Bliver vi da aldrig klogere?

Enslev var af smedeslægt, (så tydeligt at han endda som Hefaistos i den græske mytologi halter), men en utrolig begavet én af slagsen. Og han driver det vidt, bliver konseilspræsident i en af de første parlamentariskdemokratisk valgte regeringer i Danmark. Han står for husmændenes og de underprioriterede klassers kamp for værdighed og indflydelse plus en indædt antikirkelighed, så man kan godt placere ham som en af bannerførerne af etableringen af Det Radikale Venstre i 1905. Men magtkampen mellem ham og andre mere moderate, kirkeligt orienterede venstrebønder og præster er syg, alle kneb gælder, alle uhyrligheder og perfiditeter finder sted i. Målet helliger som bekendt midlet. Haltefanden er – altid – på spil.

Enslev, oprindelig en sand forkæmper for frihed og ret, er blevet en tyran, afhængig af at verden skal være, som han vil – og af sit eget eftermæle. Men meningen og viljen er sandelig gode nok. Det er de også hos hans arvtagere, bonde-venstre-modstanderne, der gør, hvad de kan for at bevare styret.

Det foregår til gengæld i krogene i Folketinget og på hemmelige steder – uden for pressens ørneblik. Men den er også til fals, for her skånes ingen, slet ikke kirkens folk.

De skal heller ikke skånes, når de forfængeligt, lidenskabsløst og uforsonligt hypper egne kartofler, mens den religiøse følelse farer fredløst omkring og måske egentlig kun manifesteres i godsejeren Torben Dihmer, der har indset, at det moderne materialistiske samfund er inde i en dødedans.

Ustyrlig morsom er beskrivelsen af sundhedshysteriet. Bliver man frelst med nærmest evigt liv af det pettermanske system? Det wellerske? En pot petroleum om dagen eller fru konsulindens åndedrætsøvelser? Og hvad med kravlerne, der som andre middelalderlige munke søger selvfrelsen ved at samle sig et afsidesliggende sted – til den daglige kravling?

Men læs selv, du får en vidunderlig historie om den mulige og umulige kærlighed ovenikøbet. Vi er nemlig i Henrik Pontoppidans nobelprisbelønnede roman ”De dødes Rige”, skrevet 1912-16 – for præcis 100 år siden. Men den er som skrevet til os i dag.

Det er vores liv, både eksistentielt, samfundsmæssigt og politisk, der med stor litterært talent belyses og sættes i perspektiv, forståeligt og enkelt med stor og skarp indsigt i den menneskelige eksistens – i præcis den historie og kultur, som vi som europæere er rundet af.

Og begge dele bliver man både nødt til at kende bare lidt til, hvis man vil have fuldt udbytte af bogværket. Men hvordan får man begyndt? Hvordan får vi uddybet vores indsigt i os selv som levende mennesker i den europæiske kultur? Hvordan undgår I og jeg i al vores materielle effektivitet at ende i det dødsrige, romanen handler om?

Der er givet enkelte, der som tidligere statsminister Anker Jørgensen, er gået læsningens vej helt af sig selv uden at blive støttet af en skole, der gav ham hjælp til at finde ind i stor litteratur. Vi andre har skullet hjælpes. Vi har skullet fodres og blive ved med at blive fodret i mødet med den store litteratur, som har kunnet sætte vores eksistens, levemåde og kultur i perspektiv. Og dermed få mere og mere indsigt i os selv og vores kultur for hver gang, vi giver os tid til at fordybe os i den. Stor litteratur står nemlig ikke alene, den hænger altid sammen med kultur, religion og historie.

Det er derfor, man må tage sig til hovedet over undervisningsminister Ellen Trane Nørbys forslag til en ny gymnasiereform. Hun taler om begrebet ”moderne almendannelse”, som består i, at der lægges vægt på: innovation, digitale og globale kompetencer, karrierekompetencer og dannelse til demokratiske medborgere (Berlingske 1/5).

Enhver kan både se og høre, at den faglige viden om kultur og historie, som er én af søjlerne i det alment dannende, kommer som sidste prioritet efter en hel masse kompetence – og innovationssnak, som alligevel er ganske svært at måle rent fagligt.

Tendensen tydeliggøres i sprogfagene, hvor der skal lægges vægt på det kommunikative, og der derfor ikke bliver megen plads til det givne lands litteratur, kultur og historie. Det er vigtigt at kunne tale forskellige sprog, men lur mig, om ikke det under alle omstændigheder vil lykkes i den globale landsby, vore unge befinder sig i. Derimod kunne det nok være, at den kulturforståelse, som den store europæiske litteratur gemmer på, aldrig ville nå indenbords og inspirere til et andet liv end det hurtige i overhalingsbanen.

Og hvad med forslaget om, at de tre små fag historie, religion og oldtidskundskab skal slås sammen til et fag med fælles faglige mål og én faglig prøve? Disse tre fag, som hver især har deres klare identitet, er, siden jeg begyndte at undervise i 1973, konstant blevet barberet ned i timetal, hver eneste gang der er lavet en reform. Men selvfølgelig, hvis de slås sammen, så er der da også en større klump af timer at barbere ned af næste gang, der skal laves en reform!

Må jeg bede om det lille håb om ”de levendes land”, som Pontoppidan sætter op som modsætning til den døde kultur i de dødes rige. Men det liv skal vi altså hjælpe hinanden med at holde i live. Som levende mennesker i skole, samfund og kirke.