Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Et historisk mirakel

Færøernes flag går i dag til tops overalt i rigsfællesskabet. I dag er Færøernes nationaldag. Kronikøren beretter om de drøje forhandlinger for over 200 år siden, som gjorde Færøerne danske.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Når Færøernes flag i dag den 29. juli, Færøernes nationaldag, for første gang glider til tops overalt i rigsfællesskabet, er det et to hundrede år gammelt historisk mirakel, som på afgørende vis skulle ændre både Danmarks, Grønlands, Færøernes og Islands skæbne, vi fejrer.

Da den danske forhandlingsdelegation under ledelse af den vestindisk fødte og derfor – som noget dengang usædvanligt for en dansk diplomat – engelsktalende Edmund Bourke i begyndelsen af januar 1814 ankom til Kiel, hvor de blev ventet af svenske, russiske, engelske og østrig-ungarske delegationer, var det med bange anelser. I et desperat forsøg på at redde den dansk-norske fællesstat var Frederik VI havnet på den forkerte side i Napoleonskrigenes slutfase, og nu skulle regningen betales. Ingen var i tvivl om, at den ville blive høj, og at det i værste fald var Danmarks eksistens som selvstændig stat, der stod på spil.

De sejrende magter med Storbritannien og Rusland i spidsen var på forhånd blevet enige om, at den dansk-norske union, som i 1814 havde bestået ubrudt siden 1380, altså i 434 år, skulle sprænges, og at Sverige, der i mellemtiden havde manøvreret sig over på de sejrendes side, skulle have Norge som kompensation for Finland, som Rusland havde erobret 1809.

Glædeligvis viste det sig allerede under de indledende møder i det iskolde Buchwaldscher Hof på Dänische Strasse, at ingen af stormagterne ønskede Danmark fjernet fra det politiske landkort. Kongeriget Danmark med hertugdømmerne Slesvig-Holsten ville med mindre justeringer få lov at bestå; således blev den strategisk vigtige ø Helgoland i Nordsøen ud for Holstens kyst, som havde været besat af Storbritannien siden 1807, inddraget under Det Britiske Imperium. Hvis kronprins Karl Johan, Sveriges iltre forhandlingsleder i Kiel, i sit stille sind havde gjort sig forhåbninger om at blive herre over hele Norden, måtte han skyndsomst trække piben ind. Deraf blev ikke noget.

Alternativet i 1814 var jo ikke samhørighed med Norge, det var indlemmelse i det britiske imperium.

Men den på forhånd aftalte tvangsskilsmisse mellem Danmark og Norge kunne der ikke rokkes ved. Der var ingen vej udenom, og Danmark, der med Norge og Europas fjerdestørste flåde i ryggen gennem generationer havde været en betydningsfuld europæisk magt, måtte finde sig i med ét slag at blive reduceret til en småstat, som ingen rigtig regnede med, og som udlændinge ikke altid lige kan huske, hvor ligger. Det er en ydmygelse, vi vist aldrig helt er kommet os over.

Sådan forløb dagene i Kiel med anspændte, målrettede forhandlinger, indtil der i allersidste øjeblik skete noget aldeles uventet, nemlig at de nordatlantiske øer, der af konferencen betragtedes som en del af det britiske imperium, kom på forhandlingsbordet. Ikke for at blive overdraget Norge, som de havde tilhørt siden Middelalderen, men for ved en sidste øjebliks ændring af fredstraktaten at blive overdraget til Danmark.

Dette sene sving i et ellers stramt og regelret gennemført forhandlingsforløb har givet anledning til mange spekulationer. Længe var det den almindelige opfattelse, at det skyldtes den danske forhandlingsleder Edmund Bourke, der udnyttede sin overlegne kundskabsmængde, sine ypperlige sprogkundskaber og sine fortrinlige diplomatiske evner – og de andre delegationers dødelige udmattelse – til at sikre Island, Grønland og Færøerne for Danmark ved at dreje fredskonferencen en knap med påstanden om, at Grønland, Island og Færøerne aldrig havde været norske og derfor burde gå til Danmark. Denne forklaring lider imidlertid under to afgørende svagheder. Den ene er, at det aldrig havde været på tale at lade de nordatlantiske øer følge Norge og dermed blive en del af det nye Sverige-Norge. Det ønskede briterne, som for øjeblikket sad på øerne, under ingen omstændigheder, for med Færøerne, Island og Grønland i folden ville det nye Sverige-Norge potentielt være i stand til at udfordre Englands herredømme over Nordatlanten. Den anden store svaghed ved den traditionelle forklaring er, at den tildeler Danmark en aktivistisk rolle. Det er der ikke grundlag for, der forelå ikke noget dansk ønske om at få de nordatlantiske øer. Danmark havde i modsætning til unionspartneren Norge aldrig interesseret sig særlig meget for Grønland, Island eller Færøerne og var – også af den grund – indstillet på at lade de gamle norske bilande glide ind i Det Britiske Imperium. Det var baggrunden for, at grønlandshistorikeren Finn Gad i 1981 fremsatte en ny tolkning af begivenhedsforløbet, som senere er blevet taget op af blandt andre Bo Lidegaard, nemlig at det var briterne, der i sidste øjeblik foretog et turn-around og blev enige med sig selv om, at det ville være en god idé at overlade disse tre nordatlantiske samfund til det stærkt svækkede Danmark frem for selv at beholde dem. En driftssikker løsning, som skånede det i forvejen overanstrengte britiske regeringsapparat, samtidig med at man fastholdt Storbritanniens dominans i Nordatlanten lige så sikkert, som hvis Storbritannien selv havde beholdt øerne. Som nordeuropæisk småstat ville Danmark altid være i lommen på London. Således gik det til, at Danmark i 1814 uden at ønske det, snarere tværtimod, fik tildelt et kæmpestort nordatlantisk appendiks, som man ikke havde nogen jordisk chance for at forsvare militært, og som derfor reelt var under britisk kontrol. Danmark var, ganske vist uden selv at ville det, blevet en nordatlantisk og polar stormagt.

I dag er de fleste danskere formentlig glade og taknemmelige for de nordatlantiske dele af riget. De giver luft – Danmark er takket være Færøerne og Grønland andet og mere end en anekdotisk småstat som Liechtenstein eller Luxembourg – og de giver os en indflydelse og en position i Nato og i EU, som vi ellers ikke ville have haft. Dertil kommer den umådelige betydning, som Nordatlanten gennem årene har haft og stadig har for dansk videnskab, kunst og kultur. Tænk bare på den kun 27-årige læge Peter Ludvig Panums epokegørende afhandling fra 1847 om mæslingeepidemien på Færøerne året før, ”Iagttagelser, anstillede under Mæslinge-Epidemien paa Færøerne i Aaret 1846”, som banede vejen for den moderne forståelse af mæslinger og andre kontagiøse sygdomme, og på betydelige dansk-færøske forfatterskaber som Jørgen-Frantz Jacobsen og William Heinesen.

Frem til den 17. juni 1944, da Island meldte sig ud og udråbte sin egen republik, bestod det dansk-islandsk-grønlandsk-færøske rigsfællesskab i den form, det havde fået i Kiel den 13. eller måske endda først den 14. januar 1814, få timer før Kielerfreden langt ud på natten blev underskrevet. Ikke sjældent hører man grønlændere og færinger sige, at Grønland og Færøerne burde gøre som Island og melde sig ud – var det ikke lige for bloktilskuddets skyld, ville det være bedre at være fri for danskerne! Hvad skal Færøerne og Grønland dog med Danmark, som er så anderledes og ligger så langt væk? Hvis det var Norge, så kunne det måske endda gå an – men Danmark?

Det kan man måske nok forstå rent spontant. Men Færøerne og Grønland – og Island med for den sags skyld – har haft mindst lige så meget ud af rigsfællesskabet som Danmark. Alternativet i 1814 var jo ikke samhørighed med Norge, det var indlemmelse i det britiske imperium. Var det sket, ville det uden tvivl være gået Færøerne, Island og Grønland, som det er gået Orkneyøerne og Shetlandsøerne, der har en stolt nordisk fortid, men hvor der i dag efter 500 års britisk herredømme intet er tilbage af det norrøne. Alt er engelsk. På samme måde ville Grønland, Island og Færøerne være blevet opsuget af den forførende, men også uimodståelige angelsaksiske kultur, og der ville i dag ikke være blevet talt et ord færøsk på Færøerne, ikke ét ord grønlandsk i Grønland og ikke ét ord islandsk på Island. Der ville ikke have været noget færøsk flag at lade glide til tops i dag, og der ville heller ikke have været noget grønlandsk eller noget islandsk flag. Det ville have været Union Jack overalt. Der ville heller ikke have været selvstyre i Grønland og på Færøerne, som vi kender det i dag – man ville have haft lokalrådsordninger af den type, som vi i dag finder på Orkneyøerne og på Shetlandsøerne, og republikken Island ville ikke have eksisteret. Island ville have været en engelsktalende ø med et internt hjemmestyre i stil med, hvad man kender fra Falklandsøerne. Og alle tre ville som integrerede dele af Storbritannien have været medlemmer af EU siden 1973 og i dagens brexit-tummel have haft de samme problemer at slås med som Shetlandsøerne og Orkneyøerne.

For Færøerne, for Grønland – og for Island med – betød fællesskabet med Danmark fra 1814 ikke slaveri og underkastelse, men tværtimod frihed med alt hvad deraf fulgte af først kulturel, senere også politisk og økonomisk opblomstring. Da Danmark i 1814 overtog eneansvaret for Færøerne, var færøsk fortrængt af dansk både som kirke- og skolesprog, og der var i høj grad grund til at frygte for det færøske sprogs fremtid.

Men det gik anderledes, blandt andet fordi de danske myndigheder efter 1814-chocket blev mere åbne over for nationale værdier. Af stor betydning i specifik færøsk sammenhæng blev en lille bog med titlen ”Dansken paa Færøerne: Sidestykke til Tysken i Slesvig”, som litteraturhistorikeren og sprogvidenskabsmanden Svend Grundtvig udgav 1845, og hvori han argumenterede for, at når man i Danmark protesterede mod, at tysk fik lov at fortrænge dansk i hertugdømmet Slesvig, så måtte man have forståelse for, at det ville være et kulturelt overgreb mod det færøske folk at lade dansk fortrænge færøsk på Færøerne.

Den sad, og det færøske sprog blev med Grundtvigs skrift et anliggende for hele riget, som på smukkeste måde blev ført igennem. Senere kom alle de andre ting inklusive selvstyre og eget færøsk flag.

Tillykke med nationaldagen, kære venner på Færøerne!

Og tak for de 202 år, der er gået, siden rigsfællesskabet blev skabt ved et forhandlingsbord i Kiel af nogle udmattede og dødsenstrætte britiske diplomater, som ikke kunne ane, hvad de havde gang i.

Man skulle tro, en engel var kommet forbi.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.