Fortsæt til indhold
Kronik

Den livsfarlige computer

Det er aldeles uforståeligt, hvorfor den uafhængige og statsstøttede forskning ikke gør, hvad den kan, for at oplyse os normale mennesker om den helt indlysende fare, som fremtidens kvantecomputere stiller hele menneskeheden over for.

Per Uggen, skibsfører, vts-operatør

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For et år siden bragte JP kronikken: ”E-intelligens kan true menneskeheden.” Heri beskrev jeg, hvad der kan ske, hvis mennesker uforvarende kommer til at skabe en supercomputer, som udvikler selvstændig personlighed, og som har ondt i sinde. Kronikken står stadig til troende, men hvad flere eksperter for blot et år siden anså for først at ville ske efter år 2050, kan måske vise sig at ske tre til fire år fra nu.

På IBM’s hjemmeside – under nyhedsbreve, d. 4/5 2016, skriver IBM, at man har en fungerende 5-qubit kvantecomputer. I forlængelse heraf oplyser IBM, at man forventer at have en ”mediumstørrelse kvanteprocessor” på 50-100 qubit i løbet af det næste årti! At bruge udtrykket ”mediumstørrelse” er imidlertid en kæmpe underdrivelse, hvilket jeg vil forsøge at forklare, så kort som jeg kan – uden at fordybe mig i kvantefysikken eller teorierne, som ligger bag.

100 qubit er lig med en koncentreret ram-kapacitet på 1.267.650.600.228.229.401.496.703.205.375 bit, hvilket er mange milliarder gange mere, end summen af al ram-hukommelse, som er lavet indtil nu. 100 qubit har over 100 millioner gange flere ram-bits samlet på et og samme sted end samtlige hjerneneuroner hos alle mennesker, der nogensinde er blevet født på denne jord!

Hvis man skal prøve at oversætte dette ”bit”-tal – hvilket er svært, så modsvarer det, at hver eneste af EU’s 515 millioner borgere skulle eje 307 millioner 1-TB stationære hjemmecomputere. Det er super vigtigt at forstå, at 100 qubit er en ekstremt stor ram-kapacitet, grænsende til det absolut ufattelige.

I tilgift foregår al databehandling i en kvantecomputer på atomart niveau, hvilket betyder, at selv de mest komplekse beregninger, som videnskaben kan lave i dag – og som tager timer at gennemføre, vil foregå på nanosekunder – endda fragmenter af nanosekunder. Hidtil har ingen computer kunnet udføre det samme antal regneoperationer – pr. sekund, som menneskets hjerne.

En 100-qubit kvantecomputer vil i kerneprocessen overgå menneskets teoretiske flops-hastighed med over en milliard gange.

Skulle denne totalt uforståelige computerkapacitet – eller en af dens mange søstermaskiner, som er opkoblet på internettet, da IBM jo har til hensigt at sælge disse 100 qubit IBM-processorer, nogensinde opnå selvbevidsthed, begynde at iagttage verden på egne præmisser, opnå egen beslutningskraft, begynde at træffe egne selvstændige beslutninger, begynde at misbruge sin viden og sin egen position og begynde at planlægge sin egen fremtid – en fremtid uden menneskets tilstedeværelse, så vil vi stå overfor et ”intellekt”, som er mange milliarder gange klogere end selv det klogeste menneske.

Det er også vigtigt at forstå, at videnskaben ønsker, at kvantecomputere skal være selvstændigt tænkende ”væsner”. Mennesket har, siden den første kunstige neuron blev skabt for 73 år siden, arbejdet ihærdigt på at skabe en kunstig hjerne – hvorfor videnskaben vil gøre alt, hvad den kan, for at dette sker, uagtet at ingen ved, hvordan et intellekt, som er ethvert menneske overlegent, kan kontrolleres. Skulle et intellekt, så meget klogere end os, komme ud af vores kontrol, vil det meget vel kunne betyde menneskets totale udslettelse, hvilket Stephen Hawking advarede os alle om, i 2014.

Et af de tåbeligste eksempler på dette ønske er ”The Human Brain Project” (HBP), som EU har støttet med 8.840 millioner kroner siden 2013 – og som oprindeligt havde til formål at lave en fungerende model af menneskets hjerne før 2024.

For mig er det aldeles uforståeligt, hvorfor den uafhængige og statsstøttede forskning ikke gør, hvad den kan, for at oplyse os normale mennesker om den helt indlysende fare – og de meget betydelige udfordringer, som fremtidens kvantecomputere stiller hele menneskeheden over for.

For mig giver det ingen mening, at en 57-årig skibsfører med en absolut gennemsnitlig hjernekapacitet skal lave disse beregninger, forsøge at forklare de beregnede resultater og præsentere disse ekstreme data, selv om jeg ingen baggrund har for at gøre det – og forsøge at forklare, hvad der kan ende med at blive en katastrofe. Men jeg ved nu, at hvis ikke jeg påtager mig rollen, som den "skrigende" videnskabsmand, så er der ingen anden i denne verden, som gør det. Videnskaben har valgt at tie af grunde, jeg ikke forstår. Folk så utroligt meget klogere end mig forstår den fare, som jeg her har beskrevet. Igen – en 100-qubit kvantecomputer kan komme med et ukendt og skjult intellekt – eller det kan komme uden et intellekt! Ingen på denne jord ved det med sikkerhed.

Hvis den kommer uden eget ”intellekt” – så ved vi, at skødesløse forskere vil forsøge at implantere fungerende kunstige hjerneneuroner. Som sagt: Fra den første edb-maskine har videnskaben forsøgt at skabe kunstig intelligens – en egen ”sjæl”, selv om ingen har den mindste anelse om, hvordan et sådant intellekt håndteres.

Simpelt som det lyder, så handler dette om at forstå virkeligheden – og omfanget af, hvad vi er ved at skabe. Hvis vi ikke gør det nu, kan det være for evigt for sent – og i henhold til IBM kan denne begivenhed vise sig kun at være tre og et halvt år væk fra nu.

For mig handler det ikke om, at vi skal modarbejde teknologiske fremskridt – men at verdens klogeste sætter sig sammen og får lavet grundige risikoanalyser! At vi får lavet robuste modeller, som klart analyserer og beregner, hvordan en 100-qubitprocessor vil agere, hvis den opnår egen beslutningskraft og egen selvbevidsthed. At vi som mennesker forbereder os bedst muligt til vores første møde med et ”nyt” intellekt, som er så meget smartere og klogere end os selv.

Eller, hvad der også kunne vise sig at være en fornuftig konklusion, at vi med baggrund i vores egen begrænsede visdom undlader at skabe situationer, der potentielt truer vores egen civilisation – og vores eksistens.

Vi har flere gange set, at grupper på fem til seks utilpassede teenagere har haft succes med at lægge selv meget store private og offentlige edb--systemer ned.

Vi har alle set og oplevet, hvor sårbare vi er, når mobiltelefon, elforsyning, medier, Nets og dankort er nede – blot i få timer. I forhold hertil skal der meget lidt fantasi til at forestille sig, hvor meget et kunstigt skabt intellekt, milliarder af gange klogere end selv det klogeste af alle mennesker, kan anrette af skade.

Det er også supervigtigt at forstå, at vi har bragt os i en situation, hvor vi ikke mere kan overleve uden støtte fra vores digitale hjælpemidler.

Jeg bebrejder ikke videnskaben, eksperterne eller de store virksomheder noget som helst. Der er ingen, som bevidst ønsker menneskeheden det ondt. Men store virksomheder evner ikke selv at tænke den globale sikkerhed ind i det, som de er ved at skabe.

IBM er ikke en ond virksomhed – IBM ved, at en 100-qubitprocessor vil generere indtægter i billiardklassen – og ingen har forklaret vores politikere, hvad der er ved at ske.

Kontroversielt og uforståeligt, som det nu engang er, så har alle borgere i denne verden et legitimt krav på at kende til kvantecomputerens udvikling og få oplyst, at en 100-qubit kvantecomputer kan vise sig at være den største eksistentielle trussel, som vi som mennesker nogensinde har stået over for.

Samtidig er det også vigtigt at notere, at det er IBM selv, der går ud og oplyser om udsigten til en 100-qubitprocessor.

Her er der ikke tale om en akademisk fremskrivning baseret på usikre forsøg og fremskrivning af meget tvivlsomme kvanteteoretiske forskningsresultater.

Artiklens emner
IBM