Hvad det vil sige at være borgerlig

Jeg kan ret præcist huske, hvornår jeg lærte, hvad det vil sige at være borgerlig. Det var i skolegården. Selvfølgelig, havde jeg nær sagt. Skolegården, der vel er primær skueplads for de flestes opfattelse af individ overfor samfund, fællesskab overfor – ja, hvad egentlig? Faldefærdige, småtømte begreber som frihed sniger sig ind på mig, eller den private ejendomsret og dermed erindringen om en skolekammerat, der med angsten malet i ansigtet sagde nej, da jeg spurgte, om jeg måtte prøve hans nye cykel. Det måtte jeg ikke, og da jeg spurgte hvorfor, blev knoerne, der var lukket om styret, helt hvide, og øjnene åbnede sig, mens munden vred sig i en række mislykkede forsøg fra drengens side på at retfærdiggøre sin manglende lyst til at dele, at låne, at give noget fra sig. Jeg stod og så på ham og spurgte hvorfor? Jeg blev ved med at spørge, når han sagde: »Fordi … Fordi far siger det.« Far, tænkte jeg, han er sgu da ikke her. »Tror du, han holder øje med dig,« spurgte jeg, men drengen kunne ikke svare.

I situationen så jeg hans far for mig. Hvordan han overdrager knægten cyklen i garagen foran parcelhuset og bukker sig frem mod ham med slipset hængende som en forstrakt kalvetunge, mens han manende siger: »Du må ikke låne den ud. Den er din. Hvis du låner den ud, går den i stykker.«

Og jeg fattede det ikke på samme måde, som jeg ikke fatter det nu. Denne højreorienterede syltemad af påstande. Denne mærkværdige modstand mod at dele, der aldrig har givet mening, men som sidder så dybt i mange menneskers sind. Kunne det være, fordi far gentager påstanden om, at det at dele er lig med, at det går i stykker, og altså med at miste?

Jeg tror det, og jeg tror det især i dag, når jeg kigger på VLAK-regeringen (hvem sagde Dracula?). Når jeg ser rygklappermændene i spidsen, er det et udtryk for angsten for at miste eller måske snarere angsten for forandring, jeg ser. De er ikke villige til at udskrive et valg, lade vælgerne bestemme, men reorganiserer sig som syge celler, der bunker sig sammen og bliver til cancer.

For denne type mand bliver samfundet styret fra et abstrakt sted, der hedder maskinrummet, hvor man skal have arbejdstøjet på. Aha, et ikkeeksisterende, protomaskulint univers til at styre et ikkeeksisterende maskulint og maskinelt samfund. Klap klap, meget imponeret. Tænk, hvis man som nyudnævnt minister sagde: »Det glæder mig at komme helt ind på fødegangen, eller køkkenet, eller vuggestuen«, eller rent faktisk var sig sin tid bevidst og neutraliserede latterlige, kønnede klichéer ved ikke at bruge uigennemtænkte og luftige billeder. Dermed kunne man bidrage til at sidestille magten mellem mand og kvinde og udvikle kulturen. Men det gør man ikke, og slet ikke i den borgerlige selvforståelse, hvor den hårdtarbejdende, fraværende mand stadig synes at være idealet og påstanden om, at det at låne noget ud er det samme, som at det går i stykker, altså at man mister det.

Jeg er selv vokset op med masser af frihed. Dette faldefærdige begreb var et ideal i min højskolebarndom, men det blev omsat til virkelighed i den opdragelse, jeg fik. Jeg gik ikke i institution, jeg legede i højskolens park, jeg passede mig selv, men der var ikke tale om et svigt, for jeg vidste, hvor mine forældre var, og jeg kunne altid gå ind til dem.

Denne frihed, som egentlig passer ind i det liberale tankegods, bliver ikke efterlevet i LA-Danmark. Begrebet bliver derimod skamredet og tømt, når man som Anders Samuelsen, Saxo Banks hånddukke, taler om retten til at købe en billig bil som et udtryk for frihed og samtidig skider på retten til f.eks. at føde under ordentlige vilkår (igen protomaskuline fikspunkter og kønnet ignorance overfor det kvindagtige). Der er intet format i landets nye udenrigsminister. Intet. Alt er floskler, og det eneste tydelige incitament til at søge magten synes at være en vilje til at blive til noget for sin egen skyld, ikke for samfundets, ikke for fremtiden eller nutiden, men faktisk for fortiden. Han er en mand styret af det tabte lands mytologi. Af et wasteland. Når man hører ham tale, er det en lille dreng, der ikke vil låne sin cykel ud, for så mister han den nok, der taler. Det er en lille dreng, der vil have cyklen for sig selv. Se mig, jeg kører hele vejen ind til Amalienborg i min pedalbil. Ser du mig, far? Jeg har gjort noget i den store verden. Jeg er blevet en maskulin, klichéfyldt succes, der tramper ind i et ikkeeksisterende maskinrum og tager arbejdstøjet på, mens jeg sørger for, at mine PET-vagter holder godt øje med sæbekassebilen (hvem sagde ”Kejserens nye klæder”?). Jeg er en mand af min tid. Jeg ved intet om verden, tror, paradiset hedder Schweiz, og overlader gerne Danmarks udenrigspolitik til en falleret mediemogul, der ligesom jeg er styret af et patetisk behov for at få stimuleret sit napoleonskompleks.

Og hvor er det dog trist, at det borgerlige Danmark er så reduceret, har så lidt format, intet andet vil end at rive velfungerende velfærd ned og holde fast i et klimaskeptisk sortsyn, som Liberal Alliance og DF har til fælles med Trump. Hvor er det synd for de anstændige, at den borgerlige etos er blevet så forvansket, så sygelig.

Hvor kunne jeg dog godt unde jer noget kulturel og åndelig udvikling. Tag det elskede, på ingen måde rentable landbrug, man er så begejstret for. Engang voksede ånd, hånd og afgrøde i fællesskab på gårdene. Hvor er det henne? Højskolernes ambition, fællesovn hos bageren, mulden, grønne roetoppe og gyldne aks er erstattet af et betændelsesgult, indebrændt og angst Danmark, hvor man bare vil have det på den og den måde, som det altid har været, som i forgårs og i firserne, som far sagde, men ikke kan svare på, hvorfor vi skal gå en retning, der ikke giver mening, som for eksempel den klimabenægtende diskurs, der er en trussel mod vores børn, styret af smålighed og postfaktuel stupiditet.

Jeg udlover en burger på Flyvergrillen til den første højreorienterede, der tør indrømme, at den borgerlige verdens klimafornægtende adfærd parret med en enstrenget vækstreligiøsitet og forkærlighed for fossile brændstoffer har skabt en dybt alvorlig og måske irreversibel situation. Indrøm, at vi har tabt (mindst) 20 års mulig omstilling til fordel for hovedløst fastholdelse og udskamning af de mennesker, de eksperter, de politikere, det samfund, der længe har forsøgt at gøre opmærksom på de katastrofale følger af vores overforbrug.

Den form for indrømmelse hænger sammen med at udvikle sig ansvarligt i stedet for at sidde fast i ubrugelige benægterroller, men det synes svært for borgerlige mennesker at indrømme på samme måde, som man sikkert ikke kan finde ud af at sige undskyld. Det er et udtryk for svaghed, igen noget kvindagtigt, fordi man risikerer at tabe noget, den smule, man har, retten til en ligegyldig cykel i en skolegård, retten til at have ret bare fordi og retten til at være hvid og ovenpå. Retten til selv at trække i snoren i sin sæbekassebil.

Det at udvikle kulturen er at give fra sig og være kritisk overfor ens privilegier. Det er den mentale forandring, der sidder i følelserne, men som man åbenbart hellere undertrykker på sin svinefarm end udlever i forsamlingshuset.

Det er en udvikling, der sker i kulturen, i fællesskabet, når man giver noget af sig selv. Derfor er det interessant, at de maskuline nokkefår i grev VLAK-regeringen i al deres forstokkethed overlader kultur, børn og skole til kvinder ud fra deres kønsstereotype forestilling om, at det er ægte kvindeområder (læs: bløde som en bagdel, et bryst), mens de smålummert sætter sig tilpas i saunaen, hvor nye ministre fyrer op under ilden. Mens selvfedmens damp gør det svært at se, hvad de egentlig foretager sig derinde, kan man håbe på, at resten af verden råber røv og skrider – altså i en anden bæredygtig, bevidst, åben, fællesskabsorienteret verden fuld af lånecykler, kultur- og naturbæredygtige landbrug fuld af friluftssvin og lighed (dette faldefærdige begreb).