Historikerne er for artige

Et træk, der karakteriserer det danske demokrati i dag, er ansvarsforflygtigelse. Det har vist sig på mange områder. Kristian Jensen var f.eks. skatteminister i den periode i 00’erne, hvor det gik helt galt for Skat; tjenesten blev fjernet fra kommunerne og skåret ned til det halve. Resultatet er flere skandaler og et enormt tab for det offentlige på grund af manglende kontrol samt udbetaling af vores alle sammens penge til internationale bedragere. Er han blevet gjort ansvarlig for det? Nej, Kristian Jensen vil end ikke udtale sig til tv, når der er udsendelser om Skat. Og han slipper af sted med det.

Skandalerne i Skat er måske oplagte, men der har som bekendt været flere andre sager, der viser en rystende uansvarlighed under både Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. Når der er blevet nedsat undersøgelseskommissioner, er de dog som regel gået uden om ansvarsspørgsmålet som katten om den varme grød. Forsigtighed, for ikke at sige artighed, er det, der karakteriserer de fleste af de offentlige undersøgelser, vi har haft i mange år. Eneste undtagelse er, såvidt jeg ved, undersøgelsen af Tamil-sagen, som endte med en rigsret og en minister – Erik Ninn-Hansen – som blev pillet ned af piedestalen og forsvandt fra Blå Bog efter en betinget fængselsdom, afsagt af Rigsretten.

I øjeblikket diskuterer man så igen en undersøgelseskommission, denne gang en nedlagt af slagsen, nemlig den kommission, som skulle undersøge det danske grundlag for Afghanistan og Irak-krigene. Den blev som bekendt lukket som noget af det første Venstre-regeringen foretog sig i 2015. Regeringens argumenter var mange, men kan nok koges ned til, at den mente, som tidligere udenrigsminister Per Stig Møller udtalte, at kommissionen kun havde som formål at sende ham selv og Anders Fogh Rasmussen i fængsel. 

Den bemærkning viser måske mere end noget andet, at de ansvarlige for de to krige godt ved, at der er ugler i mosen. Et andet argument var, at det var forkert, at Balkan-krigene i slutningen af 1990’erne ikke også skulle undersøges. Dengang sad der som bekendt en SR-regering, og den forbrød sig ligeledes mod FN’s charter, da den i 1999 deltog i krigen mod Serbien uden FN-godkendelse. Denne indvending virker berettiget, for denne krig burde have været medtaget i undersøgelsen. Men det gør jo ikke undersøgelsen af de to andre krige mindre vigtig.

Efter lukningen af Irak-kommissionen har Liberal Alliance ved Mette Bock forsøgt at få sagen bragt op igen ved bl.a. at foreslå, at de dokumenter, som kommissionen havde indsamlet inden lukningen, skulle offentliggøres (med visse begrænsninger). Og justitsminister Søren Pind har under en folketingsdebat lige før påske vist en vis bevægelighed. Regeringen er formentlig bange for at komme i mindretal på spørgsmålet, og efter at LA har sagt, at en ny undersøgelse ikke skal dreje sig om personer, men om det historiske forløb, er der skabt en åbning. 

Den nye idé er følgelig, at det er historikere, som skal foretage undersøgelsen – det betragtes åbenbart som mere sagligt, end hvis det er jurister og statskundskabsfolk som i den nedlagte kommission. Men mest af alt betragtes det nok som et værn mod kritik af de ansvarlige politikere.

Mette Bocks opfattelse af, at historikere skulle kunne gøre det hele mere spiseligt, er efter min mening pinligt for historikerstanden. Hun har nemlig ret. Der er faktisk historiske grunde til at tro, at en kommission bestående af (samtids)historikere ville ende med en omgang på den ene side/på den anden side, og at ingen ville blive holdt ansvarlige.

Hvorfor er der grund til denne (mis)tro? Kan historikere ikke grave dybt og vise skarphed? Det kan de ikke, hvis man skal tro de to seneste kommissioner, hvor der har siddet mange historikere, nemlig Diis-kommissionen med sin undersøgelse af Den Kolde Krig fra 2005 og PET-kommissionens rapport fra 2009. Den første endte med flere uldne konklusioner, som tydeligt bar præg af kompromiser. 

Selvom historikerne formelt skulle være uhildede, dvs. hævet over ethvert politisk hensyn, viste det sig alligevel, at mange af dem var præget af netop disse hensyn. Det betyder ikke, at jeg er enig med Bent Jensen i hele hans kritik af den såkaldte Diis-udredning og slet ikke enig i hans egen fremstilling i ”Ulve, får og vogtere”, der tillægger venstrefløjen nærmest landsforræderiske motiver under Den Kolde Krig. Jensens fremstilling er absolut heller ikke uvildig, men stærkt influeret af hans og de øvrige forfatteres politiske syn.

PET-kommissionens enorme rapport endte ligesom Diis-udredningen også nærmest som en ”begivenhedshistorie” med masser af faktafremlæggelse, men uden f.eks. kritiske analyser af PET-medarbejdernes verdenssyn. Disse medarbejderes beskrivelser af venstrefløjen tages i alt for høj grad for gode varer, selvom der næppe var nogen i PET, som for alvor begreb, hvad f.eks. marxisme eller imperialisme var og dermed heller ikke forstod venstrefløjens debatter. Venstreorienterede blev skåret over samme læst, de kunne alle sammen være farlige for samfundet, også selvom de arbejdede på helt lovlig måde (naturligvis var der undtagelser med f.eks. Blekingegadebanden og nogle DKP’ere). Man må håbe, at PET i dag er langt bedre til at sondre mellem lovligt og ulovligt arbejdende islamister, for ellers bliver tjenestens arbejde håbløst ineffektivt.

Helt galt gik det, da kommissionen skulle placere ansvar. Den endte med totalt at ”frikende” de ansvarlige politikere, Justitsministeriet og selvfølgelig PET. Overvågning, telefonaflytninger m.v. af et stort antal fredelige danskere på venstrefløjen blev ”forklaret” og ”forstået”, som historikere ofte gør, som noget næsten naturnødvendigt. Kun et enkelt medlem af kommissionen, som ikke var historiker, men jurist, var mand for at konkludere, at PET’s overvågning havde været i strid med skiftende regeringers udtalelser til Folketinget og offentligheden. I Norge havde en tilsvarende kommission både arbejdet langt hurtigere og var krystalklar i sin kritik af det politiske systems overtrædelser af demokratiets regler.

Hvis man ser tilbage på hele kommissionsvæsenet – med 1945-kommissionen som alle kommissioners moder, den endte i ingenting efter 10 år – undersøgelseskommissioner, dommerundersøgelser m.m., er der som regel ikke kommet andet ud af dem, end at de efterlader kildemateriale til fremtidens historikere. Og det er selvfølgelig udmærket. Men det, der vel var meningen med dem – at gøre Folketinget i stand til at drage et politisk ansvar – er de som regel ikke i stand til. Og som jeg ser det, er dette også meningen fra politikernes side. 

De såkaldte undersøgelser trækker tiden ud og sylter dermed sager, som ikke længere er aktuelle, når ”dommen” falder. Og kommissionerne er altid besat med mere eller mindre artige og forsigtige dommere, professorer eller andre, som ikke skal have noget klinket og stadig er inde i en karriere, som helst skal fortsætte.

I 1971 udspandt der sig i Information en heftig debat mellem historieprofessor Povl Bagge og landsretssagfører Carl Madsen om adgang til arkiverne fra besættelsestiden. Et historisk selskab, som Povl Bagge var formand for, havde fået eneret til arkivadgangen, og Carl Madsen kunne ikke opnå samme privilegium. Det fik ham til at kalde Bagge for »formand for Selskabet til Frisering af Danmarks Nyere Historie« og historikerne for et »frisørlaug. 

Og desværre var besættelsesforskningen dengang præget af frisering; de mere dystre emner blev i hvert fald ikke taget op. 

Mon ikke det ville gå på samme måde med en historikerkommission, som skulle se på den danske ”krigsindsats” i 1990’erne og 00’erne? 

Jeg vil nødig være misantrop, men med historien i baghovedet tror jeg desværre, at danske historikere med nogle få undtagelser (som selvfølgelig aldrig ville blive udvalgt) på ny ville lave en pæn frisering af en historie, som næppe er særlig pæn.