Frihed, indignation og fællesskab

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»I saw rock and roll future and its name is Bruce Springsteen.« Med disse legendariske ord beskrev musikanmelderen Jon Landau sit første møde med Bruce Springsteen i 1974.

Sjældent har en sætning været så fremsynet. Og sjældent har en mand så præcist beskrevet, hvad der netop blev fremtiden for musik. En musik og en kunstner, der har begejstret millioner af mennesker overalt på kloden lige siden. Og i aften spiller han på et fyldt Casa Arena i Horsens.

Han kan naturligvis overraske. Men hvis koncerten ligner de mange, jeg har haft glæden ved at være med til, er formlen kendt. En stor scene. Et fantastisk veloplagt band. En engageret og energisk forsanger. Og derefter mere end tre timers fuld energiudladning.

Så simpelt er det. Ingen fyrværkeri. Ingen oppustede balloner. Ingen unødig brug af ny teknologi. Ren og skær stadionkoncert, som de ellers ikke laves mere. Det er en imponerende bedrift af en 66 årig denimklædt herre. Og skal man forstå hans succes, og hvorfor han stadig er relevant, findes svaret ikke ét sted.

Naturligvis er udgangspunktet hans grundlæggende forståelse af, hvordan man sætter et godt nummer sammen. Hvis ikke det var tilfældet, ville det andet være lige meget. Hans musikalske talent er uovertruffent. Fra de solide popnumre til de rockede hits. Fra de stille serenader til de teksttunge fortællinger. I Bruce Springsteens bagkatalog findes musik til enhver anledning.

Af samme årsag har tusindevis af mennesker en personlig historie knyttet til netop hvert enkelt nummer. Hvad enten den brudte kærlighed blev ledsaget af Bobby Jean, frieriet der foregik på dansegulvet til Hungry Heart eller den søvnige provinsbys forfald, der blev oplevet med tonerne af My Hometown.

Men Springsteens univers er bygget op af mere end blot musikken. Det handler om en grundlæggende fortælling om frihed, indignation og om menneskeligt fællesskab. Om længslen efter at kunne udnytte sit eget potentiale fuldt ud. Om at skabe sin egen tilværelse uden at være begrænset af social arv, klassesamfund eller den økonomiske situation.

Det er fortællingen om Springsteens eget liv. Musikken gav ham en vej ud af den lille by i New Jersey, hvor han voksede op. Det er en universel fortælling om menneskers higen efter at skabe indholdet af deres eget liv. Titelnummeret på ”The River”-albummet er netop den historie. Om en ung mand der i 19-års fødselsdagsgave får et medlemskab af fagforeningen og en tur på rådhuset for at gifte sig med sin Mary. Ingen bryllupssmil, ingen gang ned ad kirkegulvet, ingen blomster eller bryllupskjole. Men de to har hinanden og finder mening med livet i deres kærlighed og tosomhed. Den unge mand kommer fra et sted, hvor »mister when you’re young. They bring you up to do like your daddy done.«

Ingen andre end Bruce Springsteen har været i stand til at skrive en sang om social arv, der solgte 1,6 millioner album på to måneder efter udgivelsen – og millioner efter det. Det er for mig en af Springsteens største bedrifter. At han igennem hele karrieren har insisteret på at skrive sange, der er vedkommende for den hårdtarbejdende og hårdtprøvede middel- og underklasse. Musik der har retning og nerve.

Jeg er ikke blandt dem, der mener, at de bedste udgivelser ligger 30 år tilbage.

Den kronisk mavesure anmelder i Ekstra Bladet Thomas Treo skrev efter den sidste koncert, at ’Bossen’ ikke havde udgivet et vedkommende album siden 1987. Stupiditeten i det udsagn er kun overgået af et ulideligt sløvsind.

”The Rising” fra 2002 er det album, der har dannet soundtrack til den amerikanske modstandskraft og håb efter angrebene på vores åbne samfund 11. september.

Det inderlige og sublime ”41 shots” er den stærkeste kommentar til de til stadighed nærværende raceudfordringer, der er i USA.

Og med ”Wrecking Ball” fra 2012 fik verden det eneste album udgivet, der for alvor forsøger at sætte ord og følelser på, hvad finanskrisen siden 2008 har betydet for helt almindelige mennesker. En så skelsættende og destruktiv verdenshistorisk begivenhed fandt sit sprog gennem Springsteens vrede på vegne af alle, der blev ramt, da bankerne fik korthuset til at falde sammen.

Den dybfølte indignation på vegne af helt almindelige mennesker er tydelig. Og den taler til mange. Efter Springsteens koncert i Roskilde 2012 skrev radioværten Lars Trier Mogensen, at velsagtens alle socialdemokrater var til stede den aften. Man skal være varsom med at tage andre mennesker til indtægt for politiske holdninger, men det er ikke et tilfælde, at vi er mange sosser der genkender vores sag gennem Bossens musik og fortællinger. Selv de ældste af sangene i bagkataloget er mere end nogensinde relevante. I Europa og USA oplever vi med galoperende skridt, hvordan uligheden stiger, og utrygheden følger med.

De kortest uddannede og lavest lønnede betaler prisen, når arbejdspladserne forsvinder, lønningerne trykkes ned, og sikkerhedsnettet udhules.

Springsteens sange handler om dem og deres kamp for at få hverdagen til at hænge sammen og give mening. Bruce Springsteen handler om at skabe fællesskab mellem mennesker. Om at vi er stærkere sammen end hver for sig. Og ikke mindst at de bedste fester skabes i forening.

I en tid, der er præget af tendenser til opløsning. Hvor de kræfter i samfundet, der ønsker at splitte snarere end samle, er i fremdrift.

I den tid er det fantastisk at skulle til koncert med Bruce Springsteen.

Igen opleve hans fremtidstro, hans evne til at skabe samhørighed til og mellem publikum. Hans unikke evne til at tale håbet op og frygten ned.

Derfor er jeg at finde helt oppe foran, når Bossen går på scenen i Horsens i aften. Andet ville ikke være til at holde ud.