Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi er på vej mod det fjerne sundhedsvæsen

Retorikken og politikken er nogle gange af en karakter, så man kan komme i tvivl, om hvorvidt centraladministrationen ønsker at bevare familielægen, skriver formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin, Anders Beich.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Familielægerne kan være med til at løse sundhedsvæsenets problemer, vi har fagligheden og vil gerne. Men egen læge-modellen kan kun overleve, hvis vi kan fastholde den nuværende arbejdsstyrke og løbende rekruttere nye almenmedicinske speciallæger til ledige og nyoprettede praksis.

Retorikken og politikken er imidlertid nogle gange af en karakter, så man kan komme i tvivl, om hvorvidt centraladministrationen ønsker at bevare familielægen – den personlige læge – eller man ønsker at gøre livet så surt for lægerne, at de holder op af sig selv som selvstændige, så man kan få indført sundhedsklinikker eller superlægehuse, eller hvad det nu måtte komme til at hedde.

Som formand for de danske praktiserende lægers videnskabelige selskab, DSAM, bliver jeg nødt til at rette og imødegå de tilbagevendende fortællinger om familielægens fejl og mangler, som bringes i omløb, med rent faktuelle oplysninger om familielægens faglighed.

Det er en specialistopgave at være familielæge i første række i sundhedsvæsenet – at finde de få syge blandt mange raske, henvise eller behandle de syge bedst muligt og lade de raske være raske – det er en kompleks opgave, familielægen løser. Familielægens speciallægeuddannelse er da også lige så lang som en hjernekirurgs eller en hjertemediciners. 1813-systemet i Region Hovedstaden har tydeligt vist, at familielægens faglighed heller ikke i vagtlægefunktionen kan erstattes af sygeplejersker og andre læger.

Borgerne – og især de syge, som har brug for deres egen læge – ønsker at bevare familielægeordningen i Danmark. Tilfredshedsmålingerne er blandt de højeste i EU. Relationen, tilliden, fortroligheden og kontinuiteten er værdsat af patienterne, højest af dem, der lider af kronisk sygdom.

Den negative historie om familielægen må forlades, hvis centraladmini-strationen ønsker, at egen læge-modellen skal have en fremtid.

Kun på tilgængelighed har der været et lille fald i tilfredshed som udtryk for, at det tynder ud i antallet af familielæger.

Videnskabelig gennemgang af mere end 1.700 studier viser, at hvis der er familielæger nok, og hvis læge og patient gives mulighed for at skabe en relation over tid, så forebygger det indlæggelser af mennesker med kroniske lidelser. Derimod kan det f.eks. ikke vises, at implementering af programmer, så alle med samme sygdom behandles efter ens standarder, kan forebygge indlæggelser.

Det skal betones, at der her er tale om videnskabelig gennemgang af tilgængelig viden på området, ikke bare noget tilfældig statistik. Alligevel taler politikerne hele tiden om ens behandling og retningslinjer for sygdomme i stedet for individuel omsorg for den enkelte patient.

Vi håndterer i øvrigt ca. 90 pct. af alle problemer, som borgerne går til lægen med, uden at involvere andre. Og kun meget få af henvendelserne ender med at involvere sygehuset. Denne effektivitet kan tilskrives kontinuiteten i læge-patient-relationen, som familielægesystemet er bygget op om.

Internationalt er det veldokumenteret, at både overbehandling og underbehandling i lande uden denne type primærsektor er udbredt, ulighed i sundhedsvæsen størst og antallet af forebyggelige indlæggelser højest.

I Danmark håndterer familielægerne patienter med kroniske lidelser som sukkersyge og kol samvittighedsfuldt og godt, hvis man sammenligner med andre lande. Danske familielæger har ingen grund til at bøje nakken her.

Vi kan selvfølgelig blive endnu bedre. Vi deltager løbende i efteruddannelse og opdatering i behandlingen af disse lidelser og omsorgen for de stadigt flere ældre med flere kroniske lidelser, der betyder indtagelse af mange slags medicin samtidig. Tid er dog ved at blive en mangelvare, og selv den højest kvalificerede familielæge kan ikke arbejde hurtigere, end det sker nu, uden at det går ud over sikkerheden. Vi har nået et kritisk punkt, hvor alle nye opgaver må vurderes efter, om de kan forventes at generere sundhed. Almen praksis kan ikke indrettes efter vælgermålinger og politiske satsninger, der ikke er evidens for, vil skabe sundhed.

Hvorfor taler politikerne så dårligt om familielægeordningen i Danmark?

Vi har gennem årene været hængt ud for mange sundhedsproblemer i Danmark. Man kunne nærmest få det indtryk, at alt fra tobaksrygning over dårlig ryg til depression skyldes, at den praktiserende læge har fejlet. Det skyldes selvfølgelig, at vi er i kontakt med næsten hele befolkningen i løbet af et år, og vi ”burde da have gjort noget”. Den type kritik har altid eksisteret, og vi har nok vænnet os til den. Men de senere år har kritikken ændret karakter. Stadig oftere kommer den fra regionsfolk, ministre og sunhedsordførere, og faglighed og honorering blandes sammen, så man kan få det indtryk, at det både kniber med hæderlighed og faglighed hos familielægerne.

Senest kaldte statsministeren almen lægepraksis for en ”gråzone” under stort bifald på Danske Regioners generalforsamling, samtidig med at han sagde, at familielægerne »skal kunne noget mere«. Der er imidlertid fuldstændighed åbenhed om, hvad hver enkelt ydelse koster, og der foreligger regning for hvert enkelt besøg og hver ydelse hos lægen. Familielægerne har faktisk orden i bilagene, vi kontrolleres løbende, og kvaliteten af arbejdet er helt på højde med lande, hvor man bruger mange flere penge på primær lægetjeneste.

Det må bero på en misforståelse, når det gang på gang fremføres, at større lægehuse og sundhedshuse er fremtiden, og at vi skal have færre enkeltmandspraksis. Intet tyder på, at supersygehuse bør ledsages af store superlægehuse – snarere tværtimod. Når supersygehusene rykker længere væk fra borgerne, så skal det nære sundhedsvæsen naturligvis rykke tættere på borgeren. Ikke kun fordi det er bekvemt, men i høj grad fordi det er kendskabet, relationen og kontinuiteten, der skal forebygge indlæggelser – jævnfør nævnte evidensgennemgang. Man kan godt organisere de større lægehuse, så man forsøger at sikre kontinuiteten, mens kontinuiteten er givet i små lægepraksis.

Få supersygehuse med mindre samlet kapacitet bliver i sagens natur ”det fjerne sundhedsvæsen”, og den eneste skrue i ”det nære sundhedsvæsen”, som regionerne kan skrue på, for at forsøge at kompensere, er familielægeskruen – resten er op til kommunerne. Man kan bare ikke skrue mere på en skrue, der er skruet i bund.

Den negative historie om familielægen må forlades, hvis centraladministrationen ønsker at egen læge-modellen skal have en fremtid. Kapaciteten mindskes, når retorikken modvirker fastholdelse af eksisterende læger og rekruttering af nye. Familielægerne stopper før pensionsalderen, de unge vælger specialet fra, og færdiguddannede speciallæger tøver med at overtage praksis. Alternativet er store klinikker bemandet med vikarlæger af skiftende nationalitet på daglejerbasis. Det bliver dårligere og dyrere.

Retorikken om, at almen praksis skal kunne noget mere, kan ikke begrundes fagligt. Der er ikke mangel på kompetencerne i dansk almen lægepraksis. En dansk uddannet familielæge er en efterspurgt arbejdskraft i mange lande omkring os, hvor indtjeningen er bedre, og arbejdsbyrden mindre. Man kan forudse, at mange dyrt uddannede familielæger vil vælge Danmark fra.

Familielægerne vil gerne deltage i at reorganisere sundhedsvæsenet, løse problemerne og bidrage med faglighed og samarbejde. Samarbejdet i det nære sundhedsvæsen skal udvikles, og alle skal bidrage. Hvis familielægen skal overleve, skal der investeres, ikke kun med økonomi til mere sundhedsfagligt personale både til kommunerne og almen praksis, men også med tillid og anerkendelse for en vedholdende og stor indsats i det nære sundhedsvæsen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.