Trofæjagt er nødvendig

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg har brugt mere end fire årtier af mit liv på at opbygge et af verdens største specialiserede jagtrejsebureauer. I den periode har jeg set jagtindustrien blomstre i nogle lande og blive systematisk nedbrudt i andre. Jeg har for eksempel været vidne til, hvordan det tidligere så vildtrige Kenya har mistet mindst 80 pct. af sit storvildt til krybskytter, efter at præsident Kenyatta forbød storvildtjagten i 1977 og dermed fjernede et væsentligt økonomisk incitament for at forvalte vildtbestandene uden for nationalparkerne bæredygtigt. Det har været utroligt sørgeligt at følge.

I samme periode har jeg oplevet, hvordan jagtindustrien i det sydlige Afrika er blomstret op. Jagten har gjort naturområder med vildt mere økonomisk rentable end opdræt af kvæg og får, og det har i min tid medført, at vildtbestandene på privat mark i f.eks. Sydafrika er mere end fyrredoblet! Helt konkret er der sket en øgning i bestanden af større planteædere på privatejet land fra omkring en halv million dyr til mere end 20 millioner dyr. Størrelsen af de nødvendige naturområder er naturligvis fulgt med – vi taler om et af de ubetinget største naturgenoprettelsesprojekter i menneskehedens historie.

Adskillige arter kan takke denne enorme tilbagelægning af kvægfarme til naturområder med jagt for deres fortsatte eksistens. Det gælder ikke alene ikoniske arter som hvide næsehorn, men også en lang række mindre kendte afrikanske dyr som bl.a. black wildebeest, vaal rhebok, blesbok, nyala og bjergzebra er takket være jagtindustrien bragt fra randen af udryddelse til nu at være almindeligt forekommende. Masser af ikkejagtbare arter stortrives også i den restaurerede afrikanske natur. Det har været en fantastisk proces at følge, og jeg havde selv i en årrække det særlige privilegium at deltage aktivt gennem mit ejerskab af en stor farm i det nordlige Sydafrika. Uden indtægterne fra jagten havde naturmiraklet i det sydlige Afrika ikke været økonomisk muligt.

Måske har vi i jagtindustrien gået for stille med dørene, hvad angår vores virksomhed. Måske har vi troet på, at den, der lever skjult, lever godt. Måske blev vi overrumplede af den magt, som sociale medier fik i vores samfund på blot nogle få år.

Jeg må i hvert fald konstatere, at sagen om løven Cecil og en hel del andre meget stormfulde og hadske udfald imod trofæjagt – og i særdeleshed imod trofæjægere – har medført en af de værste kriser for jagtindustrien i Afrika i alle mine år i branchen. Efter blæsevejret har såvel kulturpersonligheder som politikere og store internationale flyselskaber m.fl. stået i kø for at fordømme trofæjagt. Flere lande har indført importforbud eller kraftige restriktioner imod forskellige jagttrofæer – det gælder bl.a. USA, Australien, Frankrig og Holland – og den foreløbige kulmination på krisen kom, da en gruppe EU-parlamentarikere forsøgte at få et totalforbud imod import af jagttrofæer til EU i foråret.

De allerede gennemførte restriktioner, der primært gælder de ikoniske arter, som er mest populære på sociale medier, i kombination med den hadefulde stemning imod trofæjægere har desværre fået dramatiske konsekvenser for naturforvaltningen i Afrika. I første omgang er det de fattigste og mest afsidesliggende områder, der er blevet hårdt ramte af, at ingen længere vil betale for at skyde nogle af de løver og elefanter, som af hensyn til lokale bønders levegrundlag og sikkerhed skal bestandsreguleres under alle omstændigheder.

Uden indtægterne fra jagt er dyrene udelukkende et problem for lokalbefolkningen, og de bliver snart udryddet.

Vi ved, at det sker – vi har set det så tit. Går restriktionerne endnu videre og fører til totalforbud imod trofæimport, som nogle politikere ønsker det, bliver naturområderne i det sydlige Afrika lagt tilbage i kvægdrift. Fuldstændigt som i vores del af verden er afrikanske jordejere tvunget af de økonomiske realiteter til at vælge de mest rentable måder at bruge deres land på. Når vild bush bliver til kvægfarm, er konsekvenserne indlysende. Vildtet bliver skudt, fordi det æder kvægets føde, rovdyrene udryddes med alle tænkelige midler, fordi de æder kvæget, og med de store vilde dyr forsvinder også det meste af det øvrige dyre- og planteliv fra små pattedyr over fugle og insekter til et mylder af planter, der ikke kan trives, når bushen bliver græsset ned.

Under hele den nuværende krise for trofæjagten har der ikke været mange røster i debatten, der har talt for jagten som et vigtigt værktøj i naturbevarelsen i Afrika. Vi fra jagtindustrien har råbt op, men vores input i debatten kan naturligvis ikke betragtes som upartiske, og der har indtil for nylig kun været relativt få ikkejægere med en faglig tilgang til naturforvaltning og -bevarelse, som har stukket næsen frem i den hadske debat. De store miljøorganisationer har været meget tavse. Men nu har piben – langt om længe – fået en anden lyd.

Det startede med en klar udmelding fra IUCN – den internationale union for naturbevarelse. Denne miljøorganisation har flere end 1.300 statslige og private miljøorganisationer fra flere end 170 lande (herunder Danmark) som medlemmer. IUCN overvåger trusselsbilledet for verdens truede dyr og planter og ajourfører løbende en ”rødliste” over arternes bevaringsstatus på baggrund af videnskabelige fakta. Denne liste betragtes som en videnskabelig facitliste, og den ajourføres efter forsigtighedsprincippet. Hvis nogen kan udtale sig kvalificeret om bevarelse af verdens dyr og planter, er det IUCN. Det er faktisk det, organisationen – der er fuldstændig upartisk – er til for.

I foråret meldte en række EU-politikere, at de ville arbejde for et totalforbud imod import af jagttrofæer til EU. I den anledning udfærdigede IUCN en redegørelse for trofæjagten, og hvilke effekter den har for naturbevarelsen. Konklusionerne var klare og understreget af en lang række videnskabeligt underbyggede eksempler.

Trofæjagt er ofte et endog meget væsentligt incitament til naturbevarelse, og adskillige arter kan takke jagten for deres gunstige bevaringsstatus.

For kort tid siden fulgte en anden tung organisation trop. Verdensnaturfonden – WWF – tog officielt stilling til trofæjagt, og selv om ordene fra denne private miljøorganisation er indpakket med større omhu, så er der heller ikke her tvivl om konklusionen: Trofæjagt er i mange tilfælde et effektivt redskab til bevarelse af vilde dyr – ”selv truede arter”, som WWF udtrykker det på organisationens hjemmeside.

Uanset hvad man mener om storvildtjægere, så er det svært ikke at glæde sig over, at de store naturbeskyttelsesorganisationer nu tager ansvar for naturbeskyttelse med de metoder, som beviseligt virker. Trofæjagt er naturbeskyttelse, hvis jagten i øvrigt bedrives efter bogen!

Vi kan ikke basere naturforvaltning på irrationelle følelser, som i sidste ende skader indsatsen. Det vigtigste for alle involverede må være, at naturen faktisk bevares. Jeg håber, at alverdens popularitetshungrende politikere lytter til videnskaben og undlader at lade stemningen på de sociale medier styre fremtidens naturforvaltning. Det ville være en katastrofe for Afrikas vilde dyreliv og en sørgelig gentagelse af det østafrikanske naturkollaps, som kom som følge af forbud mod trofæjagt i Kenya for snart 40 år siden.