*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Den rituelle mytomani

Hvad nu, hvis terroristerne bare er forvirrede eksistenser?

Så tager vi den lige en gang mere, turen i den selvopretholdende rituelle mytomanis evindelige karrusel. Sekvensen er efterhånden fuldstændigt fastlagt. En eller flere personer af arabisk eller anden ikkevestlig herkomst begår en ubegribelig ugerning. Medierne går i breakingmode og efterlader alle i en momentan tilstand af apokalyptisk kaos.

Gensidigt modsigende oplysninger, forvirrende rapporter, slørede billeder og præmature udtalelser danner en malstrøm omkring betragteren, eller rettere deltageren, for i dag er medierne så intenst integreret i vores liv, at vi ikke går til og fra denne kakofoni, men konstant befinder os midt i den. Men så sætter den rituelle mytomanis kosmosfrelsere efterhånden ind.

Lidt efter lidt tæmmer førende politikere og debattører den truende vildrede og meningsløshed med behageligt genkendelige fortællinger med simple strukturer og auraer af storhed i ordvalg og mine, der har den psykologiske effekt, at det kompenserer for omfanget af den vold, der har fundet sted. Det mytedannende ritual afspejler fuldstændigt en mainstream Hollywood-film, hvor volden aldrig står meningsløst tilbage, men forløses i eller bruges som afsæt til en religiøst emmende etablering af verdens og livets større meningsgivende sammenhæng.

På én kanal toner statsministeren tidligt på dagen frem og kommenterer den seneste grusomhed i Nice. Det er “mørke kræfter”, vi er oppe imod, konstaterer han dystert. Og dette ene citat er repræsentativt for en meget udbredt, bibelsk osende sprogbrug. Det er ikke en type udtalelse, der giver seeren et indtryk af et muskuløst lederskab, der kontant vil tage hånd om situationen og sikre den skrækslagne befolkning imod lignende fremtidige grusomheder. Den slags køber den gennemsnitlige seer ikke, specielt ikke efter de seneste års gentagne angreb, og specielt ikke når selv et så maskulint og autoritært magtudøvende system som det franske gang på gang overrumples. Og det ved Løkke godt.

Den, som træder op og taler om mørke kræfter, bliver lysets repræsentant, og den, som træder op og taler om angreb på demokratiet, bliver systemets beskytter.

Til gengæld er det en udtalelse, som nutidens generationer af mediebrugere, der er vokset op med grandiose mytologiske universer som Star Wars og Ringenes Herre, må formodes hurtigt at kunne sætte billeder og højtidelige følelser på. Vi er måske nok truet, kampen er måske nok vanskelig, og volden er måske nok ubegribelig, men i det større verdensbillede giver det hele mening. Når begivenhederne tilskrives sådanne episke dimensioner, får de pludselig en form for konstruktiv, opbyggelig betydning.

Panden løftes, tænderne bides sammen, stolthed pumpes rundt i årerne. Vi befinder os ikke længere i en grumset og tilfældig virkelighed. Vi sidder ikke en tilfældig fredag morgen med strithår og glor magtesløst ned i en smørfedtet iPad. Nej, vi vandrer på dødsbjergets slette, vi er lysets engle, og vi er på en mission. Alle er truet af de mørke kræfter, men alle har også mulighed for at lade lyset sejre. Alle er med i den mytologiske kamp.

Det, at begivenhederne gives mening og gøres opbyggelige, ved at vi alle tilskrives en rolle i en mytisk kamp, er endnu mere tydeligt i en beslægtet, højtidelig sprogbrug, som igen og igen dukker op i kommentarerne. Den finder vi denne morgen eksemplificeret hos den socialdemokratiske leder, Mette Frederiksen, som også tidligt toner frem i den landsdækkende tv-dækning af det seneste terroranslag i Nice. Vi har at gøre med et angreb på demokratiet, konstaterer hun sammenbidt. Her flytter vi os lidt fra en mytologisk sprogbrug med en bibelsk aura til en mytologisk sprogbrug med en frihedsrevolutionær aura. Der vækkes højtidelige associationer til hele vores samfundsform og potentielt til samtlige historiske hyldemeter om frihed, lighed, broderskab, hvide marmorsøjler, amerikanske præsidenter, der udånder paroler med attentatkugler i brystet, og athenske oldtidsborgere, der med svigende retorik og ytringsfrihed debatterer krigen imod Sparta.

Igen løftes den posttraumatiske mediebruger ud af det mudrede og truende menings- og glorværdighedsløse hverdagsunivers og tages med under episke vingesus. Og igen går volden fra at være grusom og meningsløs til at være grusom, men opbyggelig og betydningsskabende. Vi fødes som myte ved de blodige spor.

Den bibelsk episke og den politisk episke sprogbrug er så abstrakt, at der ingen som helst forpligtelser følger med den. Det er udelukkende opbyggelig og betydningsskabende mytologi. Og det er mere stemnings- og attitudeskabende, end det er egentlig, konkret historiefortællende. Men som det er med mytomani, så placerer sprogbrugen automatisk sprogbrugeren som glorværdig person i midten. Den, som træder op og taler om mørke kræfter, bliver lysets repræsentant, og den, som træder op og taler om angreb på demokratiet, bliver samfundssystemet beskytter. Og ved at melde os til lysets eller demokratiets kamp bakker vi først og fremmest op om mytomanerne.

Selv om Løkke denne morgen er bibelsk og Frederiksen frihedsrevolutionær, synes begge sprogparadigmer dog at være lige populære i begge politiske blokke og blandt debattører i det hele taget. Men der findes andre politiske og polemiske mytomaner, som i høj grad benytter sprog, der specifikt kendetegner deres perspektiv, og hvis myter er langt mere konkret historiefortællende og i langt højere grad placerer mytomanen selv i det episke centrum som frelsende helt. Her har vi typisk at gøre med mere udtalt stridsmytomani.

I denne gruppe finder vi naturligvis Dansk Folkeparti, men en af de allermest medieelskede stridsmytomaner er nok De Konservatives Naser Khader. Kigger man på Khaders terrorkommentarer, hvilket man som regel ikke kan undgå, eftersom han er her, der og alle vegne efter hvert nyt terroranslag, så finder man den fremstilling, at terror er et uundgåeligt og mere eller mindre direkte udslag af salafistisk eller anden tilbagestående islam.

Khader caster sig selv som den indsigtsfulde og frelste reformist, der nu advarer verden imod og selv kæmper imod en ond tro. Vi tilbydes her et besnærende simpelt og vidunderligt selvglorificerende verdensbillede, hvor den ellers meningsløse og overvældende vold kommer til at handle om de moderne troendes eller sekulæres kamp imod de middelalderligt troende. Og vi bringes endda til at forstå voldens brutalitet, for den udføres jo netop af mennesker, der mentalt befinder sig i middelalderen. Men ved at nedkæmpe deres tro med Khader i spidsen kan vi bekæmpe terroren og en stor del af integrationsproblemerne og den mellemøstlige uro i det hele taget. Sådan! Og den slags ligetil fortællinger er populære. I hvert fald er Khader omgivet af intet mindre end en personkult, der synes ganske uden sidestykke.

Og hvad er så humlen i det hele? Jo, uanset hvilken mytoman man foretrækker, så giver de os kosmisk frelse. De sender os ikke videre i en tryg verden. De gør noget endnu vigtigere. De sender os videre i en verden, der giver mening, og i hvilken vi har en vigtig rolle som aktører, båret af et episk følelseskompleks. Og ved at give os denne frelse får de os til at give dem det, de ønsker sig: en plads i myternes midte, enten indirekte fordi vi støtter de systemer, de repræsenterer, eller direkte fordi vi dyrker dem som personer eller grupper.

Det, som mediedeltageren suges ind i, ligger milevidt fra en autentisk fremstilling af eller greb om verden, som den er. Ganske vist følger videre trin i mediernes terrordækningssekvens med sporadiske højpandede diskussioner på P1, i DR2 og i de sociale mediers afkroge. Men den rituelle mytomani har da for længst trukket de nødvendige linjer op og sat sig fuldstændigt på dagsordenen, og der sættes trumf på det episke kosmos med fakkeltog, flammende taler og storpolitiske kindkram. Og dybt begravet er den truende meningsløshed og den grumsede og uglorværdige virkelighed.

Kun vagt fornemmes tvivlens hvisken: Måske blev terrorangrebene i Nice og mange andre steder begået af helt almindelige mennesker, der var kommet på afveje via et almindeligt menneskeligt kompleks af uhensigtsmæssige omstændigheder. Måske anede de intet om politik. Måske anede de ikke mere om Koranen end det, en eller lusket medfange havde fortalt dem på gårdtur. Måske anede IS ikke, at de fandtes, før de sprængte sig selv i luften eller mejede en større forsamling ned med en lastbil. Måske var de dybest set blot frustrerede over deres kulturs krise og det medfølgende identitetstab. Måske var volden helt uden større plan og formål. Og måske findes der ingen løsning på den. Men hvad stiller man op med det?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Er ansvar for menneskeliv og velfærd ikke mere værd?

Signe Munk
62 procent af danskerne, mener at sygeplejersker fortjener mere i løn. Men Sophie Løhde er uenig, kan jeg fornemme.

Blog: Europas liberale går forrest i kampen mod falske nyheder

Morten Løkkegaard
Årets ord "Fake news" risikerer at underminere vores grundlæggende værdier: ytringsfriheden og vores frie liv. Det kræver handling - her fem liberale svar på fake news og misinformation.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her