Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Overlever demokratiet?

Det er ikke nogen selvfølge, at vores demokratiske styreform overlever på længere sigt. Vi har gennem de seneste årtier set et uvæsen udvikle sig på en måde, som nu må forventes at ville få ødelæggende konsekvenser.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Overlever demokratiet? Det er det store spørgsmål.

Denne måde at organisere et samfund på har historisk set været den bedste til at sikre borgernes velfærd og tryghed.

Men demokratiet stiller krav. Dets forudsætning er således, at alle relevante oplysninger kommer frem, og at der herudfra træffes rationelle politiske beslutninger.

Er disse krav opfyldt i dag?

Et tredje er det nye parti Alternativet, der har fornægtelsen af alt, hvad det er ubehageligt at tænke på, som eksistensgrundlag.

Det velfærdsniveau, som er avlet via tidligere generationers leven op til det demokratiske ideal, har skabt noget hos hovedparten af danskerne, der bedst kan karakteriseres som ligegladhed. Opfattelsen ser ud til at være blevet den, at de intet ondt kan vederfares, at det trods skyer i horisonten næppe vil gå helt galt, at andre tager sig af det fornødne, og at det vigtigste derfor er næste ferierejse og de regelmæssige fnadderudsendelser på tv’s underholdningsprogrammer.

Under disse forhold glider demokratiet af sporet. Uden borgernes aktive, kritiske deltagelse i den demokratiske proces, herunder deres aktive pres på politikere og medier ligger vejen åben for, at irrelevante eller rent ud usaglige påvirkninger kan bestemme en politisk stillingtagen, som rettelig burde bygge på virkelighedens krav. Politikerne kan f.eks. så i omgangen med hinanden skabe deres helt eget billede af denne virkelighed, lobbyister får frit spil til at omskrive den, og medierne kan uantastet op- og nedprioritere stof, ”vinkle” og evt. helt fortie.

Vi har gennem de seneste årtier set et sådant uvæsen udvikle sig på en måde, som nu må forventes at ville få ødelæggende konsekvenser.

Under Den Kolde Krigs sidste faser lykkedes det en fremmed magt at sætte sig på den sikkerhedspolitiske dagsorden herhjemme med en vægt, som, hvis det ikke havde været for allierede med benene på jorden, med al sandsynlighed ville have sat Danmarks uafhængighed over styr. Midlet var manipulation af vore nøglepolitikere. Desuagtet modarbejdede kun de færreste denne manipulation, og uanset at teknikken bag den kendes, har selv i dag kun de færreste sat sig ind i, hvad der foregik. En af fjenden efter alt, hvad de mest sagkyndige nemlig PET fortæller, styret KGB-påvirkningsagent kan derfor endog danse på bordene i anledning af det, han foretog sig.

Et andet eksempel på, hvad der kan forgå i sumpen af ligegladhed, er Socialdemokraternes fremlæggelse for nogle år siden af en helt urealistisk plan - ”Fair Løsning” – i tillid til, at vælgerne ville være lette at føre bag lyset.

Et tredje er det nye parti, Alternativet, der har fornægtelsen af alt, hvad det er ubehageligt at tænke på, som eksistensgrundlag.

Står man over for alvorlige trusler, er en sådan situation et meget, meget dårligt grundlag for nationens overlevelse. Den, der ikke evner – eller gider – at tage højde for virkeligheden i tide, vil nemlig før eller siden blive tromlet ned af den. Dette er netop, hvad der kan forventes at ville ske i vort nuværende, malfungerende demokrati.

Den helt afgørende trussel i dag er den massive tilvandring fra fejlslagne lande af mennesker, der efter al erfaring hverken er indstillet på eller magter at bære et samfund som det danske.

Mennesker med et fødselstal, der er omvendt proportionalt med deres bidrag til bevarelse af velfærdsniveauet samt vor fysiske sikkerhed og tryghed. Hvordan har det danske demokrati taklet denne udfordring?

Svaret er, at den overhovedet ikke er blevet taklet.

Statsminister Poul Schlüter forsikrede i Berlingske 4/8 1985, at vi ikke ville blive oversvømmet af en halv million mennesker udefra, hvilket tal – meget forudsigeligt – for længst er overskredet. Nu har vi så – uden mellemliggende lyspunkter – en statsminister, Lars Løkke Rasmussen, som planlægger alene inden 2020 at modtage yderligere 100.000 efter al erfaring uindpasselige muslimer, der ovenikøbet huser et meget, meget alvorligt og helt ukontrollerbart voldspotentiale.

Hertil vil komme deres familiesammenførte og familiesammenførte til de familiesammenførte. Hver især – efter hvad der er belæg for at gå ud fra – repræsenterende en udgift for samfundet på ikke under 5 mio. kr. over et livsforløb.

I 1991 havde vi – ifølge Arne Melchiors referat af oplysninger fra den daværende justitsminister gengivet i Jyllands-Posten 7/8 1991 – fået 60.000 muslimer ind i landet. Dengang fik vi at vide, at så få ikke betød noget. I Jyllands-Posten 24/6 2016 fortæller justitsminister Søren Pind så, at der her nu er 270.000 muslimer, og at vi ikke kan gøre noget ved det.

Med den vækstrate vil her imidlertid være over en million muslimer i 2040 og over fire millioner om 50 år.

Hvad vil livsvilkårene til den tid så blive for vore børnebørn? Afspejler Pinds manglende stillingtagen til denne udsigt et fungerende demokrati?

Skiftende regeringer har også mht. denne trussel undladt at yde det bidrag til demokratiets funktion, det ville være at få tilvejebragt et grundigt og objektivt informationsgrundlag om forholdene – f.eks. omkostningstal, prognoser osv.

Den opgave, der ligger i at få skaffet et sådant grundlag som basis for den politiske debat, er i stedet massivt blevet overladt til de såkaldt humanitære og mellemfolkelige organisationer, der har misforvaltet den groft til egen fordel, samt til en presse, der er så træg til at bringe de centrale spørgsmål frem og efterlyse det, der mangler, at det minder om ond vilje.

Hvad det sidste angår:

Eksempel 1: Hvorfor bruger medierne kun spalteplads på problemet om en ”opsigelse af konventionerne”, som alle menneskerettighedseksperter – det er som bekendt kun ”eksperter” med dette udgangspunkt, pressen henvender sig til – anser for både praktisk og moralsk umulig? Konventioner må altid tolkes med forbehold for de tiltrædende staters grundlæggende retsprincipper og hensynet til opretholdelse af deres ”offentlige orden”. Undertiden tales om uskrevet forbehold for ”ordre public”. Det er muligvis det, de østeuropæiske lande, Japan og andre stater henholder sig til, når de er stået af på en vanvittig flygtningepolitik. Og det er muligvis også dette forbehold, formanden for det udvalg, der skrev udkastet til den udlændingelov, som åbnede sluserne i begyndelsen af 1980’erne, nemlig højesteretspræsident Peter Christensen, henholdt sig til med udvalgsflertallet i ryggen, da dette foreslog, at der skulle kunne lukkes af, såfremt indstrømningen måtte blive ”omfattende“. Det havde han næppe gjort, hvis forslaget stred mod konventionerne. En regel herom blev imidlertid ved Flygtningehjælpens - af pressen - understøttede manipulation af Folketinget pillet ud af den endelige lov. Så vidt vides har intet medie, trods 30 års forsøg på at få dem til det, interesseret sig for forbeholdet.

Eksempel 2: Hvornår har pressen afkrævet de ansvarlige politikere en stillingtagen til den prognose, der kan udledes af Melchiors og Pinds oplysninger om den eksplosive udvikling i muslimtallet, eller til det konkrete ansvar for den vold og terror, der følger, eller til de konkrete konsekvenser af de udgifter, de tilvandrede påfører det danske samfund?

Hvorfor skal de ansvarlige slippe for at svare?

Hvorfor skal den væsentligste årsag til nedskæringerne overalt i den offentlige sektor bare have lov til at forsvinde i tågerne?

Eksempel 3: Hvornår har pressen afkrævet de ansvarlige politikere en stillingtagen til, om islam overhovedet er en religion i grundlovens forstand og ikke blot en politisk ideologi? Den Augsburgske Trosbekendelse, som er basis for folkekirken, der ifølge grundloven netop er folkekirke, fordømmer udtrykkeligt ”muhamedanerne”, som præsterne ifølge præsteløftet da også er forpligtet til at bekæmpe. Er vi overhovedet forpligtet efter grundloven til at give muslimer religionsfrihed, eller kan de højst påberåbe sig politisk frihed?

Det er, som om det er tabt af syne, at det, der foregår i disse år, ikke er en leg, der bare kan stoppes igen, hvis den løber grassat, og hvor den deltager, der har de bedste spindoktorer eller smarteste politiske meninger, vinder.

Det er tværtimod en blodig alvor, hvor vore børnebørns liv er på spil.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.