Undersøgelseskommissioner under lup

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Når der dukker en politisk-administrativ skandalesag op, rejser der sig ofte et krav om en undersøgelse. Hvem har gjort hvad, hvornår, og har det været ulovligt? Regeringen og Folketinget har så ofte valgt at nedsætte en undersøgelseskommission (bemandet med en landsdommer, en advokat og en professor) til at vende hver en sten.

Fra de seneste år har de mest omtalte undersøgelseskommissioner været den, der undersøgte sagen om skattemyndighedernes behandling af statsminister Helle Thorning-Schmidts og hendes mands skattesag, og den kommission, der undersøgte sagen om indfødsret til statsløse personer, herunder integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs embedsførelse. Efter at begge undersøgelseskommissioner har afgivet beretning, er en ny kommet til. Nemlig den kommission, der i december sidste år blev nedsat til at undersøge politiets indgriben over for demonstrationer i forbindelse med kinesiske statsbesøg m.v. Afhøringerne i den sag er nu ved at gå i gang.

Fælles for undersøgelserne har været, at de har taget lang tid og har kostet mange penge. Undersøgelsen af Helle Thorning-Schmidt-skattesagen tog to et halvt år, fra kommissionen blev nedsat, til den afgav beretning. Undersøgelsen af indfødsretssagen tog knap fire år. Den første kostede mere end 28 mio. kr. Den anden mere end 45 mio. kr. I alt har de otte undersøgelseskommissioner, der har været nedsat siden 1999 og afsluttet deres virksomhed, kostet mere end en kvart mia. kr. Om det alt sammen var besværet værd, kan enhver jo have sin egen mening om. Men at det har været dyrt og tidskrævende, ligger fast.

Men hvad kan der gøres ved det? Det spørgsmål ønsker Folketinget og regeringen at få svar på, og regeringen har derfor besluttet, at der nu skal nedsættes et særligt udvalg, der skal give svar. Jeg er blevet udpeget som formand for udvalget, der i øvrigt skal have otte medlemmer: to fra universiteterne og seks fra henholdsvis Dommerforeningen, advokatorganisationerne, Djøf samt Statsministeriet, Finansministeriet og Justitsministeriet. Udvalget skal holde nær kontakt til Folketinget og med passende mellemrum drøfte sine overvejelser med Folketingets Udvalg for Forretningsordenen.

Opgaven er i første omgang at få styr på de erfaringer, der har været med de hidtidige undersøgelseskommissioner. Det vil bl.a. ske ved samtaler med de personer, der har været medlem af undersøgelseskommissionerne, nuværende og tidligere medlemmer af Folketinget og advokater, der har fungeret som bisiddere for de ministre og embedsmænd, der har været afhørt af kommissionerne. Når udvalget er nået til vejs ende med denne del af opgaven, skal udvalget aflægge en delrapport om resultaterne.

Dernæst er opgaven at vurdere, om der er behov for ændring af den måde, undersøgelseskommissionerne arbejder på, og hvad der i givet fald kan gøres. Det er lettere sagt end gjort. For der er mange gode grunde til, at reglerne er, som de er, og at det derfor også tager både lang tid og koster mange penge at foretage en kommissionsundersøgelse.

Loven om undersøgelseskommissioner kom til verden i 1999, fremsat og vedtaget af alle partier i Folketinget. Baggrunden for loven var navnlig den kritik, der efter Tamil-sagen blev rejst af de hidtidige undersøgelsesformer.

Før loven om undersøgelseskommissioner blev undersøgelserne som regel foretaget af såkaldte kommissionsdomstole og undersøgelsesretter, sådan som det f.eks. skete i sagen om den kreative bogføring i Skatteministeriet og i Tamil-sagen.

I modsætning til de nuværende undersøgelseskommissioner blev kommissionsdomstole og undersøgelsesretter bemandet med en enkelt dommer som undersøger. De nuværende undersøgelseskommissioner skal derimod, hvis de skal vurdere ansvarsspørgsmål, være bemandet med tre personer som undersøgere. I praksis har det som nævnt ofte været en landsdommer, en advokat og en professor. Man kan jo spørge, hvorfor der absolut skal tre personer til, når man tidligere kunne nøjes med en. Svaret er, at man har villet sikre en så nuanceret og alsidig vurdering af sagen som muligt.

Hertil kommer, at de nuværende undersøgelseskommissioner – i modsætning til de tidligere undersøgelser – arbejder efter detaljerede lovbestemte regler. Reglerne svarer i vidt omfang til de regler, der gælder for straffesager ved domstolene. Det vil blandt andet sige, at de ministre og embedsmænd, der risikerer kritik, alle har ret til en såkaldt bisidder, dvs. en advokat, der langt på vej har de samme rettigheder og beføjelser som en forsvarsadvokat i en straffesag. De ministre og embedsmænd, der på forhånd kan tænkes at blive kritiseret, skal også – lidt ligesom det sker med et anklageskrift i en straffesag – på forhånd, inden afhøringerne går i gang, informeres om, hvad de måske kan blive kritiseret for. Begrundelsen for disse regler er ønsket om at sikre retssikkerheden for de afhørte.

Det er blevet sagt, at hvor de tidligere undersøgelsesformer kunne sammenlignes med en brugt Mercedes, så er undersøgelseskommissionerne snarere en blankpoleret Rolls Royce. Det er nok en overdrivelse, men der kan alligevel være noget om snakken. Måske kan Folketinget og regeringen til tider nøjes med mindre omfattende undersøgelsesformer end en undersøgelseskommission. Det er derfor også muligt, at det udvalg, der nu nedsættes til at overveje, om undersøgelseskommissionerne kan justeres og effektiviseres, også kan blive bedt om at se på andre undersøgelsesformer, f.eks. undersøgelser i Folketingets eget regi. Man kan læse mere om udvalgets opgaver på Justitsministeriets hjemmeside www.jm.dk.