Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En lykkelig skilsmisse fra Warszawapagten og koldkrigsberedskabet

Stevnsfort er et fredet nationalt monument, der står som en påmindelse til os alle om, at Den Kolde Krig ikke skal gentages, hverken i form af en ny terrorbalance eller en egentlig militær konfrontation.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Den 1. juli 1991 snurrede radaren over Stevnsfort, som den havde gjort det hver eneste dag, siden fortet blev fuldt operativt i 1955. Også på denne dag mødte godt 100 professionelle soldater og værnepligtige fra søværnet og flyvevåbnet på arbejde sammen med teknikere, kontorfolk og kantinedamer.

Sammen skulle de holde den store militære maskine i gang, så den kunne kontrollere luftrummet og havet i Natos forreste frontlinje mod øst. Alt var, som det plejede, på Stevns Klint, intet åndede fred: Mekanikerne efterså rutinemæssigt våbnene, og kantinedamerne smurte madpakker og solgte cigaretter til de ansatte.

Og så alligevel. Der skulle ikke længere smøres så mange madpakker. Siden Berlinmurens fald var aktivitetsniveauet på fortet faldet støt, for der var ikke længere så mange skibe fra Warszawapagten at holde øje med, og luftaktiviteten var heller ikke længere den samme. Selv om fortet stadig var bemandet døgnet rundt, var antallet af medarbejdere blevet reduceret, fordi trusselsniveauet var faldet. En ny verdensorden havde så småt meldt sit indtog.

Bare tre år før havde de færreste forudset den fredelige udvikling. På Stevnsfort var Den Kolde Krig varm hver eneste dag, for her havde man bogstaveligt talt den formodede fjende i øst i øjenhøjde hver eneste dag. De 1,7 kilometer lange gange og utallige rum 20 meter under landjorden var en labyrint af hemmeligheder i et konstant beredskab.

Fortets operationsrum samlede døgnet rundt oplysninger om østblokkens bevægelser i Østersøen, så man med kort varsel kunne slå alarm, hvis de blev vurderet som fjendtlige handlinger. I værste fald var det et spørgsmål om minutter, inden man måtte træffe vidtgående beslutninger. Og det med bevidstheden om, at det sydlige Sjælland var i første række til at blive udslettet af en russiske atombombe.

Stevnsfort lå i forreste frontlinje som en vigtig brik i Natos kontrol med Warszawapagten. Derfor var mange ting på fortet strengt fortrolige. Der blev i 1980’erne indrettet rum, beskyttet af bevæbnede vagter og fem døre forsynet med alarmkoder, som gemte på nogle af Natos mest avancerede overvågnings- og kommunikationssystemer. De fleste af disse systemer er efter 25 år stadig en velbevaret hemmelighed.

Her havde kun de allermest betroede medarbejdere adgang, og ofte anede man ikke, hvad selv ens nærmeste kolleger lavede. Det gjaldt for enhver, at man kun fik det absolut nødvendige at vide. De færreste havde det store overblik. Måske netop derfor er hemmeligheder og forsøgene på at opsnappe dem blevet et næsten mytisk symbol på Den Kolde Krig.

Et eksempel fra en tilfældig dag i 1988: Klokken ti minutter i syv hver morgen var der et uopmærksomt øjeblik i fortets vagtberedskab pga. vagtskifte. Østtyske specialstyrker havde luret denne rutine og satte en efterårsmorgen tre soldater i land for at opsnappe viden om fortets teknologi. De havde dog forregnet sig, for da soldaterne kravlede op over klintekanten, kiggede de lige ind i øjnene på nogle af fortets teknikere, som altid mødte tidligt.

Det blev et kort møde. Østtyskerne blev råbt an og flygtede ned ad klinten igen og forsvandt ud i havet. Men fjenden var der hver dag. Stevnsfort observerede dagligt 30-35 af Warszawapagtens krigsskibe sejle forbi få kilometer fra land, og der var to-tre gange i døgnet fly fra Warszawapagten, der fløj så tæt på dansk luftrum, at det krævede opmærksomhed fra flyvevåbnets missilforsvar. Grænsen mellem krig og fred var udvisket, beredskabet og nervøsiteten konstant. Men utroligt nok forblev Den Kolde Krig kold. Der blev aldrig løsnet et skud.

De færreste fik Den Kolde Krig så tæt på, men konflikten lå som en konstant undertone i hverdagen i hele det civile samfund, hvor det militære og civile krigsberedskab var allestedsnærværende. Den militære maskine fortærede den ene ungdomsårgang efter den anden og var med til at forme tre generationer af danskere i et entydigt og fasttømret fjendebillede.

Tæt på en million unge danske mænd nåede igennem det militære system i perioden og tog de militære erfaringer og normer med sig i deres videre liv.

Østtyske specialstyrker havde luret denne rutine og satte en efterårsmorgen tre soldater i land. De havde dog forregnet sig, for da soldaterne kravlede op over klintekanten, kiggede de lige ind i øjnene på nogle af fortets teknikere, som altid mødte tidligt.

Den enorme oprustning i øst og vest gennem hele perioden tog sit udgangspunkt i en logik om en terrorbalance mellem de to blokke som det stabiliserende element: Modparten skulle vide, at man ville få igen med samme styrke, hvis man slog til. Atombomben og den totale udslettelse var det frygtelige scenarie.

Logikken var kynisk og kan være svær at forstå, da den konstant holdt verden få minutter fra en global krig i mere end 40 år. Men terrorbalancens tilhængere og modstandere strides stadig om, hvorvidt den sikrede freden eller udgjorde dens største trussel. Uanset blev den konstante krigstrussel en del af normalbilledet for tre generationer af danskere, der blev tvunget til at forholde sig til konflikten mellem øst og vest. På sælsom vis bidrog det klare, bipolare verdensbillede til en form for tryghed og blev et accepteret grundvilkår for det moderne samfund. Man vidste, hvem fjenden var.

Så meget desto mere blev der vendt op og ned på vores verdensbillede med opbruddet i øst. Den 1. juli 1991 var det endeligt slut. På et møde i Prag besluttede de otte medlemsnationer formelt at opløse Warszawapagten. Halvanden måned senere brød Sovjetunionen sammen. Der blev talt om historiens afslutning og demokratiets endelige sejr.

Såvel i øst som i vest skulle man genfinde sig selv, og allerede i 1999 sluttede Polen, Tjekkiet og Ungarn sig til Nato for senere at blive fulgt af flere andre tidligere medlemmer af Warszawapagten. Den nye verdensorden gjorde op med den evige krigstrussel, som verden havde levet med i 40 år.

Bare to år efter episoden med de østtyske specialstyrker på Stevnsfort var den tidligere østtyske hær blevet én af Danmarks allierede. Få dage efter Tysklands genforening i 1990 blev den tidligere Nationale Folkearmé, som siden oprettelsen af Warszawapagten i 1955 havde været Danmarks direkte modstander, indlemmet i det nye Tysklands fælles forsvar.

På Stevnsfort havde det den konsekvens, at de østtyske spiontrawlere forsvandt, og at man ikke længere havde patruljefartøjer og fly kredsende tæt på. I stedet skulle man byde østtyskerne inden for i det fort, som man havde haft til opgave at afskære dem fra, men som fra 2000 blev omdannet til Koldkrigsmuseum Stevnsfort.

Den nye verdensorden fører stadig til tankevækkende episoder, som da en polsk gæst på museet konfronterede en museumsguide, der er tidligere tjenestegørende på fortet. Den polske gæst afslørede et indgående kendskab til meget private oplysninger om museets guide, da han under Den Kolde Krig havde haft til opgave at likvidere sin danske kollega. Tilsvarende episoder kendes fra flere andre steder og er med til at minde om, at krigen ikke var langt væk og ville have enorme konsekvenser for såvel samfundet som den enkelte.

I dag er Stevnsfort ikke et hermetisk lukket militært område, men et åbent museum. Men radaren snurrer stadig og holder øje med alt, hvad der sejler gennem Øresund til og fra Østersøen. Fortet er ikke længere bemandet, kun af koldkrigsmuseets personale, som hver dag formidler historien om Danmark i Den Kolde Krig til museets mange gæster. Og sådan skal det gerne blive ved med at være, selv om oprustningen langs Natos østlige frontlinje – der nu løber langs grænsen mellem de baltiske lande og Rusland – igen tager til.

Stevnsfort er et fredet nationalt monument, der står som en påmindelse til os alle om, at Den Kolde Krig ikke skal gentages, hverken i form af en ny terrorbalance eller en egentlig militær konfrontation.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.