Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En undskyldning for slaveriet giver god mening

Ved at undskylde kan regeringen på den danske stats vegne markere, dels at der historisk set er blevet begået en alvorlig forbrydelse under dansk ansvar, og dels at slaveri i dag bør bekæmpes overalt, hvor det findes i verden.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Den 14. december 1916 holdtes den første folkeafstemning i Danmark. Den drejede sig om salget af de dansk-vestindiske øer til USA. Onsdag er det 100 år siden, og selv om der er ret stille om sagen, har det dog i de seneste par år løbende været diskuteret, om den danske stat ikke burde benytte overdragelsen af øerne til USA den 1. april 1917 til at undskylde for handlen med og brugen af negerslaver på øerne. Diskussionen skal også ses i lyset af, at regeringens nedskæringer gjorde det umuligt for Nationalmuseet at holde en stor udstilling om netop de dansk-vestindiske øer.

I København blev store palæer opført for profitten af denne handel.

I 1672 besatte danskerne St. Thomas, i 1717 St. Jan og i 1733 St. Croix, som er den største af øerne (213 kvadratkilometer). Den vigtigste afgrøde blev sukker, som der var stor efterspørgsel efter både i Danmark og andre lande, men sukkerproduktionen krævede megen arbejdskraft, som ikke var til stede på øerne. Man forsøgte sig med danskere, bl.a. blev straffefanger deporteret til øerne, men pga. klimaet og tropesygdomme bukkede mange under, og derfor påbegyndte man transport af negre, som man dengang kaldte dem, fra det vestlige Afrika til Vestindien.

Negerslaveriet blev indledt af Spanien og Portugal, der koloniserede Sydamerika, og bredte sig derefter til Nordamerika, England, Frankrig og andre lande. Deriblandt den mellemstore magt, Danmark-Norge. Den såkaldte trekantshandel Vesteuropa-Afrika-Amerika bestod i, at afrikanere blev købt billigt i Afrika og transporteret til Amerika. Her producerede de sukker, bomuld og andre varer, der blev sendt til Vesteuropa; en del af overskuddet fra salget blev brugt til køb af nye slaver og så fremdeles. På den måde blev Afrika drænet for unge mænd og kvinder, der blev opkøbt af slavehandlere og under rædselsvækkende forhold sejlet til Amerika. I det vestlige Afrika huserede europæiske slavehandlere, i andre dele var det indere og især arabere, som ikke mindst var interesseret i kvinderne til ”brug” i husarbejde eller haremmer i Nordafrika og Mellemøsten.

I næsten 100 år foregik slavehandlen stort set uden at vække debat. Den sås som naturlig – den hvide mand var jo overlegen på alle felter, ja, måske var negrene ikke engang mennesker, men mere i slægt med aberne. Racismen var også en naturlig ting, ordet eksisterede end ikke. Og dette dehumaniserende syn på afrikanere og andre farvede folk blev sikkert hjulpet godt på vej af alle de penge, slavehandlen tjente ind. I København blev store palæer opført for profitten af denne handel, væsentlige dele af den fornemme Frederiksstad (Amalienborg-kvarteret) er således opført for disse (blod)penge. I slutningen af 1700-tallet taler man om ”den florissante handelsperiode”, og den velstand, som skabtes ikke kun i Danmark, men i hele Vesteuropa, kan for en stor dels vedkommende føres tilbage til udbytningen af kolonierne og slaverne. Mellem 1733 og 1803 blev der ”importeret” ca. 53.000 slaver til Dansk Vestindien.

Slavernes levevilkår på øerne (og andre steder) var elendige. De levede for sig selv i en slags lejre og skulle arbejde op til 14 timer i døgnet under strabadserende forhold. Kosten var ringe, dødeligheden høj, og sygdomme florerede, selv om afrikanerne udviste større modstandskraft over for tropesygdomme end europæerne. Der var drastiske straffe, inklusive dødsstraf, for opsætsighed og oprør, som faktisk forekom. Hvis man skal sammenligne med 1900-tallet, kan man sige, at hele systemet minder om de koncentrationslejre, som englænderne opfandt under Boerkrigen (1899-1902), og som tyskerne ”perfektionerede” i 1930’erne og under krigen. Forskellen er, at negerslaveriet var mere indbringende for dem, der ejede plantagerne, end kz-lejrsystemet var for nazisterne. Og det var vigtigere for ejerne og staterne at holde liv i slaverne, der skaffede dem så høje indkomster.

Med disse fordele, hvorfor blev slaveriet så gradvist afskaffet? I Danmark skete det formelt i 1792 under Ernst Schimmelmanns ledelse – han var selv stor slaveejer, men havde også humane holdninger – og de fleste historikere mener, at årsagerne både var humane og økonomiske. Kapitalismen skiftede gradvist karakter, og industrikapitalen, hvor arbejderne juridisk var frie, kom efterhånden til at dominere over handelskapitalen. Frie arbejdere – til en lav løn – var mere produktive end slaver. Men også den såkaldte abolitionisme, som opstod i England under ledelse af ildsjælen William Wilberforce, og som af humane grunde krævede alt slaveri afskaffet, gjorde sin virkning. Oplysningstiden skabte et andet menneskesyn, som det f.eks. ses i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776, som begynder med de berømte ord om, at »all men are created equal« (at det så var hvide mænd, der mentes, er noget andet, slaveriet i USA blev jo først afskaffet i 1865). I 1789 fremkom den franske erklæring om de universelle menneskerettigheder, der også stod i modsætning til slaveri.

Så omkring år 1800 var jorden gødet for slaveriets afskaffelse. I den virkelige verden varede det dog for Danmarks vedkommende lige til 1848, da slaverne gjorde oprør, men handlen med og transporten af slaver fra Afrika var ophørt. Man havde håbet, at det var muligt at skabe en selvsupplerende negerbefolkning på øerne, men håbet blev skuffet, da de under slavevilkårene ikke fik ret mange børn, eller disse døde. Efterhånden blev øerne en dårlig forretning både for private og for den danske stat.

Salget af øerne til USA for 25 mio. dollars gik ikke stille af. Datidens nationalistiske højrefløj så det nærmest som landsforræderi. ”Dansk Vestindisk Samfund” spurgte f.eks. på en plakat op til afstemningen, om salget skulle være et vidnesbyrd om et frit folks selvopgivelse? Skal vi under folkestyret forøde, hvad vi fik i arv af enevælden? Danmark har mistet land, men først efter ærlig kamp. Skal vi nu gøre det [landet] mindre for penge, høstet som løn for vanrøgt og skam. Lad det ikke ske! Med ”skam” tænktes der ikke på slaveriet, men på det nationalt æreløse i at sælge et stykke dansk territorium. Salget blev dog vedtaget med 283.694 for forslaget mod 157.596 imod (kvinder og tjenestefolk kunne først udøve valgretten fra 1918).

I dag diskuteres det som tidligere nævnt, om Danmark ikke bør undskylde for slavehandlen og de mange års udnyttelse af slaverne på de dansk-vestindiske øer.Nogle synes ikke, at der er nogen mening i at undskylde for forhold, der ligger så forholdsvis langt tilbage i historien, hvor sammenhængen var helt anderledes, mens andre, som undertegnede, mener, at det giver god mening. Ikke alene for det historiske ansvars skyld, selv om det er alvorligt nok, men også fordi der stadig findes slaveri i verden. Op imod 60 millioner mennesker arbejder i dag som slaver uden rettigheder af nogen art. Ved at undskylde kan regeringen på den danske stats vegne markere, dels at der historisk set er blevet begået en alvorlig forbrydelse under dansk ansvar, og dels at slaveri i dag bør bekæmpes overalt, hvor det findes i verden. Da de krænkede for længst er døde, kan der ikke blive tale om økonomisk kompensation, som politikere altid er bange for, hvis der siges undskyld.

I en radiodiskussion om emnet, som jeg havde med Søren Espersen fra Dansk Folkeparti for nogle uger siden, gik han stærkt imod, at Danmark skal undskylde, men til sidst i udsendelsen fik jeg ham dog presset til at sige, at Danmark burde ”beklage” sin andel i negerslaveriet, og at dette meget passende kunne ske i forbindelse med jubilæet for øernes overdragelse til USA. Jeg har svært ved at se forskellen på ”at undskylde” og ”at beklage”, og når kulturminister Mette Bock (LA) formentlig skal tale ved jubilæet på øerne til foråret, vil det være klædeligt, om hun beklager danskernes deltagelse i negerhandlen og -slaveriet i et historisk perspektiv. Det er vel det mindste, vi kan gøre.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.