Små oplevelser med Anker J.

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Anker havde lovet at skrive en kronik om en af sine forgængere, konseilspræsident Estrup. Estrup sad på Skaføgaard i den store spisestue, og hen over Rigsdagen regerede han Danmark. Kronikken skulle være ordentlig, så Anker cyklede fra Pindstrup, hvor han sammen med sin hustru, Ingrid, besøgte sine svigerforældre. Han cyklede til Skaføgaard. Her satte han cyklen, og trods en hvid ”stribe” ind til selve Skaføgaard gik Anker ind på gårdspladsen. Oppe fra vinduerne så kammerherreinde Irene Estrup en fremmed mand i gården og styrtede ned for at smide ham på porten. Men så opdagede hun, at det var landets statsminister, der gerne ville have et indtryk af stedet. I stedet for at blive smidt på porten blev Anker budt indenfor.

I kronikken siger han om Estrup: »Han har vist været en stædig kanut.« Anker tog klart afstand fra Estrups metoder. Men kaffen oppe i de fine stuer har sikkert smagt godt – især hvis der har været en kage til. Anker var meget glad for kager.

Anker var københavner. På Christianshavn levede han sin barndom og ungdom. Senere boede han på Borgbjergsvej i Sydhavnen i hele sit voksenliv. Jeg er også københavner og kender gade og huse og værtshuse godt. Da jeg så efter mange år i Folketinget flyttede til Djursland og fortalte Anker, at jeg nu boede i Hvilsager, sagde han: »I Hvilsager, det er der, hvor der er et spidst kirkespir.« Dels var det rigtigt, og dels undrede jeg mig over hans viden. Han fortsatte: »Og Hvilsager ligger ikke langt fra Mørke. Men det skal du ikke være ked af, for Løgten, Lystrup og Dagstrup ligger lige ved siden af!«

Jeg undrede mig over Ankers viden: »Hvor fanden ved du alt dette fra?« Anker svarede: »Åh jo, Ingrid er fra Pindstrup ganske tæt ved Hvilsager,« men så tilføjede han: »Men i øvrigt går det aldrig med dig og landet.«

Deri tog han fejl. Jeg nyder i den grad at bo smukt på en bakketop på landet.

Anker fik besøg, hver gang jeg var i København. Først i Saxoly, senere i Valby, hvor Anker sluttede livet. Der i hans lille stue fik vi mange små, gode oplevelser, smil og til sidst et fast håndtryk.

Engang så vi en bog med store fotos. Et af dem viste Anker og Salman Rushdie. Jeg sagde: »Det er da dig og Salman.« Ankers reaktion: »Salman Rushdie, det er ham med ”De sataniske vers”.« Anker var vidende. Andre gange sang vi, og han kunne sangene udenad.

Ved et af besøgene var min hustru, Connie, med. Jeg erindrede ham om, at de engang havde mødt hinanden i Køge. »Nej,« sagde han. »Det var ikke i Køge, det var i Køje.« Anker havde næse for både sprog og humor. Sidst vi besøgte ham – det var to uger før, han døde – var der ikke meget tilbage af ham, men han tilbød os lidt af sin morgenmad. Anker var både gavmild og omsorgsfuld.

Anker besøgte os jævnligt i Hvilsager. Han havde sit eget værelse hos os. Engang skulle han i Hvilsagers forsamlingshus fortælle om sit liv. Der havde aldrig tidligere været så mange mennesker, sagde man. Om eftermiddagen sad han i mit lille kontor og skrev omhyggeligt sin tale, selv om han havde fortalt om sit liv utallige gange tidligere. Et par navne på en balletdanser og en billedkunstner måtte vi hjælpe med. Navnene blev højtideligt ført ind i manuskriptet, som i øvrigt aldrig kom op af den lomme, hvor Anker havde placeret det.

Efter pausen spurgte en tilhører om Ankers befrielse af Saddam Husseins danske gidsler. Ankers forklaring og svar blev aftenens højdepunkt.

Anker blev 93 år, men han var stadig glad for qvinder. Når tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen besøgte ham (det skete hver torsdag), var det først og fremmest Kjelds kone, Lis, der havde Ankers interesse, og når jeg besøgte ham, var det ikke så meget Søren Sølvsmed, som han kaldte mig, som min hustru, han var interesseret i – det var hende, han holdt i hånden.

For nogle år siden indbød jeg mine københavnske venner til frokost i ”Ølhalle” i Rømersgade. Klokken fem lukkede restauranten, og Anker sagde: »Vi skal vel ikke hjem allerede?« Derfor foreslog jeg, at vi gik ned til værtshuset ”Hvide Lam” på Kultorvet. Der er ikke ret langt, men alligevel blev vi, det vil sige Anker, stoppet mange gange af folk, der sagde: »Ja, men det er jo Anker. Daw, Anker.« Nogle takkede ham for, hvad han havde gjort for dem og for landet. Alle fik et håndtryk, men hvis det havde været Jens Otto Krag, Hartling eller Baunsgaard, havde folk bare sagt: »Har du set, der går ...«

Men med Anker var det anderledes. Folk gik hen til ham, hilste og sagde tak.

På ”Hvide Lam” var der en, der spurgte, hvor kooperationen begyndte. Jeg vidste det, men kunne ikke komme på byens navn. Den tidligere socialborgmester i København Pelle Jarmer kunne heller ikke komme på byens navn. »Det kommer om fem minutter,« sagde Pelle. »Det behøver I ikke at vente på,« sagde Anker. »Det var væverne i Rochdale i England.«

Anker var klar i hovedet og kunne sin historie.

Anker skulle males. Det skal enhver, der har været statsminister. I alle tilfælde bliver de det, jævnligt med meget skiftende resultat. Kun få ligger i den øvre ende: Schlüters af Strøbek, Jens Otto Krags af Hofmeister og Viggo Kampmanns af Kølkjær er bemærkelsesværdigt gode, og så er der nogle billeder, som er elendige. Ankers var heller ikke godt. Det var malet af en af mine meget gode venner, Helge Ernst. Jeg havde fulgt processen, men det var maleriet ikke blevet meget bedre af.

En dag mødte jeg Anker i S-toget; han skulle op til sit sommerhus ved Hundested. Jeg foreslog Anker, at et nyt måtte males. Anker accepterede under forudsætning af, at det var min beslutning – ikke hans. Afgørelsen blev, at han skulle males af Jørgen Boberg, og det accepterede Anker.

I aftalen med Boberg indgik, at Anker og jeg skulle komme til Pietrasanta i Toscana, for at maleriet kunne gøres færdigt. Det var bare løgn, for da vi nåede frem til Jørgen og hans dejlige hustru Ries vidunderlige hus, var maleriet færdigt. Jeg blev inviteret ud i atelieret for at se billedet, og det var godt, men Anker måtte ikke se det. Til gengæld sad han model en gang eller to, og Boberg malede, men med pensler uden farve.

En dag spurgte Rie, om vi ville med til Firenze. Hun skulle aflevere korrektur på en bog om Boberg til bogtrykkeren. Vi ville meget gerne med. På turen sagde Anker et par gange, at han aldrig havde været i Firenze. »Det kan ikke passe,« sagde jeg. »Du kan ikke have levet et helt liv uden at have været i Firenze.« »Jo,« svarede Anker. »Jeg har aldrig været i Firenze.«

Vi var lidt sent på den og blev derfor sat af lidt uden for centrum og gik langs floden Arno ind mod centrum. Anker fastholdt, at han ikke havde været i Firenze. »Jo,« sagde jeg, »når vi når ind til Arno-broen, så skal du bare se.« Da vi kom til broen, sagde Anker: »Ja, så må jeg være kommet fra den anden side.« Vi gik op gennem Uffizierne, hvor Medicierne regerede, og så Michelangelos berømte David-statue. »Ja, den kender jeg, men jeg tror ikke, jeg har stået foran den før.«

Vi blev samlet op ved dåbskapellet, og på vejen tilbage gjorde vi holdt i den lille smukke by Lucca. »Vi går ikke længere end til den første restaurant. Jeg er så tørstig,« sagde Anker. Medens vi fik hver en kop kaffe på en lille plads, kom tre unge mænd og satte sig ved nabobordet. På ryggen af den ene stod ”Skagen Festival”. På et tidspunkt skulle Anker på toilettet, og imens kom en af de unge mænd over til vores bord og sagde: »Undskyld, men er det ikke Anker Jørgensen, I har med?« Det kunne vi bekræfte. »Ja,« sagde han, »det er meget morsomt, for Anker og min farfar har været i Firenze sammen.« »Undskyld,« sagde vi, »hvem er din farfar?«

»Det er Poul Hartling.«

Danmarks Radio havde inviteret de to tidligere statsministre herned til en udsendelse om magt og indflydelse og Medicierne.

Da Anker kom tilbage, kunne vi sige: »Der sidder beviset på, at du har været i Firenze. Det er Hartlings barnebarn, som kunne fortælle historien.« Så kunne Anker huske, og historien og dens ophavsmand fik en hilsen og et håndtryk.

Anker var klar over, at tiden for hans død nærmede sig. Han og Kjeld Olesen bestemte, at bisættelsen skulle foregå i Grundtvigskirken, der er god plads. 1.300 kan sidde i kirken. De besluttede også at bede den kloge, sympatiske biskop fra Aarhus, Kjeld Holm, om at stå for den kirkelige del af bisættelsen. Kjeld Holm var beæret over opgaven og besøgte to gange Anker på plejehjemmet i Valby. Ved et af besøgene sagde Anker: »Du kan sige, hvad du vil, for jeg ligger der og kan alligevel ikke høre, hvad du siger.«

Kjeld Holms tale var god, og han omtalte også Ankers bemærkning om, at Holm havde frie hænder.

Ankers død medførte en overvældende mængde artikler og indlæg i aviser, radio og tv. Alle hyldede Anker.

Det, der tog prisen, var Roald Als, der på hele forsiden af Politiken lader Vaclav Havel, Thorvald Stauning, Olof Palme og Willy Brandt siddende på en bænk i deres himmel modtage ham med: »Hej, Anker. Vi har spærret en plads til dig.«

Ankers ring var sluttet.