Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hør efter, venstrefløj

Den ansvarlige venstrefløj er nødt til at reagere – ikke kun på fakta, men også på de oplevelser, de udsatte grupper har af udviklingen. Det er nødvendigt at tage uligheden alvorligt.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Den amerikanske forfatter Thomas Franks bog ”Listen Liberals” (Hør efter, venstrefløj), som Lars Olsen omtalte 20/6, er rigtig nok god at få forstand af, også på den politiske udvikling i Europa og Danmark.

Frank giver i sin bog en beskrivelse af de bevægelser, Demokraterne i USA har foretaget de seneste 40 år væk fra lighedspolitik og interessevaretagelse af almindelige arbejderes interesser til en ny politisk retning hen mod velsignelse af meritokratiet – hvor uddannelse og politisk korrekthed er de bærende værdier. Hvis du bliver arbejdsløs er det bare synd, at du ikke i tide satsede på en ordentlig uddannelse, lyder parolen.

Thomas Frank beskriver et USA opdelt i et Metro Amerika i byer fyldt med speltmødre og finansfolk, der værdsætter ballet, økologi og cykelstier – og et Retro Amerika, hvor overvægtige tilhængere af den hvide mands herredømme beskæftiger sig med vulgære sysler som olieudvinding, industri og landbrug, hvis de da overhovedet har noget at beskæftige sig med. Svarende til den danske politiske skillelinje mellem caffe latte-folket på Østerbro og smeden og arbejdsmanden i Udkantsdanmark.

Denne opsplitning af befolkningerne i den rige del af verden er det søkort, de politiske partier må navigere i – også i de fleste europæiske lande.

Mange af dem, der i dette nye magtspil føler sig som tabere, bliver nemt ofre for populister og andre med lette svar på svære spørgsmål. Og populismen og de lette svar findes på både højrefløjen og venstrefløjen. Så de realpolitiske partier i centrum-venstre må derfor kæmpe i begge retninger.

I USA ser vi det paradoksale, at den tabende middelklasse i høj grad samler sig om milliardæren Donald Trump. I Frankrig er det Marine Le Pen, der samler op fra højre, i Grækenland er det Syriza, der samler op fra venstre.

I Polen er det et parti udsprunget af den oprørske bevægelse Solidaritet, der samler op fra højre, og i Spanien gør Podemos det fra venstre fløj.

I Danmark er det i høj grad Dansk Folkeparti, der dygtigt har samlet op fra højre, og Enhedslisten, der har taget for sig af retterne fra venstre.

Selv om disse fremstormende partier (og Trump) umiddelbart kan se meget forskellige ud, hvad har de så til fælles? Hvad er motoren i deres vælgermagneter?

For det første tager de alle et opgør med establismentet. Fra højre side siger nogle, at vi ikke behøver at respektere internationale konventioner, andre, at markedet skal have frit spil. Fra venstre side siger de, at de økonomiske regnemetoder i finansministerierne ikke duer.

Fra begge sider melder de om løsrivelse fra EU og handelsaftaler. Deres politiske signaler lyder næsten som »hvis det er fakta, så benægter vi fakta«.

De ansvarlige midterpartier forsøger i dette positionsspil – heldigvis – at holde fast i ansvarligheden: Økonomien skal balancere og hænge sammen, internationale aftaler skal respekteres, vil skal sikre åbne markeder, og tilliden til holdbare politiske aftaler skal fastholdes.

Men læren af Thomas Franks bog er, at dette ikke rækker. Den ansvarlige venstrefløj er nødt til at reagere – ikke kun på fakta, men også på de oplevelser, de udsatte grupper har af udviklingen.

Det er nødvendigt at tage uligheden alvorligt – selv om vi ikke bare kan indføre borgerløn – der er jo ikke uanede ressourcer.

Men det hjælper ikke ældre kortuddannede lønmodtagere i insolvente huse i udkanterne at sige, at uddannelse er svaret på alle deres problemer. De kan hverken flytte eller uddanne sig ud af deres problemer.

Det hjælper ikke ældre kortuddannede lønmodtagere i insolvente huse i udkanterne at sige, at uddannelse er svaret på alle deres problemer. De kan hverken flytte eller uddanne sig ud af deres problemer.

De føler sig derfor dybt skuffede over, at velfærdsstaten, som de har bidraget til hele livet, ikke opleves at holde en hånd under dem.

Derfor må den ansvarlige centrum-venstrefløj sige nej til skattelettelser og finde de nødvendige penge til at sikre en tryg tilværelse for dem, der er hægtet af.

Nye teknologier er kommet for at blive og har givet store fremskridt for almindelige menneskers tilværelse (bortset fra få ekstreme tilfælde), indtil de overhales af nye teknologier, der skaber nye gode livsmuligheder. Tænk blot på penicillinen, bilen, jernbanen – you name it.

Men når lønmodtagere føler sig truet af nye teknologier – aktuelt ved Ubers trussel mod taxabranchen – melder den yderste venstrefløj og højrepopulisterne, at det skal forbydes, medens de neoliberale vil afskaffe alle regler, så markedet selv bestemmer farten.

Internettet har på få årtier decimeret brevposten og truet postvæsenernes overlevelse. Til gengæld har nethandelen øget pakkeposten og ført til mange nye pakkepostfirmaer. Så postvæsenet er ikke længere, hvad det har været, men der skabes mange job til lavtuddannede i pakkefirmaerne.

Her må centrum-venstre igen balancere. For Uber-teknologien kan give flere råd til at lade sig transportere med bil, og nethandelen kan give mulighed for nemmere indkøb for travle familier og personer med svage transportevner. Så det ansvarlige centrum-venstre må reagere på sådanne udviklinger ved at tilpasse love og regler, og fagforeningerne må udvikle nye aftaler for regulering af arbejdsvilkår, så den nye teknologi kommer samfundet til nytte, men på fair vilkår.

For at klare udfordringerne fra dem med de nemme løsninger fra højre og venstre, må det ansvarlige centrum-venstre arbejde sammen med de samfundskræfter, der har samme dagsorden. Det traditionelle samarbejde med fagbevægelsen, som er tyndet ud de seneste årtier, må genetableres med den progressive del af fagbevægelsen, så kampen for mere lighed får flere kræfter.

Centrum-venstre må også sammen med de progressive virksomheder i industrien kæmpe for, at der investeres mere i udvikling af produktivitet, bl.a. med højere prioritering af investeringer i infrastruktur, teknisk og naturvidenskabelig forskning og uddannelse, uddannelse af faglærte og sikring af fri verdenshandel.

Og måske ikke mindst vigtigt: Ord virker. F.eks. må centrum-venstre holde op med at løbe med på talen om ”arbejdsudbud”. Et snydeord, der skal få folk til at tro, at det er arbejdspladser, der udbydes, i stedet for ordets reelle betydning om at øge arbejdsstyrken uden tanke på skabelse af flere arbejdspladser. Eller ordet ”konkurrencestaten”, der sælges som nødvendig, fordi velfærdsstaten ikke kan overleve uden.

Men konkurrencestat står jo for New Public Management med Excel-ark og tidsmåling i stedet for ordentlig service.

Eller ordet ”reformer”, der stort set altid betyder nedskæringer.

Hvis man vil det, disse ord reelt betyder, så er det selvfølgelig i orden. Men det kan ikke være centrum-venstres dagsorden at forfølge disse ords rette betydning.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.