Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En kæfert – og hvad deraf fulgte

Dén oplysning tog kegler i det lille hjem, for pludselig stod den lidt akavede situation i et helt nyt, forklarelsens skær: Jeg havde jo slet ikke været almindeligt stangberuset! Jeg var bare trådt ud af mig selv og kommet nærmere Dionysos!

Artiklens øverste billede
Denne ”pige”frokost kørte i begyndelsen som efter en velkendt drejebog, for den var en tro kopi af alle tidligere pigekomsammener. De første flasker rødvin gik på at blive opdateret på hinandens liv siden sidst. Illustration: Rasmus Sand Høyer

Dette er en historie fra det virkelige liv. Det er garanteret også en historie, mange JP-læsere kan nikke genkendende til. Men egentlig også en historie, man kunne lære af - hvis man ville. Og så har den tilmed en slags morale. Så altså:

For 30 år siden var jeg til en fødselsdag, hvor der blev serveret hjemmebrygget vin. De efterfølgende tømmermænd fik mig til højtideligt at sværge på, at jeg aldrig nogensinde mere ville være fuld, og det løfte har jeg holdt. For nylig mente jeg dog, at tiden var inde til at genopfriske den hyggelige rus, sådan som jeg huskede den fra tiden før den famøse fødselsdag. Så sammen med en veninde planlagde jeg en frokost, hvor vi på ren teenagemanér på forhånd ville tillade os selv at blive fulde.

Denne ”pige”frokost kørte i begyndelsen som efter en velkendt drejebog, for den var en tro kopi af alle tidligere pigekomsammener. De første flasker rødvin gik på at blive opdateret på hinandens liv siden sidst. Her kommer man vidt omkring og taler både arbejde, familie, politik, bøger, artikler, film, sjove episoder, nye bekendtskaber, nye vitser, kurser, foredrag, museumsbesøg, koncerter osv. Den opmærksomme læser vil bemærke, at emnet mænd ikke er nævnt, og det er der en god grund til. For selv om de to damers alder havde fået et gevaldigt nøk opad, skulle det vise sig, at en god bid af det resterende rødvinslager – fuldstændigt som i de unge dage – skulle komme til at danne bagtæppe for et helt særskilt nærstudie af netop denne interessante udgave af den menneskelige race.

Og hvad bliver der så talt om desangående i sådan et lille, intimt forum? Som efter fælles blufærdig overenskomst ikke et ord om livet i soveværelset, men ellers sættes ovennævnte skabnings generelt højst mærkværdige handle- og reaktionsmønstre og hans sprogbrug, mimik, gestik og tonefald i flere forskellige situationer under lup og dissekeres i en grad, der ville gøre enhver retsmediciner misundelig.

Der trækkes både aktuelle og fortidige situationer frem, og selvfølgelig får mændene tættest på os mest opmærksomhed, men ellers får alt interessant med Y-kromosom nogle alvorsord eller latter med på vejen. Der skåles. Der fortælles. Der skåles igen.

Værtindens uro for krystalglassenes skæbne, når de løssluppent stødes sammen, er på dette tidspunkt helt forsvundet. Nye situationer trækkes frem. Der diskuteres. Der relativeres. Alvorsfuldt. Og latterfuldt. Gode råd og kommentarer flyver frem og tilbage over bordet (Dr. Phil, go home!). Der skåles flittigt. Og i takt med at indholdet i flaskerne daler, tilføres samtalen helt nye dybder. Af alle de situationer, der er blevet gennemgået, udfældes de, der ligger hver især allermest på sinde, og de får nu en ny tur i vridemaskinen. Ikke fordi der er kommet nye oplysninger, men fordi de er de vigtigste. Der tærskes reelt langhalm, men det er der ingen, der opdager, for det her er interessant stof, så det bliver taget præcis lige så alvorligt som før. Og ordet sludrevand giver lige pludselig mening.

Se, indtil nu har begyndelsen på den nye rus fint levet op til mindet om samme fra de gode, gamle dage. Men så sker der noget, som absolut ikke skete før i tiden. Otte timer efter frokostens start slutter festen. Og det er ikke værtinden, der beslutter det, for hun kan nemlig ikke huske noget som helst om slutningen. Heller ikke om, hvordan hun er kommet ud i entreen for at sige pænt farvel til sin gæst. Hun kan dog svagt erindre, at hun var en lille smule svimmel og derfor dalede ned på gulvet, og at hun høfligt afviste en hjælpende hånd fra venindens bestilte chauffør, fordi hun mente, at hun sad mere sikkert, hvor hun sad. Hvad han gav hende ret i. Men hvad var der sket forinden? Og hvor lang tid var der gået? Totalt mørke.

Dette var imidlertid ikke noget, der plagede vores fulderik lige her og nu. Hun fandt usikkert hen til trappen for at komme op i sin seng på førstesalen. Faktisk et farefuldt forehavende i den tilstand, men det gik heldigvis godt. Fire timer senere vågnede hun. Hun kiggede ned ad sig: Hun havde ikke fået skiftet til nattøj. Munden føltes også mærkelig: Hun havde heller ikke fået børstet tænder.

Hun kom på benene kun for at opdage, at der var en usynlig hånd, der hele tiden skubbede til hende, så hun var ved at miste balancen. Med hænderne fandt hun støttepunkt efter støttepunkt, så hun til sidst nåede frelst ned ad trappen og ned i stueetagen. Hernede var der lys i hele hytten (godt, at der ikke var brugt stearinlys), og yderdøren var ikke lukket. Hun stod et øjeblik i døråbningen og trak vejret dybt ind, nød den kølige luft i lungerne.

Traskede ud for at tømme postkassen, som ikke var blevet tømt. Gik ind igen og tørrede rødvinsrande af, så godt det lod sig gøre. Kiggede lidt tvivlrådigt på den kæmpestore opvask. Og lod den stå. Gik ud og blev vasket. Fik børstet tænder. Fandt hindbærsorbet frem fra fryseren og tændte for tv. Så distræt halvdelen af en dårlig tysk film på tysk tv. En svag uro begyndte at brede sig i kroppen. Hvad var der egentlig sket? Var der nogen, der skulle ringes til for at sige undskyld til? Var der noget, der skulle siges undskyld for? Kiggede på klokken. Hvor tidligt kunne man være bekendt at ringe for at spørge? Kravlede op i seng igen. Prøvede at kalde bare et eller andet fra slutningen frem i erindringen, men der var helt sort. Faldt i søvn. Vågnede ved telefonens kimen.

»Er du o.k.,« lød det fra den knap så bombede veninde i den anden ende af røret.

Øh, jo, tak – men hvad hulen var der sket til allersidst?! Puha.

Et lettelsens suk. Man havde åbenbart været ”bare så sød” om end ”rimelig søvnig til sidst” – en, skulle det vise sig, eufemisme for uselskabeligt at have siddet og snorksovet i stolen. Men altså ingen skandaler? Ingen hidtil usagte ”sandheder”? Nej. Ikke ringet til nogen for at dele ud af mit overrislede gode humør? Ikke været uden for huset? Nej. Skulle altså ikke snige mig langs husmurene det næste stykke tid? Nej. En sten faldt fra mit hjerte.

Om aftenen satte jeg mig til at se en optaget udsendelse om oldtidens Grækenland. Her kunne man fortælle mig, at der i Athen hvert år blev afholdt en festival i form af en dramakonkurrence til ære for teatrets gud Dionysos.

Som bekendt er Dionysos også vinens gud, og festivalen startede derfor altid med et optog – en højrøstet affære med druk og en stor menneskemængde, der gik gennem gaderne med en gudestatue og en lille flok offerdyr. Som arkæologen i udsendelsen forklarede, så forholdt det sig sådan, at når man drak vin, så trådte man ud af sig selv og kom nærmere guden. Og jo mere vin man drak, jo mere trådte man ud af sig selv og kom nærmere guden.

Dén oplysning tog kegler i det lille hjem, for pludselig stod den lidt akavede situation i et helt nyt, forklarelsens skær: Jeg havde jo slet ikke været almindeligt stangberuset! Jeg var bare trådt ud af mig selv og kommet nærmere Dionysos!

Ud fra de indtagne mængder må jeg endda være kommet temmelig tæt på Dionysos. Ja, jeg må på det nærmeste have ligget i arm med Dionysos! Da jeg opløftet ringede til min veninde for ligesom at perspektivere min rus en smule, spurgte hun, om ikke det føltes skønt at have været så tæt på en gud? Jamen, altså: Jeg ka’ jo ikke huske det!

Så selv om jeg derfor på en måde kan prale af at have haft et meget nært forhold til en gud, så tror jeg nu nok, at der godt må gå 30 år igen før den næste kæfert.

Uønsket tab af kontrol er skidt. Som blackout er det bare mega skidt, når det ligefrem bliver en lodseddel, hvor skrammet man kommer ud af situationen. Så alt taget i betragtning er den gedigne branderts lyksaligheder rimelig overvurderede. Syn’s jeg.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.