind med påbud. Det er en milepæl i bekæmpelsen af mobning – og et vigtigt skridt på vejen mod et samfund helt uden mobning.

Forældres misbrug af alkohol er et problem, der går igen i forbindelse med mange svigt, og det vidner om, at vi som enkeltindivider og samfund skal tiljuble alkohol mindre og i højere grad turde påtale problemer med alkohol – det gælder for såvel pædagogen i børnehaven som kollegaen og naboen. Selv om omfanget af børn, der vokser op i familier med misbrug, tilsyneladende er vedvarende højt, er der også positive tiltag på dette område. Vi skal forebygge alkoholmisbrug allerede hos de unge. Derudover skal kommunerne fortsætte med at tilbyde gratis individuelle behandlingsforløb, når voksne har alkoholmisbrug. Erfaringer fra Alkohol & Samfund og Trygfonden viser, at det nytter at informere bredt om dette tilbud, da det faktisk får flere til at gå i behandling.

Den seneste undersøgelse fra Børnerådet viser, at hvert fjerde barn i Danmark udsættes for vold hjemme.

De sociale myndigheder har en afgørende rolle i at hjælpe børn, der er udsat for svigt. Lovgivningen på området er i det store hele ret god. Det er vores håndtering i praksis, der skal ændres.

Dokumentationen af de sociale myndigheders arbejde på børneområdet er mangelfuld, hvilket Statsrevisorerne nyligt har kritiseret. Tilgængelige data peger på, at sagsbehandlingen ofte ikke lever op til lovens krav.

Børns Vilkårs erfaring fra mere end 2.200 bisiddersager er, at mange børn får god hjælp fra myndighederne – men der er dog også mange, der ikke får den hjælp, de har brug for og ret til. Et gennemgående problem i mange af bisiddersagerne er, at børn ikke oplever at blive hørt, inddraget eller troet på af kommunen. Det er problematisk, eftersom inddragelse styrker barnets tro på sig selv og øger chancen for, at det bliver den rigtige foranstaltning første gang.

Som et led i Børns Vilkårs og Trygfondens arbejde med børneinddragelse har vi sammen med Roskilde, Tårnby og Halsnæs kommuner udviklet et redskab, der kan hjælpe sagsbehandlere, skolesocialrådgivere og familieplejekonsulenter til, at barnet får sagt dét, som det finder vigtigt ved f.eks. et møde med en sagsbehandler. Det er et enkelt redskab, der kan gøre en stor forskel for det enkelte barn: Både socialrådgivere og børn i kommunerne har evalueret det meget positivt.

På det strukturelle niveau anbefaler vi for det første et skærpet kommunalt tilsyn. For det andet er der brug for, at kommunalbestyrelsens ansvar bliver mere tydeligt, så de ikke blot følger med i, om budgetterne bliver overholdt, men også om kvaliteten af indsatsen er god nok – herunder om de rette rammer er til stede i form af kompetencer, faglighed og ledelse samt organisering og ressourcestyring.

Man plejer at sige, at et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste borgere. Vi mener, at der er alt for mange børn i Danmark, der svigtes og ikke får den hjælp, de har brug for.

Tiden er inde til, at vi ser på, hvordan vi kan hjælpe udsatte børn og ikke bare lade stå til – eller endnu værre – skubbe dem længere ud over kanten. De, som skal sikre fremtiden, har ret til en tryg barndom.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.