Søndag går russerne til valg – der kan sættes kryds ud for Putin 3.0

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Søndag 4/12 2011 vågnede jeg op i mine gode venners datja uden for Moskva – den slaviske version af sommerhus og kolonihavehus. I Rusland er der et klart kodeks, når man privat er vært, og når man er gæst. Og det er ganske ulig herhjemme, hvor vi ofte kan komme og gå i sociale sammenhænge med henvisning til alle de andre hensyn, vi skal tage i vort liv: job, børn, ægtefælle, projekter - alt det, der (for os) helt legitimt skal gå op i vores dagligdag.

I Rusland fordres der tid af både vært og gæst. Og jeg vidste, hvad der ventede. Jeg forsøgte med, at ”I kan da bare sætte mig af ved det lokale trinbræt”. Så ville jeg med tog være inde i Moskva i løbet af en times tid (tænkte jeg). Jeg fik det forventede svar, at det var højest usikkert med togene på søndage, og at det da ikke var nogen ulejlighed at køre med dem i bil i stedet. De skulle lige et par ærinder undervejs, men det ville være hurtigere og langt mere sikkert end med toget. Ingen af os talte sandt og jeg vidste, jeg ikke kunne komme af sted med min udflugt, som drejede sig om hurtigst muligt at komme ind til Moskva og iagttage parlamentsvalget til den russiske Duma.

Turen mod centrum var krydret med de forudsigelige benspænd. Moskvas trafik var umulig som altid. Tiden i kø blev brugt til planlægning. Opkald til et par mostre og en onkel samt en datter. Hvad der skulle købes ind til hver enkelt? Hvornår der skulle hentes for at blive kørt til valglokalet? Og hvor og hvornår der skulle samles op, så datteren kunne komme til sit holds violinkoncert syd for Moskva? Vi kom naturligvis nordfra og sneglede os ad snirklet rute til de forskellige destinationer. Med stop undervejs ved et hypermarked, hvor tre indkøbsvogne blev fyldt overdådigt og efterfølgende fordelt på tre adresser. Men på turen skete det uventede. Vi lyttede til Echo Moscow, en velrenommeret oppositionsradio, og den ene historie om valgsvindel efter den anden fra lyttere tikkede ind til mine venners muntre latter – sådan var det jo, ingen chok her.

Sidst på dagen var jeg endelig i Moskvas centrum. Jeg gik op på en af restauranterne på Hotel National, hvor man ser udover Kreml. Jeg var eneste gæst. Nedenfor tog styrker fra Omon, de russiske indenrigsstyrker, opstilling. Senere gik jeg op til Pushkin-pladsen for at tage metroen hjem. Også her var der Omon mandsopdækning. Byen var stille, som Moskva er en søndag aften i december. Men noget helt nyt havde indfundet sig i løbet af dagen. Hjemme hos mine venner stod klart, at ”magtens parti” – Forenet Rusland – måske ikke fik flertallet af stemmer som ventet. Næste morgen fik vi resultat fra morgen-tv – 49.32 pct. af stemmerne til Forenet Rusland. Mine i øvrigt apolitiske venner var ikke i tvivl – dette var en ydmygelse af Kreml. Siden fulgte treanspændte måneder med de største folkelige protester under Putin. Kreml var rystet i sin grundvold.

Søndag går Rusland igen til valg. Og denne gang er der styr på det, og svaret er – både indenrigs- og udenrigspolitisk – Putin 3.0. Den tredje opgradering af Putin regimet siden magtovertagelsen for 16 år siden.

Putin 1.0 leverede det, Jeltsin-regimet ikke gav. En handlekraftig og stærk (også fysisk) leder – i modsætning til den alkoholiserede Jeltsin. Politisk og økonomisk stabilitet – i modsætning til 90’ernes konstante og dybe økonomiske krise, der var ledsaget af overskrifterne ”demokrati” og ”reformer” og skete på bagkant af Sovjetunionens sammenbrud. Samt økonomisk vækst til middelklassen, der nok blev fri under Jeltsin, men alligevel var ufri, fordi den var fattig. De, der demonstrerede mod valgsvindel, var den middelklasse, der i 10 år under Putin var bragt op på et niveau, der var sammenligneligt med europæerne i bred forstand. Putin, der var vokset op i en toværelseslejlighed i Skt. Petersborg, fandt dem utaknemmelige.

Der blev i 00’erne fra Kreml leveret på kontrakten med befolkningen med hjælp fra stigende oliepriser. En centralisering af magten i Moskva frem for decentralisering til regionerne blev gennemført. Og Jeltsins inderkreds af oligarker blev enten politisk disciplinerede eller hældt ud. Da Putin kom til, var magten på ingen måde sikker i hans hænder. Han var udfordret, men også trænet. Fra sin tid i KGB og fra sin tid i Skt. Petersborg, som borgmesterens højre hånd, hvor han tog del i både at vinde og tabe magtkampe. I disse kampe udkrystalliserede sig den inderkreds, der blev både mytisk og misforstået, da vesten begyndte sanktioner under Ukraine-krisen.

Høje oliepriser muliggjorde Putin 2.0. Mellem 2004 og 2008 stod Kreml mellem valget at lede disse gigantiske midler ud i et mere liberalt marked eller lade staten øge sin indflydelse i nøglesektorer af økonomien. I 1990’erne var 90 pct. af olieselskaberne statsejet.

Efter 2008 var det omvendt. Staten satte sig på nøglesektorer i økonomien. Jeltsins flamboyante oligarker blev udskiftet med Putins statsoligarker. To forskellige fænomener med én ting til fælles – et stærkt ”drive” mod at berige sig selv og sit eget netværk herunder familie.

I opgøret med Jeltsin-oligarkerne støttede Putin sig på sin inderkreds. De skyldte ham deres position, men han skyldte så sandelig også dem sin. Og de blev belønnet ved at blive en del af enten den nye politiske eller økonomiske elite. Det gøres der op med nu under Putin 3.0 – og det sker for øjnene af os i år. Den tidligere CEO for de russiske statsbaner, verdens største selskab målt på antal ansatte, Jakunin, røg for et år siden. Hans chef for præsidentadministrationen og tro følgesvend siden KGB-tiden, Ivanov, røg her i sommer. Der går åbenlyse rygter i medierne om alle de andre. De er stilfærdigt ved at rykke et eller flere geledder tilbage uden synlig magtkamp og erstattes af velopdragne funktionærer, der ikke har prøvet andet end at gøre karriere under Putin. De skylder deres position til Putin. Han skylder ikke dem noget.

Internationalt har vi haft samme forløb. Putin 1.0 var den mest vestvendte russiske leder de sidste 100 år. Samarbejdet med USA og EU skulle modernisere russisk økonomi og undgå yderligere Nato-udvidelse mod øst. Olien gjorde at Rusland klarede det første selv. Det andet mislykkedes, kursen mod vest slog fejl, Nato foretog endnu en udvidelse, så derfor fik vi Putin 2.0 med Georgien-krigen i august 2008. For at imødegå yderligere Nato udvidelse mod øst viste Rusland sin vilje til at bruge militær magt uden for egne grænser i det tidligere Sovjet.

Ukraine i 2014 skulle egentligt være en forsættelse af Putin 2.0, men det var en fejllæsning fra Putin af Vesten og endte med sanktioner og vestlig isolation.

Putin 3.0 har for nu – i egen optik – løst det problem ved en agil evne til at gøre sig relevant i Syrien, hvor Rusland har gjort sig uomgængelig og til dels et centrum for samtale og samarbejde med USA, Iran, Tyrkiet, Irak og andre betydende stater i Mellemøsten. Alle med indbyrdes modstridende interesser.

Russerne går til valg på søndag i økonomisk krise (olien svigter i disse år) og i vestlig isolation, om end aftagende. I andre lande kunne det føre til folkelig protest som i Moskva 2011. Når jeg taler med venner blandt politiske analytikere og journalister i Moskva, er meldingen, at der er fuldkommen styr på valget fra regimets side. Sejren bliver kørt sikkert hjem. Det kan ikke gå galt. Men som en enkelt klogt sagde: »… jeg havde nu heller ikke i min vildeste fantasi forestillet mig protesterne mod valgsvindel ved valget i 2011«.

På søndag vælger Rusland.