Er der en dommer til stede?

I den uforlignelige Jyske Lov fra 1241 står der i lovens fortale de kloge ord: »Med lov skal land bygges.«

Det er jo selve retsstatens grundlag, for »var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest.«

Der står videre, at loven skal »gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde.«

Loven skal altså beskytte lovlydige og fredsommelige mennesker, og den skal omvendt afskrække uretfærdige og onde folk fra at udøve de onde gerninger, som de har i sinde at gøre. Og hvis nogen ikke frygter Gud og kærlighed til retten, så skal »frygten for øvrigheden og landets straffelov (...) hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.«

Men der er endnu en vigtig præcisering af, hvad der skal kendetegne en retsstat.

Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet.

Der er mange, inklusive undertegnede, som bor i landet, der simpelthen ikke forstår, hvorfor Lars Hedegaard (LH) – en retsindig og fredsommelig mand, der aldrig har krummet et hår på nogens hoved – skal straffes, fordi han har tilladt sig at nævne navnet på den uretfærdige og onde mand, som ikke frygtede den danske øvrighed og landets straffelov; som har gjort ilde uden at blive straffet herfor; og som ikke bor i landet, fordi han efter sin ugerning flygtede fra landet for at unddrage sig retsforfølgelse.

En dommer ved en dansk byret har nedlagt navneforbud, men motiveringen for navneforbuddet er hemmelig.

LH’s advokat har ikke kunnet få den oplyst, selv om han bad om en forklaring i landsretten. Vi står altså i en situation, hvor offentligheden ikke må nævne attentatmandens navn, men ikke må få at vide, hvorfor de ikke må nævne det. Er vi gået over til hemmelig retspleje?

Østre Landsret har ikke taget stilling til, om navneforbuddet er rimeligt. Det er blevet oplyst, at politiet ikke er interesseret i dette navneforbud, hvilket lyder rimeligt. Det kan jo kun lette politiets arbejde, hvis offentligheden ved, hvem det drejer sig om, og således evt. kan bistå politiet med oplysninger om den flygtede.

Et navneforbud af hensyn til den efterlystes familie er lige så svært at forstå. Efterlystes fulde navn og biografi med et helt galleri af fotos af fyren er frit tilgængeligt på internettet.

Jeg ved det, fordi jeg har en computer med en søgefunktion, der hedder Google, som jeg daglig bruger som historiker. Da jeg havde brug for biografiske oplysninger om en byzantinsk kejser ved navn Basileos, begyndte jeg i Googles søgefelt at skrive dette navn, men før jeg havde fået skrevet hele navnet Basileos, tonede en person med fornavnet Basil frem på skærmen samt en fyldig beskrivelse af vedkommendes meritter. Min computer oplyser, at der er på 0,58 sekunder er fundet 432.000 resultater om denne person. Imponerende, hvad den moderne teknik kan udrette.

Første omtale er fra syrienblog.net, og jeg gengiver ordret disse oplysninger, som har været tilgængelige i mere end to år og fortsat er tilgængelige for enhver 24 timer i døgnet. Om LH’s attentatmand, der har et meget langt navn, står der ordret:

»Angreb den 5. februar 2013 Lars Hedegaard i sit hjem med en pistol. Attentatet mislykkedes, og BH flygtede herefter ud af landet. Blev den 25. april 2014 anholdt i Tyrkiet og begæret udleveret af Danmark. Den 10. oktober 2014 meddelte Politiets Efterretningstjeneste (PET) Lars Hedegaard, at BH igen var på fri fod. Han blev frigivet af Tyrkiet til Islamisk Stat (Isil) i Syrien, hvor han menes at opholde sig.

BH dimitterede i 2006 fra Frederiksberg Gymnasium med terroristen Rawand Dilsher Taher, som han havde et nært forhold til.

Havde dengang adresse på Hyltebro 5, 3. tv, 2200 København N.«

Der er mange andre artikler med lignende og supplerende oplysninger om denne efter sigende velintegrerede unge muslimske mand. Den danske dommers navneforbud gælder altså ikke Google, som via nettet har spredt og fortsat daglig spreder oplysninger om den eftersøgte til millioner af mennesker – ikke alene i Danmark, men i hele verden. Og det er uden videre klart, at jeg og andre har ret til både at læse og videregive indholdet af de oplysninger, der er frit tilgængelige på nettet – i øvrigt også tilgængelige for danske dommere. Ligesom jeg har ret til at videregive Google-artiklens oplysning (52.300 resultater på 47 sekunder) om, at Basil I, »called the Macedonian was a Byzantine Emperor who reigned from 867 to 886.«

Lad os gøre sagen den danske stat mod Lars Hedegaard helt konkret:

Danske myndigheder var for det første ikke i stand til at afværge et forsøg på at likvidere en fredelig borger ved højlys dag, selv om Lars Hedegaard var og er en højprofileret person.

Da likvideringsforsøget mislykkedes, kunne attentatmanden stille og roligt dampe ud af Danmark uden at blive antastet af nogen politimyndighed.

Senere blev BH fængslet i Tyrkiet på begæring af det danske politi, som derfor efterfølgende må have fundet ud af, hvor han opholdt sig. Københavns Politi forsikrede gang på gang LH om, at fyren sad sikkert i et fængsel i Istanbul – lige indtil en dag i begyndelsen af september 2014, da en slukøret mand fra PET ringede og fortalte ham, at BH nu ikke længere var i fængslet, og at politiet ikke vidste, hvad der var sket, eller hvor han nu befandt sig. Kun takket være en dygtig tyrkisk journalist, som en af LH’s venner havde engageret til at bore i sagen, fik offentligheden at vide, at fyren var blevet udleveret til Islamisk Stat.

Journalisten fik adgang til retspapirerne og besøgte fængslet, hvor BH havde siddet. Danske myndigheder havde ikke været i stand til at fremskaffe disse oplysninger, eller havde i det mindste ikke meddelt LH eller den danske offentlighed, at Tyrkiet på denne måde havde ydmyget Danmark ved at lade fyren løbe.

Danmark og Tyrkiet er ellers allierede i Nato, og Tyrkiet vil meget gerne med i EU, hvor Danmark også er medlem. Der findes desuden en udleveringsaftale mellem Tyrkiet og Danmark. Alligevel var den danske regering ikke i stand til at få fyren udleveret.

Man fik det klare indtryk, at regeringen med Lidegaard som udenrigsminister heller ikke anstrengte sig ret meget. Under alle omstændigheder er det en skandale. Erdogan lod attentatmanden slippe ud ad en bagdør, så han kunne komme til Syrien og slå uskyldige mennesker ihjel til Allahs ære.

I modsætning til den efterladenhed og udygtighed, som den hjælpeløse danske stat har demonstreret, når det gjaldt om at få Lars Hedegaards attentatmand retsforfulgt, har den danske stat repræsenteret ved anklagemyndigheden været særdeles nidkær og emsig for at få Hedegaard straffet. Den nuværende sag er jo ikke den første.

Første gang brugte anklagemyndigheden ovenikøbet en manipuleret version af nogle udtalelser fremsat i en privat kreds i en privat bolig for at få LH straffet.

Jeg vil så gerne bevare min barnetro på, at Danmark er en retsstat, og at vore dommere og domstole dømmer retfærdigt – dvs. »at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred,« mens uretfærdige og onde bliver straffet for den ondskab, de har i sinde.

Jeg vil derfor gerne forstå, hvorfor dette absurde navneforbud opretholdes vedr. en person, som Gud og hvermand ved, hvem er, og hvis navn står til offentlig beskuelse 24 timer i døgnet og har stået der i over to år. Og hvorfor dette absurde forbud skal bruges til at straffe Lars Hedegaard og andre fredsommelige borgere i landet?

Loven skal, som Jyske Lov siger, beskytte retsindige og fredsommelige, men den bliver her brugt til at forfølge dem.

Lars Hedegaards attentatmand og hans venner herhjemme og i Islamisk Stat må grine sig fordærvet. De gode græder, og de onde ler.

Er der en dommer til stede, som venligst vil hjælpe mig?