Krigens onde cirkel

Det sidste århundrede talte to verdenskrige, 1914-18 og 1939-45. Det er den sidste, vi af naturlige grunde husker bedst, men det er den første, der fik de mest gennemgribende følger. Tre imperier gik til grunde – Rusland, Østrig-Ungarn og Osmannerriget – den russiske revolution førte til kommunismen eller rettere stalinismen, og Versaillesfreden i 1919 med dens ydmygelse af Tyskland skabte forudsætningerne for Hitler og hans ønske om revanche. Lige som efter 30-årskrigen 1618-48 lå Europa i 1945 – efter 31 års krige, nationalisme og fascisme – i ruiner ligesom Japan og store del af Sydøstasien.

Mens de to krige har tjent som huskesedler om nødvendigheden af at undgå storkrige og bl.a. førte til oprettelsen af EF, senere EU, i 1950'erne, spores der nu for første gang siden 1945 ansatser til fortrængning eller ligefrem glemsel af de to krige og deres katastrofale konsekvenser for såvel mennesker som stater. Vi er 100 år fra Første Verdenskrig og snart 75 år fra Anden. Vi er få, som er født under denne, og der lever ingen længere fra den første. Glemslen sætter ind.

Trods en generel glemsel mindes statsledere fra de kæmpende magter dog stadig den første krig og dens ufattelige ofre. I anledning af hundredåret har der således i denne sommer været mindehøjtideligheder ved slagmarkerne i Verdun, hvor Frankrig mistede op imod en halv million mand, og ved floden Somme lidt længere mod nordvest, hvor briterne mistede det største antal soldater i deres historie, på den første dag alene 60.000. Den anden side led tilsvarende tab. I alt kostede krigen ni millioner døde, mens 22 millioner blev sårede og fem millioner meldt savnede.

De store tabstal var blevet en sædvane, ja næsten noget tilstræbelsesværdigt, fordi de vidnede om kampgejst. Således ærgrede den britiske øverstkommanderende Douglas Haig sig i sin dagbog den 4. sept. 1916 over, at »denne divisions samlede tab er på under tusind mand!« Og general Rawlinson skrev tre uger senere: »Lawford til middag. I fineste form. Hans division har mistet 11.000 siden 31. juli«. For generalerne var mennesker blot tal, og kynismen hverdag, mens mændene i skyttegravene kæmpede med dødsangst, mangel på mad, skidt og møg, regn, kulde, rotter og mangel på latriner, når de da ikke ligefrem blev sat ind i desperate angreb, der kostede tusindvis af liv uden at føre til noget. Desertering kostede som minimum mange års fængsel og ofte livet.

Analogier kan være farlige, men et fællestræk hos de ledere, der starter eller fører en krig, er optimisme. Vi vil sejre! Vi er uovervindelige! Således har det formentlig lydt fra Stenalderen til George W. Bush og Irakkrigen i 2003. Men virkeligheden er ofte en anden, og de folk, der bliver sendt i krig, skal bære byrden. Efter krigene på Balkan, i Afghanistan og i Irak taler vi om invaliderede soldater og mænd med posttraumatisk stress. Mange af dem har oplevet horrible ting, men de har været i krig i forholdsvis kort tid og ikke ligget i åbne, mudrede skyttegrave med granater regnende ned over sig i årevis. Det var vilkårene under Første Verdenskrig, og millioner af mænd må have lidt af langt værre skader end dem, de nuværende veteraner har, ikke kun fysiske, men også psykiske.

Hvor der i dag er psykologhjælp efter krige, var der dengang ingenting, og det gælder også for dem, der kæmpede under Anden Verdenskrig. Mellemkrigstiden og tiden efter 1945 må for mange have været præget af fysiske og mentale sår, som ikke kunne læges. Og for nogle, som f.eks. Adolf Hitler, Hermann Göring og Rudolf Hess m.fl. førte det lige lukt ind i en ny krigsbevægelse, nationalsocialismen. Den blev stiftet og præget af tidligere frontsoldater, som ikke kunne eller ville glemme, men ønskede revanche. Krige kaster lange skygger. I forbindelse med de mange terroranslag i Frankrig bliver det nu også diskuteret, om ikke den franske Algierkrig 1954-62 stadig spøger i baggrunden. Den blev ført med yderste brutalitet, ikke kun af den algeriske frihedsbevægelse, men også af den franske hær, der anvendte tortur og lavede massakrer. Mange fra Algierkrigens to sider lever stadig i Frankrig ligesom deres afkom, der kan have "arvet" krigstraumerne.

Som i Tyskland efter 1918 er der revanchister, nu på begge sider. Stifteren af Front National med dets antiislamistiske og dengang også antisemtiske program, Jean-Marie le Pen, er således en af veteranerne fra Algierkrigen. Og nu vi er ved sammenligningerne: IS er udsprunget af officerer og civile fra resterne af Saddam Husseins hær og Baath-partiet. Således kører krige i ring.

Og så var det for resten i går 71 år siden, amerikanerne kastede den første atombombe – over Hiroshima. Dødstallet lå langt under Første Verdenskrigs. Men det nye var, at det ved siden af Holocaust var første gang, en krigsførende magt udelukkende gik efter at dræbe civile. I en tredje verdenskrig ville det blive mønstret, og ikke mange ville overleve.