Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Fakta og myter om landbrugspakken

Udfasningen af den hidtidige undergødskning er fornuftig fra såvel et erhvervs- som samfundsøkonomisk synspunkt, hvis man fortsat ønsker et dansk landbrug drevet på EU’s markedsvilkår.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Debatten om fødevare- og landbrugspakken har trukket fronterne i miljødiskussionen skarpt op. For første gang i årtier har landbruget fået lov at bruge mere kvælstof til afgrøderne, og syv af de ni meter obligatoriske randzoner langs vandløb er afskaffet. Det har fået miljøorganisationerne på barrikaderne. Nu er de seneste 30 års indsats for at få et bedre vandmiljø, siges det, sat over styr. Men er det reelt så galt, og hvad betyder pakken for landbruget?

Danske landmænd har siden 1999 været tvunget til at undergøde markerne med mindst 10 pct. set i forhold til, hvad der er økonomisk optimalt. Afgrødernes kvælstofbehov er steget med årene som følge af højere udbytter, højere proteinpriser mv. Derfor er undergødskningen steget fra de oprindeligt vedtagne 10 pct. til over 20 pct. i 2015. Dette har medvirket til, at proteinindholdet i dansk korn er reduceret fra typisk 11 pct. protein i 1990’erne til nu kun 9 pct. Det lave proteinindhold reducerer værdien af korn og giver øgede omkostninger til import af alternative proteinkilder. Tabet af protein har ifølge beregninger fra Seges samlet set kostet landbruget i størrelsesordenen 1 mia. kr. om året. Hertil kommer de økonomiske omkostninger ved udbyttetabet, der skønnes at være lidt større end tabet fra det lave proteinindhold.

Det har været en torn i øjet på mange landmænd, at hele jordens potentiale ikke har kunnet udnyttes. Samtidig har miljøforskningen vist, at effekten af ændret kvælstoftilførsel på udvaskningen ikke er så stor som tidligere antaget. Indtil for få år siden regnede man med, at 30-33 pct. af en ekstra kvælstoftilførsel i handelsgødning vil blive udvasket. I dag regner man kun med, at ca. 20 pct. af en ændret kvælstoftilførsel udvaskes.

Dette har betydet, at den beregnede omkostning pr. reduceret kilo kvælstof i dag sættes seks til otte gange højere end for 15 år siden. Dermed bliver reduktion af kvælstoftilførslen for dyrt for samfundet som virkemiddel. Derfor gav det god mening at se på, om den underoptimale gødskning var et fornuftigt og omkostningseffektivt virkemiddel.

Regeringen valgte at udfase hele normreduktionen med 2/3 i 2016 og resten i 2017. Landbrugets kvælstofanvendelse er dog stadig underlagt omfattende regulering. Landmanden skal fortsat bevise, i form af gødningsregnskaber, at der gødskes inden for det kvælstofbehov, som fastsættes af det såkaldte normudvalg, der består af eksperter fra Aarhus Universitet, Seges, NaturErhvervstyrelsen m.fl.

En forøgelse af kvælstoftilførslen vil alt andet lige resultere i en større kvælstofudledning. Miljø- og Fødevareministeriet (MFVM) har på baggrund af beregninger fra Aarhus Universitet oplyst, at den forventede merudledning som følge af udfasningen af undergødskning i alt vil blive lidt under 5.000 tons kvælstof pr. år i 2021.

Seges skønner, at effekten på udledningen kun bliver i niveauet 3.500 tons, fordi stigningen i gødningsforbruget antages at blive mindre end antaget af Aarhus Universitet. Inklusive afskaffelse af randzoner og vækst i havdambrug forventer MFVM en samlet stigning i udledningen på små 6.000 tons før modregning af kompenserende tiltag. Dette skal ses i forhold til de 56.000 tons, der udledes for nuværende under normale klimaforhold.

Siden slutningen af 1980’erne er udledningen af kvælstof reduceret med ca. 50.000 tons. Stigningen i udledning som følge af fødevare- og landbrugspakken vil derfor ikke bringe niveauet af kvælstofudledning tilbage til niveauet i 1980’erne – langtfra. Det skyldes, at den væsentligste årsag til, at kvælstofudledningen er faldet fra 1980’erne, er en stærkt forbedret udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning samt stigende udbytter.

Fødevare- og landbrugspakken indeholder en række initiativer, der over tid skal neutralisere effekten af lempelserne og reducere udledningen yderligere. Det drejer sig primært om ekstra efterafgrøder, kollektive indsatser i form af våd- og minivådområder samt målrettet regulering. Fælles for tiltagene er, at landbrugets omkostninger kompenseres, og at de indeholder en stor grad af frivillighed.

I alt forventer MFVM, at de kompenserende tiltag vil reducere kvælstofudledningen med godt 7.000 tons i forhold til niveauet i 2012. Ved fuld indfasning har pakkens reducerende tiltag altså større vægt end de tiltag, der øger udledningerne. Dette er ikke blevet bestridt af forskere i forbindelse med debatten om landbrugspakken.

Den ”fejl”, som forskerne ved høringen om landbrugspakken påpegede i ministeriets tal, var derfor ikke en uenighed om, at landbrugspakken vil føre til en reduktion i udledningen af kvælstof i 2021. Det var alene, at ministeriets udleverede tabel over udvikling i udledningen kunne opfattes således, at den ikke ville stige fra 2015 til 2016, hvor første del af landbrugspakken træder i kraft. Ministeriets egne baggrundstal viste nemlig, at udledningen i 2016 nok reduceres i forhold til 2012, men kan stige i forhold til 2015. Reelt er der en meget stor usikkerhed på udledningen, der langt overstiger de få tusinde tons, som effekter af lempelser og kompenserede foranstaltninger vil give. Det bliver derfor næppe muligt at måle øgede udledninger, som med sikkerhed kan tilskrives effekter af landbrugspakken.

Landbrugets kvælstofforbrug har mindre indflydelse på kvælstof-udledningen end antaget hidtil.

Marine forskere har beregnet, at kvælstofudledningen skal reduceres yderligere med godt 10.000 tons for at kunne overholde EU’s vandrammedirektivs krav om, at alle vandområder skal opfylde kravene til ”god økologisk tilstand”. I virkeligheden er det samlede krav på landsplan uinteressant, fordi det er meget ulige fordelt mellem de enkelte fjorde.

I nogle fjorde er kravene til reduktioner langt højere end i andre, og det kan derfor i praksis være langt vanskeligere og dyrere at nå reduktionen fra den nuværende udledning til målsætningen. Hvis de indmeldte mål til EU for kvælstofudledning skal overholdes, vil det kræve store reduktioner eller produktionsomlægninger på en betydelig del af landbrugsarealet.

Det skyldes, at alle de lavthængende frugter til at opnå reduktion i kvælstofudledningen er opbrugt. Hvis vi skal opnå de opstillede krav til reduktioner i visse fjordoplande, vil omtrent halvdelen af landbrugsarealet skulle braklægges. Det er der selvsagt meget store samfundsmæssige omkostninger ved.

Så galt behøver det ikke at gå. Danmark kan bruge bestemmelsen i vandrammedirektivet om, at der skal være en rimelig proportionalitet mellem indsats og miljøgevinst ved fastsættelse af indsatskravene til at begrunde, at der ikke kan nås ”god økologisk tilstand” i alle vandområder. Der kan også satses langt mere på tiltag uden for dyrkningsfladen.

Det vil primært være våd- og minivådområder eller tiltag helt ude i kystvandene som f.eks. muslingedyrkning eller reetablering af ålegræs, der kan føre til en større kvælstoffjernelse i selve fjorden. Det vil efter vores vurdering være nødvendigt med en bred vifte af tiltag for at sikre, at direktivets krav kan overholdes med rimelig hensyn til økonomien for både landbrug og samfund.

Udfasningen af den hidtidige undergødskning er fornuftig fra såvel et erhvervs- som samfundsøkonomisk synspunkt, hvis man fortsat ønsker et dansk landbrug drevet på EU’s markedsvilkår. Det er også fornuftigt, at der i landbrugspakken satses på våd- og minivådområder til at neutralisere effekten af merudledningen af kvælstof. Det er dog ikke tilstrækkeligt, hvis Danmark skal overholde de maksimale kvælstofudledninger, der er indmeldt til EU. Hvis disse mål skal nås, kræver det, at man finder nye og innovative løsninger til at reducere kvælstofudledningen.

Landbrugets kvælstofforbrug har mindre indflydelse på kvælstofudledningen end antaget hidtil. Sædskifte m.m. har langt større betydning. Det er dog fortsat vigtigt, at der er en fornuftig balance mellem tilførsel af kvælstof og bortførsel af kvælstof med afgrøderne. Landbruget har gennem årene forbedret kvælstofudnyttelsen, og den udvikling skal fortsætte. Hurtig implementering af ny viden og teknologi i landbruget er nøgleordene.

Teknologi som gødskning på baggrund af satellit- eller sensordata, bedre udstyr til spredning af handels- og husdyrgødning og autostyring . er hastigt på vej frem. Og ikke mindst skal danske landmænd uddannes og efteruddannes på et højt niveau til at klare denne opgave. Det kræver tæt samarbejde mellem universiteter, rådgivning, erhverv og myndigheder, hvis målet skal nås, og meget gerne opbakning fra politikere og befolkning.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.