Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Landbruget forsømmer fagligheden

Landmændene bør tage ved lære af deres elever

Artiklens øverste billede
Niels Bo Bojesen.

Dansk landbrug har traditionelt været drevet af fokus på faglighed og har i høj grad bidraget til uddannelsen af næste generation af landmænd.

Uddannelsen af landmænd begyndte med ophold på højskoler og efterskoler, siden blev det til egentlige landbrugsskoler – og nu en fælles erhvervsuddannelse. Landbrugs- og erhvervsskoleuddannelserne er bygget op som en vekseluddannelse mellem praktik og skoleophold.

Den tilgang, hvor landmændene selv bidrager til at oplære eleverne, kræver, at landmænd støtter uddannelsen ved at tage elever ind – og ved at respektere, at eleverne ikke bare har brug for praktik, men også tilegner sig meget nyttig viden ved at deltage i skoleundervisning ind imellem praktikopholdene.

Husdyrbesætningerne i Danmark bliver større og større.

Det betyder, at besætningerne efter en periode med mange bedrifter uden ansatte nu igen har mange bedrifter med ansatte, typisk to eller flere. I en ny undersøgelse, offentliggjort i 2016 fra Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, har vi set på baggrund og uddannelse hos medarbejdere i husdyrbesætninger med kvæg, svin eller mink. I undersøgelsen svarer 72 pct. af de adspurgte landmænd, at de ikke har elever i praktik fra landbrugsskolerne. Kun 28 pct. har således ansat elever fra danske landbrugsskoler/erhvervsskoler.

Professionalisme i landbruget er også at turde tage fat på diskussioner om, hvordan landbruget udvikler sig – og at alting ikke nødvendigvis kan fortsætte, som det gør i dag.

I vores undersøgelse er en dominerende årsag til ikke at tage elever ind, at landmændene synes, at de er for dyre, også selv om landmanden får en stor del af lønnen til eleverne refunderet, mens eleven er på skole.

Nogle landmænd efterlyser, at eleverne kommer på uddannelsesstøtte, mens de er på skolen, frem for at få løn.

Desuden er det opfattelsen, at det er tidskrævende at have elever – og en tidskrævende elev kombineret med at vedkommende skal have (for høj) løn, er ikke sagen. I samtaler med landmænd om emnet har vi også fået forklaringer på den manglende lyst til at ansætte elever, som går i retningen af, at eleverne er blevet svagere og mere krævende i disse år: Færre fars sønner, flere bybørn eller måske flere sarte unge, som kommer ”med dynen om halsen” og kun vil arbejde 9-16 og har forventninger om at have fri hver weekend.

Nogle landmænd finder det ufleksibelt, at eleverne skal i skole i flere måneder i perioder, »hvor vi har brug for dem«. Det kan f.eks. gælde på minkfarme i pelssæsonen eller på landbrug i almindelighed ved såtid og under høsten.

Nogle landmænd ønsker, at man i højere grad vægter længere praktikker, en lavere løn og elever, som kan tage skolegangen på aftenkurser eller i kortere forløb, så det ikke går ud over deres bidrag på gården i højsæsonen.

Vi har for nylig sammen med Københavns Universitet lavet en anden undersøgelse, som viser, at det er, når landbrugseleverne er tilbage på skolen, at de reflekterer over, hvad de har lært på gårdene, og det er også der, de lærer at forholde sig kritisk til, hvad de har erfaret under praktikopholdet. På skoleopholdene kan eleverne diskutere deres viden i en faglig, teoretisk sammenhæng med lærere, som kan have et andet udgangspunkt, end hvad der traditionelt tages i landbruget.

Hvis en elev af ”mester” har lært nogle metoder, men hvor underviseren ved, at denne viden er blevet overhalet af andre faglige opdagelser, så kan eleven vende tilbage til mester med denne nye viden. Skoleopholdene er således vigtige for uddannelsen af nye faglærte landmænd og derfor vigtige, for at landbruget udvikler sig.

Som en landmand siger i vores undersøgelse, så ansætter han især medarbejdere, som kan stille ham kritiske spørgsmål. Eleverne kan ikke i begyndelsen af en praktik lægge ud med at stille en række kritiske spørgsmål til mester eller de andre medarbejdere, men efter et skoleophold ser situationen anderledes ud: Nu ved elevene, at der foreligger nye konkrete muligheder, som de kan bidrage med.

På skolerne vil eleverne også i et vist omfang blive klædt på med viden om, hvilke bekymringer folk uden for landbruget nærer til aktuelle produktionsforhold.

Landmanden betaler i dag for skoleopholdet (men får dog en del af det tilbage som refusion).

Set i det længere perspektiv så betaler hele branchen for, at der udvikles nye professionelle, der kan videreføre et fag, der ligesom andre professioner behøver udvikling.

Uddannelserne kan ikke undvære den læring, som eleverne tilegner sig i praktikken. Meget af undervisningen på skolerne bygger på at diskutere det, som eleverne kommer tilbage med af viden fra deres praktikophold, og bygge videre på dette.

Uden elevernes praktikerfaringer kan skolernes teori ikke bringes i en konkret praksis og uden skoleteorien vil eleverne komme i ren mesterlære og dermed primært lære at kopiere den viden, der allerede findes på gårdene.

Vores undersøgelse viser også, at kun halvdelen af de danske medarbejdere i husdyrbruget er uddannede landmænd, og antallet af medarbejdere, der ikke er faglærte, er endnu højere blandt de udenlandske medarbejdere end de danske.

I undersøgelsen er 38 pct. af de ansatte fra andre lande end Danmark, så også dette emne er noget, som landbruget bør gå aktivt ind i.

Når vi spørger i undersøgelsen, om landmændene mener, at der mangler tilbud til deres medarbejdere om opkvalificering/efteruddannelse, svarer over halvdelen af respondenternet nej.

Dog er der ét område, hvor der efterlyses viden til medarbejderne, og det er kurser for de udenlandske medarbejdere i dyrevelfærd/sundhed og sygdom Det finder 43 pct. vigtigt.

Det svar tyder på, at landmændene, især dem, der satser på udenlandsk arbejdskraft, gerne vil have medarbejdere med en styrket faglighed, og at en udvikling med flere ufaglærte ikke er det, som landbruget ønsker sig.

Mange landmænd er med rette stolte af deres profession, men husdyrproduktionen er aktuelt i en alvorlig økonomisk krise, og vi kan godt frygte, at landmænds ønsker om og muligheder for at bidrage til landmandsuddannelsen vil reduceres yderligere.

Professionalisme i landbruget er også at turde tage fat på diskussioner om, hvordan landbruget udvikler sig – og at alting ikke nødvendigvis kan fortsætte, som det er i dag.

Professionalisme er at sikre, at lederne i landbruget har en lederuddannelse, men også at lederne sikrer, at deres medarbejdere har mulighed for at få efteruddannelse, og at man som leder tager medansvar for at uddanne de unge. Uden professionel indsigt, uden faglærte landmænd med nyeste viden og med sult efter ny viden kan fremtidens landmænd ikke stå frem og på et fagligt grundlag forklare, hvorfor man handler, som man gør, f.eks. over for sine køer eller sine grise.

Borgere uden for landbruget er ikke tilfredse med at blive forsikret om, at enhver landmand er glad for dyr og natur.

Borgerne forventer professionelle forklaringer om, hvilke valg en landmand træffer, f.eks. om dyrevelfærd i staldene – og det kræver konstant fokus på fagets uddannelse.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen