*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Patient: Stop jagten på diagnoser

Det store fokus på diagnoser har gennem de seneste mange år taget overhånd. For alle os, hvis diagnose ikke ligger lige til højrebenet, er risikoen for rigtig dårlige oplevelser i sundhedsvæsenet alt for stor.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Der findes mange gode og dygtige læger her i vores land, men desværre er det ofte sådan, at de dårlige oplevelser med lægerne er dem, der fylder mest, når vi skal bestemme os for, hvad vi egentlig synes om vores sundhedssystem.

Jeg har selv været syg siden 2008, da jeg udviklede uforklarlige invaliderende smerter i store dele af kroppen. I den tid har jeg oplevet alvorlige problemer med sundhedsvæsenet, som jeg vil mene skyldes, at systemet forvaltes med en grundlæggende mangel på: respekt, kommunikation, empati og professionalisme.

Inden jeg blev syg, havde jeg kun været på sygehuset eller haft med læger at gøre, hvis jeg havde forstuvet en fod, haft influenza eller lignende velkendte sygdomme. Dengang ville jeg have beskrevet sundhedssystemet som: effektivt, lyttende, professionelt og empatisk.

Men hvad er det så, der gør, at min oplevelse har ændret sig så drastisk?

Jeg tror på, at de mennesker, der vælger at uddanne sig til læger, gør det, fordi de ønsker at hjælpe syge på bedste vis og således behandle dem ordentligt. Hvis det er udgangspunktet og altså korrekt antaget, er der et eller andet sted, at kæden ryger af.

Min påstand er, at de gode intentioner i stigende grad bliver ødelagt af, at sundhedssystemet pålægger lægerne og de øvrige ansatte alt for mange byrder.

Øget dokumentation og administrative opgaver, it-systemer, der ikke spiller sammen og fungerer ordentligt, kort konsultationstid osv. Det betyder alt sammen, at læger og andet sundhedspersonale er stressede, laver fejl og ikke har tid til at sætte sig ordentligt ind i patienternes journaler. De ”lette” patienter, hvor svaret ligger lige for, får en god oplevelse, da det ikke kræver særlige indsatser eller ekstra tid fra lægerne. De kan klare det på rutinen. Men hvis sygdomsbilledet er mere uklart, betyder det, at patienter som mig med en lang journal og med en kompleks sygehistorie risikerer at få nogle rigtig dårlige oplevelser. Vi oplever alt for ofte, at lægerne synes arrogante og ligeglade med os.

Med diagnosegarantien blev problemet yderligere forværret. Stadigvæk ikke for de patienter, der har brækket et ben eller har kræft, for der fungerer sundhedssystemet gerne rigtig godt og giver god mening. Men for alle os, hvor diagnosen ikke ligger lige til højrebenet. Det er nemlig min erfaring fra forskellige patientgrupper, at vi alt for ofte ender op med forkerte diagnoser og dermed også med forkert behandling, for at lægerne kan overholde den diagnosegaranti, som politikerne har pålagt dem. Det vil være en stor fejl at tro, at lægerne skal kunne vide alt, og at de skal kunne stille en korrekt diagnose for patienter med uforklarlige symptomer. Men stiller man krav til, at lægerne skal sætte diagnostiske betegnelser på alle lidelser, og til at disse diagnoser skal falde inden for en måned, så ender vi patienter med diagnoser for sygdomme, vi ikke har.

Jeg ønsker ikke kun at lægge ansvaret på sundhedssystemet og politikerne. Den enkelte læge har også et stort ansvar for at opføre sig redeligt over for patienten, sætte sig ind i patientens historie, lytte grundigt, behandle patienten med respekt og støtte den gode dialog.

Det store fokus på diagnoser har gennem de seneste mange år taget overhånd. Føler du dig i en periode trist, træt og uoplagt, kan du blive stemplet som deprimeret, og har du meget at se til og svært ved at overskue det, er du nok stresset. Det er sat skarpt op, det ved jeg, for der er jo selvfølgelig patienter, der har psykiske problemer, som kræver behandling. Min vurdering er blot, at diagnoserne har taget overhånd, når vi sygeliggør alment menneskelige reaktioner.

Det er normalt og menneskeligt at opleve angst, at blive deprimeret og stresset – det er et gængs vilkår for mennesker i vores tid. Og så bør det ikke udløse diagnoser, men snarere kalde på selvrefleksion. Fra de berørte, selvfølgelig, men også fra sundhedsvæsenets side.

Jeg mener derfor, at det er en fejl, at vores sundhedsvæsen har fokus på at skulle sætte diagnoser på alle patienter. Det, man i stedet burde gøre, er at søge årsager, for diagnose og årsag er ikke det samme. Lad mig give et eksempel.

Jeg udviklede som sagt invaliderende smerter i 2008. Jeg har kunnet få mange diagnoser, da mine symptomer passede på mange sygdomme. Fibromyalgi bliver f.eks. diagnosticeret ved, at man har ømhed på nogle udvalgte punkter, de såkaldte tenderpoints. Det havde jeg, og hvis jeg ikke selv havde kæmpet og overtalt min læge til, at jeg ikke ville have diagnosen, var det den, jeg var endt op med. En anden læge mente, at det var psykisk, og at jeg havde en funktionel lidelse. Igen var det en diagnose, jeg nemt kunne have fået, hvis jeg ikke selv sagde fra. Og i begge tilfælde havde jeg været uheldigt stillet af to årsager.

1. Hvis jeg fik en diagnose, ville jeg risikere at “blive min diagnose”, dvs. at lægerne, men også mine øvrige omgivelser, ville se på mig, som ham der var udredt, og som havde en bestemt sygdom, og i mit tilfælde enten den uhelbredelige invaliderende sygdom fibromyalgi eller en psykisk sygdom. Så selvom ingen af disse to diagnoser var årsagen til mine smerter, ville en af disse være den officielle forklaring på mine symptomer, selvom det faktisk var noget helt tredje, jeg fejlede. Noget, der måske kunne behandles og helbredes med den rette behandling.

2. Man ville aldrig finde årsagen til, hvorfor jeg udviklede smerter, og jeg ville skulle prøve at lære at leve et tåleligt liv og “acceptere min skæbne”. Og jeg ville formentlig resten af mine dage skulle fylde min krop med bivirkningsfyldt medicin.

Selvom jeg ikke ønskede en overfladisk diagnose af mine symptomer, endte jeg i sidste ende med at blive påtvunget den meget diffuse diagnose “komplekse kroniske non-maligne smerter”, for systemet krævede, at jeg havde en eller anden diagnose. For at du kan få tildelt førtidspension, fleksjob eller ressourceforløb, skal alle behandlingsmuligheder nemlig være udtømte, og det kan man jo kun vurdere, hvis man har en diagnose, der fortæller, hvilke behandlingsmuligheder der er. For mit vedkommende endte jeg på Smertecenter Syd, hvor jeg fik antidepressiva, muskelafslappende medicin, morfin og epilepsimedicin, som typisk er den medicin, man bruger mod kroniske smerter.

Hvis patienter som mig skal have en god oplevelse i vores sundhedssystem, er det imidlertid afgørende, at politikerne skaber de optimale rammer for den gode samtale og behandling, og det kan ikke ske, når de bliver ved med at skære ned på antallet af læger og sundhedspersonale og samtidig forventer, at de skal klare flere arbejdsopgaver. Eller når de indfører et nyt it-system fyldt med fejl, som de netop har gjort med Sundhedsplatformen.

Jeg ønsker ikke kun at lægge ansvaret på sundhedssystemet og politikerne. Den enkelte læge har også et stort ansvar for at opføre sig redeligt over for patienten, sætte sig ind i patientens historie, lytte grundigt, behandle patienten med respekt og støtte den gode dialog, uanset hvor stressede eller frustrerede de måtte være. De skal være professionelle. At systemet fejler over for patienter som mig, er et problem med mange årsager, der skal tages seriøst, og som skal løses, hvis vi vil have et sundhedssystem, hvor det ikke kun er de ”lette” patienter, men også de komplekse og ”besværlige” patienter som mig og mange ligesom mig, der skal have oplevelsen af, at vores sundhedssystem er det, som vi altid har fået at vide, at det er, nemlig et “sundhedssystem i verdensklasse”.

Jeg medvirkede i 2014 i DR-dokumentaren ”De uhelbredelige?” og blev derefter kontaktet af en fysioterapeut, som fandt frem til årsagen til mine smerter. Siden da har jeg gradvist fået det bedre og lever i dag et næsten normalt liv, hvor jeg ikke har brug for smertestillende midler, hvor jeg kan passe et fleksjob, kan passe min datter og være der for min familie, kan være fysisk aktiv og har fået livsglæden tilbage igen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Er ansvar for menneskeliv og velfærd ikke mere værd?

Signe Munk
62 procent af danskerne, mener at sygeplejersker fortjener mere i løn. Men Sophie Løhde er uenig, kan jeg fornemme.

Blog: Europas liberale går forrest i kampen mod falske nyheder

Morten Løkkegaard
Årets ord "Fake news" risikerer at underminere vores grundlæggende værdier: ytringsfriheden og vores frie liv. Det kræver handling - her fem liberale svar på fake news og misinformation.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her