Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I demokratiets navn: Hjertelig tak til briterne. Det skal nok gå altsammen

Jeg er ked af at høre engelske politikere blive skoset af Jean-Claude Juncker, en mand fra et land, der ud over at rumme en guds velsignelse af EU-institutioner mest er kendt fra en operette af Franz Lehár, erklærer forfatteren Peder Hove.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Jeg vil straks gå til bekendelse: Jeg er uforbederlig anglofil. Så kan man alt efter indstilling stoppe her eller fortsætte læsningen. Af samme årsag er jeg ked af det på briternes vegne, ikke – afgjort ikke – fordi de har stemt sig ud af EU, men fordi de får så mange skældud af politikere og andre kloge hoveder, der har endog meget svært ved at acceptere, at nogen kan have en anden mening om tingene end den, de selv har – for det har englænderne ikke fortjent.

Hvis man som undertegnede husker Anden Verdenskrig, vil man forstå hvorfor. Og jeg er ked af at høre engelske politikere blive skoset af Jean-Claude Juncker, en mand fra et land, der ud over at rumme en guds velsignelse af EU-institutioner mest er kendt fra en operette af Franz Lehár.

Faktisk er jeg så ked af det, at jeg forleden bestemte mig for at søge hjælp; dog ikke hos en psykolog, som det sig ellers hør og bør nu om dage, hvor folk føler sig berettiget til psykologhjælp, hvis de er væltet på en cykel; men i litteraturen. Nærmere betegnet den engelske, der som ingen anden formår selv i de dystreste skildringer at lade det humoristiske i tilværelsen skinne frem i velgørende glimt. Eksemplerne er legio, så jeg skal nøjes med et par stykker.

I den givne situation var det naturligt for mig at hive gode, gamle Dickens ud af reolen, og der var nok at tage af, tykke bind, tusindvis af sider, og jeg valgte derfor lige så naturligt det første i rækken, som også er Dickens’ første større værk, nemlig ”The Pickwick Papers” (Pickwickklubben på dansk).

Man skal ikke læse længe i dette ”begynderarbejde”, før man mærker Dickens’ formidable evne til at skabe uforglemmelige personer, en evne han senere udbygger i de store romaner med skikkelser som f.eks. mr. Micawber i ”David Copperfield”, den evige optimist, der lige meget hvor sort det ser ud for ham, altid ender med at konkludere: »Something will turn up!« Noget vil vise sig – underforstået noget godt.

Egentlig er handlingen i ”The Pickwick Papers” af mindre betydning, og personerne mr. Winkle, mr. Tupman og mr. Snodgrass for ikke at tale ommr. Pickwick himself er tilsyneladende blot en flok bajadser, der dog ændrer karakter i retning af det seriøse efterhånden. Den store ændring i skildringen sker med introduktionen af Sam Weller, en mand af det absolut jævne folk, som Mr Pickwick hyrer som sin personlige tjener (bogen er skrevet i 1836, da selv yngre britiske gentlemen kunne holde tjener), og som snart skal komme til at spille en hovedrolle. Han er kraftigt dialekttalende med et meget afslappet forhold til grammatisk korrekthed. Han er down to earth, snusfornuftig med et skarpt blik for de unge gentlemens naragtigheder, og helt igennem uden anden dannelse end hjertets. Men tillige er han en mand af ære, og hvis man træder ham for nær på det punkt, er der kontant afregning, hvilket tydeligt demonstreres i et af bogens mange festlige optrin. Da Pickwick en dag får besøg af en i egne øjne meget betydningsfuld øvrighedsperson, vicesherif Namby, modtages denne af Sam med en lidt frisk bemærkning, og den høje herre farer i flint: »Jeg skal lære dig manérer, min fine ven! Bare vent.«

»Tak i lige måde,« svarer Sam. »Og tag så hatten af!«

Hvorpå han slår hatten af den forbløffede mr. Namby med et så heftigt slag, at den lander i et hjørne af værelset. Stort postyr. Den besindige Pickwick beder Sam samle hatten op, hvilket han nægter, og det hele ender med, at Mr. Namby selv må tage den op, inden han skummende af raseri forlader lokalet.

Som G.K. Chesterton har sagt det, er Sam Weller det store symbol i engelsk litteratur på det særegne ved den engelske almue såsom dens dybt indgroede sans for ironi og humor. Og så har Dickens i grunden ikke ”opfundet” Sam; han har kendt ham fra barnsben, truffet på ham overalt og med fryd lyttet til hans jordnære vid og tørre kommentarer til alskens foreteelser i samfundet.

Mange år senere, i 1857, og for Dickens’ vedkommende mange romaner senere, besøgte H.C. Andersen Charles Dickens på sidstnævntes landsted Gadshill Place. Begge var da for længst europæiske berømtheder, og selv om besøget ikke var nogen ubetinget succes – især på grund af Andersens manglende engelskkundskaber – forstod de to mentalt hinanden; desuden havde begge personligt kendskab til samfundets skyggesider og øje for de sociale skævheder.

Som Dickens havde Andersen udpræget sans for satire og underfundig humor og har sikkert formedelst sin aldrig svigtende iagttagelsesevne snart opfattet nogle af de særlige træk ved den britiske nationalkarakter, som han eksempelvis lader komme til udtryk i eventyret ”Hvad fatter gør, det er altid det rigtige”. De to englændere i fortællingen vædder med bondemanden om, at han vil få knubs og ikke kys af sin kone, når han kommer hjem med en sæk rådne æbler i bytte for den hest, han drog i byen med, men som bekendt vinder bondemanden væddemålet, han får kys og ikke knubs, hvilket taberne muntert kommenterer: »Det kan jeg lide, sagde englænderne. Altid ned ad bakke og altid lige glad«.

Jeg ved ikke, hvor ligeglade englænderne altid er, men noget er der nok om snakken.

Fælles for de to digtere er tillige deres evne til i få ord eller en gestus at karakterisere en person. Pragtfuld er det lille træk hos bedemanden i ”Oliver Twist”, der benytter sig af en fin snustobaksdåse af sølv udformet som en ligkiste! Eller fattigforstanderen mr. Bumble i samme roman, der tror at gøre et godt parti, men i virkeligheden ægter en skrap kælling, som snart sætter sig fuldkomment på ham, så han, hver gang han senere ligegyldigt hvor og hvordan støder på modgang, altid sukker: »I have gained experience!« Jeg har opnået erfaring; og vi ved udmærket, hvad han mener.

Man har undertiden kritiseret Dickens, og ikke altid med urette, for overdrivelse eller psykologisk forenkling. Hans helte – der i øvrigt ofte synes ret farveløse som f.eks. Nicholas Nickleby i romanen af samme navn – er engleagtigt renfærdige, og hans skurke som den forfærdelige skolemester Squeers, Uriah Heep eller Fagin er fuldblods sataner uden formildende træk af nogen art. Men det tilgiver vi gerne.

Andre af mine engelske yndlingsdigtere kan i en vis forstand kaldes Dickens’ arvtagere med hensyn til såvel humoren som indignationen over forskellige forhold i samtiden. Det gælder således Evelyn Waugh (vel beklageligvis mest kendt i dag på grund af af filmatiseringen af ”Brideshead Revisited”), der ganske vist ikke er meget ”social”, men mest interesseret i adelens og overklassens moralske forfald. Også naragtige opkomlinge af middelklassen får af grovfilen som f.eks. den moralsk anløbne frisør Trimmer i Anden Verdenskrig-trilogien, der svindler sig til en officersrang og skønt komplet uduelig ender som højt dekoreret og på falsk grundlag udråbt krigshelt! Trods den grundlæggende tristesse er Waughs forfatterskab spækket med urkomiske optrin helt i Dickens’ ånd.

Også Graham Greene hører med i rækken. Om end dybt alvorlig i sit grundsyn og sjældent så overstadig som Waugh i sin humor, kan han godt rulle sig ud i det komiske som i ”Vor mand i Havanna” om agent 59200/5, den tidligere støvsugersælger Wormold (det hedder han!), der lader som om han rekrutterer underagenter, og i mangel af reelle efterretninger sender opdigtede historier hjem til M.I.6. ”An entertainment” kalder Greene sin fortælling; sande ord. Rig satire over efterretningstjenesten og strålende underholdning.

Tilbage til begyndelsen, men nu opløftet efter denne litterære ekskurs, ser jeg med sindsro på post-brexit England. Det skal nok gå alt sammen. Ikke mindst fordi jeg med en vis velgørende skadefryd har oplevet at se Sam Wellers efterkommere slå hatten af Jean-Claude Juncker. Well done. I demokratiets navn: hjertelig tak. God sommer.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.