Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Løver blev ledt af æsler på den britiske hærs blodigste dag for 100 år siden

Offensiven ved Somme den 1. juli 1916 var den britiske hær største satsning under Første Verdenskrig. Da dagen var omme, var der faldet knap 60.000.

Artiklens øverste billede
Offensiven ved Somme var iværksat på fransk foranledning for at aflaste den franske hær, som siden februar var hårdt engageret østpå ved Verdun, hvor tyskerne havde en storoffensiv i gang. Det var også franskmændene, der havde valgt stedet, hvor den aflastende offensiv skulle foregå, nemlig i Somme-departementet. Arkivfoto

»Vi blev meget overraskede over at se dem komme gående. Det havde vi aldrig set før ... Officererne gik forrest. Jeg så en af dem gå meget roligt, med en spadserestok i hånden. Da vi begyndte at fyre, måtte vi bare lade igen og igen. De gik ned i hundredevis. Man behøvede ikke sigte, man fyrede bare ind dem.«

En tysk maskingeværskytte skulle aldrig siden glemme det mærkelige syn, der kom ham i møde om morgenen den 1. juli 1916. Briterne havde startet, hvad der skulle blive deres største satsning i Første Verdenskrig, offensiven ved Somme.

Gradvist kom de til at kæmpe mindre for Gud, konge og fædreland og mere for hinanden.

Det skulle blive den blodigste dag i den britiske hærs historie.

I alt kom på denne dag 120.000 britiske soldater i ildesn. Første angrebsbølges 66.000 mand var kl. 7.30 steget ud af de forreste skyttegrave over en 30 km bred front og havde begivet sig ind i ingenmandsland mod de tyske linjer i et adstadigt tempo. Snart var de inden for rækkevidde af de tyske maskingeværskytter; en time senere var 30.000 af dem faldet.

Det var 143 britiske bataljoner mod bare 32 tyske. Da dagen var ovre, var der faldet knap 60.000 briter, hvoraf 20.000 var dræbte. Det betragtedes ikke af den britiske overkommando som anledning til at standse den videre offensiv. Den fortsattes til et stykke ind i november måned, på hvilket tidspunkt der alene på den britiske side var faldet 450.000 mand. Tyskerne havde i det lange løb mistet noget lignende, dog flest på den franske del af fronten syd for Somme-floden.

Sådan var den gensidige udmattelseskrigs logik: Kunne man ikke vinde land, kunne man i det mindste få fjenden til at bløde maksimalt. Det skulle have været the big push, men bagefter hed det mest the big fuck-up. Noget var gået helt alvorligt galt. Hvad? Det har der siden været mange bud på, historieskrivningen om især den første dag har naturligt nok været omfattende.

Offensiven ved Somme var iværksat på fransk foranledning for at aflaste den franske hær, som siden februar var hårdt engageret østpå ved Verdun, hvor tyskerne havde en storoffensiv i gang. Det var også franskmændene, der havde valgt stedet, hvor den aflastende offensiv skulle foregå, nemlig i Somme-departementet.

Det er siden blevet sagt at hvis tyskerne kunne have valgt stedet, hvor de allerhelst så en allieret modoffensiv, ville det have været netop Somme-departementet. Tyskerne var kommet først til området, da skyttegravsfronten dannedes i 1914, og havde naturligt nok valgt de stærkeste positioner. Det var bogstavelig taget op ad bakke at angribe dem der.

Hertil kom, at briternes indledende bombardement af de tyske linjer skulle vise sig mangelfuldt. Det var ganske vist pågået i flere døgn, og der var sendt flere granater over end nogensinde tidligere – 1,2 millioner granater fra 1.537 morterer og kanoner – men det var ineffektivt i forhold til målsætningen, at blæse pigtråden væk foran de tyske stillinger og sende tyskerne tilbage til deres sekundære linjer.

Ingen af delene lykkedes. Pigtråden forblev intakt, og tyskerne havde haft så megen ledig tid i det frontafsnit, at de havde gravet deres mandskabsrum op til 10-12 meter ned under de forreste skyttegrave. Her vegeterede de med deres maskingeværer, indtil granatregnen med ét stoppede kl. 7.30, hvorefter de i god ro og orden kunne bære mejemaskinerne op ad trapperne igen, montere dem i stillingerne og afvente de angribende.

Havde det engelske artilleri genoptaget artilleribeskydningen i blot et par minutter efter kl. 7.30, kunne resultatet have været ganske anderledes. Men det anede de ikke.

Det forklarer til dels det adstadige spadserende tempo, som det britiske angreb foregik i – briterne kunne ikke forestille sig andet end at de tyske stillinger var blæst væk. En anden forklaring er overkommandoens mærkeligt tvetydige instruks om, at angrebet skulle foregå i ”hastig bevægelse” og samtidig i en ”rolig gangart.” Man var vel britisk.

Somme-offensiven var den første store indsats af Kitchener's Army – siden blandt andet kaldt verdens største amatørhær og ”hæren med den højeste intelligenskvotient.” Den bestod mest af purunge frivillige fra alle sociale lag, der var trommet sammen til nationens forsvar i de hektiske efterårsdage i 1914, hvor krigen brød ud.

I modsætning til de andre krigsførende lande havde Storbritannien ikke en millionhær af værnepligtige, nationen kunne stampe op af jorden. De havde ikke engang værnepligt. Hvad de havde, var et mindre ekspeditionskorps til brandslukninger i imperiet, og det var blevet slidt alvorligt ned i krigens første år.

Der var ikke noget i vejen med amatørsoldaternes mod; de var topmotiverede. Det var en generation af unge mænd, der var blevet opdraget med en stor pligtfølelse, som nu kom til fuld udbetaling. Men de havde ikke nogen praktisk krigserfaring, hverken de menige fra arbejderklasserne og de lavere middelklasser eller sekondløjtnanterne fra de bedrestillede klasser, som var sat til at føre dem i felten.

I den seneste af den lange række bøger om offensivens første dag, ”Elegy: The First Day on the Somme,” parodierer forfatteren Andrew Roberts Churchill, når han skriver, at »aldrig i de menneskelige konflikters historie blev så mange dræbt af så få.«

Som en galgenhumoristisk soldat i Kitcheners Army formulerede det: »To års tilblivelse, 10 minutters ødelæggelse, det var vores historie.«

Men der blev kæmpet med stort mod, ikke blot på den første dag, men gennem hele kampagnen. Som en af karaktererne i Frederic Mannings fremragende roman om Somme-slaget fra 1929, ”The Middle Parts of Fortune”, formulerede det: »De kan sige, hvad fanden de vil, men vi var en pokkers fin flok!«

Den altid arrogante Erich Ludendorff, som fra august 1916 sammen med von Hindenburg udgjorde den tyske overkommando, mente bagefter, at tyskerne »aldrig ville have haft en chance, hvis de engelske generaler havde haft lige så megen strategiske kunnen, som deres officerer og mænd besad mod og tapperhed.« Den engelske hær var, mente han, »løver, ledt af æsler.«

Det kan man mene, og de involverede engelske generaler, Douglas Haig og Henry Rawlinson, fik da også kolossalt mange smæk i eftertiden for deres håndtering af offensiven, især for den første dag.

Men når alt kommer til alt: hvis der fandtes andre måder at udkæmpe slag på under Første Verdenskrig end ved at forsøge at smadre sig frontalt gennem fjendens frygtindgydende linjer, så var der aldrig nogen, der fandt den. Heller ikke Erich Ludendorff.

Det var det mærkelige syn, der mødte de tyske maskingeværskytter om morgenen den 1. juli 1916, som bagefter blev husket fra Somme-offensiven: de roligt spadserende soldater, oprejste, iført deres tunge udrustning, ofte over 30 kilo. De var et rystende let mål.

Krigspoeten Edmund Blunden, selv deltager i offensiven, rejste dog et andet minde over de deltagende soldater. Det var i en radioudsendelse i 1928: »Hvad mændene gjorde i slaget ved Somme, dag for dag, måned for måned, vil aldrig blive overgået i henseende til ære, uselviskhed og kærlighed.«

Sådan er krig i stand til at bringe både det værste og det bedste frem i mænd.

På flere måder pegede Somme-offensiven fremad. De britiske soldater lærte gradvist – hvis de da blev på benene – hvad skyttegravskrig var. De lærte, at hvis de kritikløst fulgte kommandoer og instrukser fra oven, ville de med sandsynlighed ikke overleve, men hvis de forholdt sig til, hvad kammeraterne ved siden af gjorde og sagde, havde de en chance. Gradvist kom de til at kæmpe mindre for Gud, konge og fædreland og mere for hinanden. Det var efter al sandsynlighed den kærlighed, Blunden refererede til.

De militære og politiske myndigheder lærte også af Somme-offensivens første, meget blodige dag. I Anden Verdenskrig gjorde man meget for at undgå slag i tilsvarende umulige situationer. Derfor kom D-dag så sent og først efter mange overvejelser, for det var en sådan situation.

Endelig var Somme-offensiven det første slag, hvori der indgik pansrede køretøjer – tanks. De blev indsat i september 1916 og fik ikke den store betydning, bortset fra måske symbolsk. Men det tegnede billedet af en slagorden, der kom til at dominere Anden Verdenskrig.

Henrik Jensen har senest udgivet bogen ”Krigen 1914-1918 – og hvordan den forandrede verden” (2014).

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.