Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hvad kan vi vente os af 2017?

Vi får se. Kedeligt bliver det ikke, men nok enerverende.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Skal vi være bange for Donald Trump? Og måske for Marine Le Pen og andre højrepopulister? Hvad vil der ske ved de kommende valg i Holland, Frankrig og Tyskland – vil EU gå i opløsning? Osv., osv.

Det er en mærkelig og uvant fornemmelse at være så usikker på fremtiden, som de fleste europæere, ja måske de fleste af verdens borgere, nok er nu. Fremskridts- og dermed også fremtidsoptimismen er væk – den havde ellers overlevet både to verdenskrige og Den Kolde Krig. Men fra finanskrisen i 2008 er verden i manges bevidsthed blevet begravet i så mange problemer, at det er svært at se en vej ud.

Pessimisme har afløst optimisme, både hvad angår den overordnede politik, og hvad angår fremtidige jobmuligheder og bevarelsen af velfærdsstaten. Det er det, populismen reagerer imod, den stiller os med eksempelvis Donald Trump i udsigt, at problemerne kan løses med et snuptag, bare den rigtige leder kommer til. Man skal blot lukke grænserne, opsige frihandelsaftaler, indføre toldsatser, smide illegale indvandrere ud og styrke lov og orden, så skal det hele nok blive bedre, og Amerika vil blive stort igen. Bag den brovtende bodegasnak gemmer sig en dyrkelse af de gamle højreorienterede WASP-idéer: White, Anglo-Saxon, Protestant. Det var dem, der gjorde Amerika "great", og som skal genindføres, efter at de liberale østkystdemokrater har ødelagt landet med alt for mange farvede, især latinoer, fri abort, homoægteskaber, miljø- og klimatiltag og andet skidt.

Man kan blive ved, og jo længere man bliver ved, desto mere trist bliver i alt fald denne forfatter. Ikke mindst fordi et sådant program vil generere endnu flere problemer og er dømt til at mislykkes. Der kan dog snildt gå otte år, før den amerikanske befolkning for alvor mærker tilbageskridtet og reagerer imod det ved et nyt præsidentvalg, og for os europæere vil der også gå nogle år. Det eneste, vi kan håbe på, er, at Trumps reaktionære tirader under valgkampen blot var tænkt som valgflæsk, og at han i virkeligheden vil føre en mere pragmatisk politik, som anerkender globaliseringen og den modernisering af det amerikanske samfund, som er sket i de sidste årtier, med en udbygning af borgerrettighederne, tolerance over for indvandrere, Obamas sundhedsreform, indsats mod klimakrisen mv. Måske vil Trump fortsætte sin gamle retorik og prøve et såkaldt karismatisk lederskab med opflammende taler vendt imod minoriteter – som vi kender det fra Mussolini og Hitler i Europa før 1945 – og så i virkeligheden føre en mere moderat politik, hvad de to europæiske herrer som bekendt ikke gjorde. Vi får se. Kedeligt bliver det ikke, men nok enerverende.

Mens fremtiden i bedste fald ser broget ud, gør fortiden det også. 2017 byder på to historiske jubilæer, som historikere og journalister kommer til fylde medierne med. Et 500-års og et 100-års jubilæum: reformationsjubilæet for Luthers 95 teser i Wittenberg 1517 og revolutionsjubilæet for den russiske oktoberrevolution i 1917. Ingen af de to begivenheder er egentlig afsluttede, de "virker" stadigvæk, så man fristes til at citere den amerikanske forfatter William Faulkner: The past is not dead. It is not even past yet.

Luthers brud med katolicismen og pavekirken kom på godt og ondt til at præge Nordeuropas kristendoms- og kirkeopfattelse og er sikkert en komponent i den sekularisering, som er sket i de sidste hundrede år. Katolske samfund som det polske eller italienske har i al fald haft sværere ved at modernisere sig og har stadig problemer med at anerkende abort, skilsmisse, kvindelige præster, ligestilling m.m. Luthers arv er tvetydig, han var f.eks. stærkt antisemitisk og politisk autoritær, men på andre områder kom hans tanker i det lange løb til at frisætte mennesker, og det er hans fortjeneste med hans bibeloversættelse at have (ny)skabt det tyske sprog og have tilladt salmesang og musik i kirken, så selv ateister kan have fornøjelse af kirkebesøg.

Revolutionen i Rusland er tættere på os og kom i høj grad til at præge det 20. århundrede, det »korte 20. århundrede«, som den engelske historiker Eric Hobsbawm har kaldt det – fra 1917 til 1989. Mens Luthers "legacy" er tvetydig, er 1917-revolutionens overvejende negativ. Når jeg ikke skriver entydigt negativ, er det, fordi revolutionen på sigt fik stor betydning for kolonialismens ophør, ikke mindst i Østasien, hvor lande som Kina og Vietnam vandt deres nationale selvstændighed med udgangspunkt i Lenins idéer om det nationale spørgsmål – nationalismen blev en rambuk i kampen mod kolonimagterne. Både Kina og Vietnam var undertrykt af Vesten, men tilkæmpede sig national selvstændighed med den russiske revolution som forbillede. De kræfter i Vesten, der så den og dens pervertering til stalinisme som forbillede – de kommunistiske partier – var imidlertid forblændede og kom først og fremmest til at virke som Moskvas forlængede arm. En politisk religion har man kaldt kommunismen lige som nationalsocialismen. Fanatisme var et fællestræk.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 skrev Francis Fukuyama, at historien nu var slut. Det vestlige, liberale demokrati havde sejret, og alternativer var ikke længere tænkelige. Den idé har de sidste års historie grundigt aflivet. Rusland, Ungarn, Polen og Tyrkiet dyrker i dag det "illiberale demokrati", som da også snarere er et autoritært styre med en stærk mand ved roret. USA og Frankrig er måske snart på samme vej, og det var de to lande, som skrev de første frie forfatninger og menneskerettighedserklæringer!

Hvis man stadig tør bruge ordet kamp, så står den for mig i dag som en kamp for det liberale demokrati, for styrkelse af EU og det internationale samarbejde – og imod populismens forsimplede nationalisme og protektionisme. Men også mod den ulighedsskabende neoliberalisme, som har skabt så megen nød især i de sydeuropæiske lande.

I kampen kan man måske finde en slags trøst – og håbe, at den nytter! Som den danske digter H.V. Kaalund skrev ved forfatningskampens begyndelse i 1877 i digtet "Jeg elsker den brogede verden": Kamp må der til, skal livet gro/ej kamp blot for dagligt brød/men kamp for frihed i liv og tro/thi evig stilstand er død!

Godt nytår!

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.