Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Tilbage til den upartiske tolerance

Tanken om at alt vil blive harmonisk og konfliktløst, hvis bare vi undlader at ytre os kritisk om andre, er en frygtelig glidebane, som fører til, at vi langsomt, men sikkert mister vores frihed.

Artiklens øverste billede
Tegning: Niels Bo Bøjesen

Jeg har længe beundret mennesker, der under forhold, de ufrivilligt er blevet påtvunget, ikke lader sig kue, tilpasse eller føje, men forbliver sig selv og tænker højt og personligt. Siger det, de mener, uanset konsekvenserne.

En af de tidlige var den kristne humanist Erasmus af Rotterdam (1469-1536). Hans epokegørende livsgerning er den upartiske tolerance. Stående over for rethavere som Martin Luther og paven udviklede Erasmus sin frie, uafhængige holdning, som betyder, at der aldrig tages parti for eller imod nogen part i en sag eller konflikt, men at retten til at stå uden for, eller midt imellem parterne til enhver tid forbeholdes. Erasmus sagde til Luther, at den ene part i et samfund har lige så megen ret til at eksistere og virke for sin opfattelse som enhver anden, når blot de gør det uden at forulempe eller true andre. Luther blev gal: »Jeg holder Erasmus for den største fjende af Kristus, der nogensinde har eksisteret i 1.000 år«.

Luther krævede respekt og underkastelse. Han tålte – som alle fanatikere – ikke at blive modsagt.

Vi har hårdt brug for mennesker som Erasmus – også i dag. Til at holde fast i tolerancebegrebet med udgangspunkt i dets oprindelige, historiske betydning. Mange muslimer anser det for magtpåliggende at få beskyttet islam mod kritik. Ligesom Luther vil de have respekt og ikke modsiges. Efter Muhammed-krisen i 2006 har The Organization of the Islamic Conference (OIC) derfor forsøgt at få FN til at vedtage resolutioner til »bekæmpelse af bagvaskelse af religioner« – særligt islam, som bemærkelsesværdigt nok er den eneste religion, der henvises til.

Fanatiske og intolerante handlinger – ikke ord – skal straffes, som vi straffer enhver anden kriminel handling.

OIC har øjensynligt bidt mærke i ordlyden fra 1995, da FN udråbte ”tolerancens år” på verdensplan, og brugt den som udgangspunkt: »Tolerance er respekt, accept og anerkendelse af den rige mangfoldighed af vores verdens kulturer, af vores måder at udtrykke os på og måder at være menneske på.«

Formuleringen blev ophøjet til at være selve definitionen. Wikipedia fremhæver det på denne måde: »Først og sidst handler tolerance om respekt for andre mennesker, for sine medmennesker«. Og de kursiverer selv nøgleordet. Et skæbnesvangert brud med betydningen, formuleret i for eksempel ”Gyldendals Tibinds Leksikon” fra 1977: »Tolerance er tålsomhed, fordragelighed overfor anderledes tænkende, det at være tolerant: overbærende«. Ikke et ord om respekt.

Begrebet er simpelthen kommet til at stå for det stik modsatte af, hvad det gjorde i udgangspunktet. Det, som Erasmus stod for. Nu betyder det, at man skal højagte og være ærbødig over for det, man afskyr. Det har blandt andet medført, at islamister og andre intolerante kræver – og får – omgivelsernes respekt for deres frastødende holdninger. Tidligere imam Ahmed Akkari fortæller for eksempel i ”Min afsked med islamismen” (2014), at han fik skulderklap og forstående ord af Mogens Lykketoft, islamforsker Jørgen Bæk Simonsen m.fl., da han under Muhammed-krisen foran snurrende tv-kameraer sagde: »Det kan ikke være rigtigt, at en avis i et land som Danmark har lov til at træde på følelser hos en lille befolkningsgruppe. Som i forvejen har det svært. Det er udtryk for en forkert udvikling, som grænser til racisme« og mere af samme skuffe. »Havde jeg tonet rent flag«, sagde Akkari i 2014 – da han var blevet affanatiseret – »og forlangt Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste fængslet eller henrettet, med henvisning til at han var et vantro svin, var der næppe kommet skulderklap og lykønskninger.«

En mening som den, der her gives udtryk for, tolereres i et demokrati, men den bør aldrig respekteres. Det bør overlades til – de forhåbentligt få – trosfæller. Det samme gælder meninger, som at kvinder skal holdes nede, at ateister og hedninge skal udryddes, eller at netop min ideologi er den eneste rette og derfor skal erobre verden. Grænsen for samfundets overbærenhed bliver først overskredet, i det øjeblik folk med sådanne holdninger går – eller truer med at gå – fra ord til handling, fra teori til praksis.

Karl Popper understreger i sit banebrydende værk ”Det åbne samfund og dets fjender” fra 1945, at demokratiet altid bør bevare retten til at forsvare sig mod de intolerante, ellers er dets dage talte. Popper kalder det tolerancens paradoks. Om dette paradoks skriver han: »Ubegrænset tolerance må føre til tolerancens forsvinden. Hvis vi lader den ubegrænsede tolerance gælde selv dem, der er intolerante, og hvis vi ikke er parate til at forsvare et tolerant samfund mod intolerancens voldsomme angreb, så vil de tolerante blive knust og med dem tolerancen.«

Ubegrænset tolerance vil medføre, at tolerance som sådan forsvinder, fordi de tolerante vil være forpligtede til at tolerere de angreb, som rettes mod dem fra mennesker, som med vold og magt vil tage friheden og rettighederne fra de tolerante og indføre et i sagens natur intolerant diktatur. Derfor må intolerancen ifølge Popper bekæmpes, først og fremmest med ord og argumenter, men samfundet må forbeholde sig ret til at tage kampen op mod uforbederligt intolerante mennesker.

I ”Moralske Tanker” fra 1744 pointerer Ludvig Holberg, at alle må have deres meninger og samvittighed i fred. Kun de »fanaticis«, som udelukkende tolererer deres egen sværmeriske opfattelse, og som vil have, at andres samvittighed skal rette sig efter deres, om nødvendigt gennem forfølgelse, vil han ikke tolerere eller leve sammen med i »societetet«. Dem kalder han »skadelige«, fordi de stræber efter at »underminere civile Societeters Grundvold«. Sådanne folk »kand efter mine Tanker forviises en Stad ... (og) ... gives consilium abeundi«. Han fordømmer al hårdhed mod dem, som »mod deres Villie vildfar«, og koncentrerer sig om at modsige, fordømme, ville straffe og dem, som bevidst søger at tvinge deres egen mening igennem, koste hvad det vil.

Et menneske anno 2016 gør det modsatte: Hun holder klogelig sin eventuelle negative holdning til andre menneskers meninger, kultur osv. for sig selv. Hvis ikke, står hun i fare for at blive stemplet som dømmesyg eller intolerant. Også selvom hun tolererer pågældende af hele hjertet, og aldrig i sine vildeste fantasier ville drømme om at krumme et hår på nogens hoved, uanset hvad de disker op med af gysende ubehageligheder. Især risikerer man at blive brændemærket som ufordragelig, hvis en negativ udtalelse opfattes som sårende eller krænkende af omgivelserne.

Som Flemming Rose skriver i ”Hymne til friheden”, så var tolerance tidligere ensbetydende med, at man ikke forfulgte anderledes tænkende. Nu indebærer tolerance, at man ikke gør nar ad andre og aldrig omtaler nogens holdning, kultur, ideologi m.v. respektløst.

Ifølge den nye opfattelse bliver alt relativeret og dermed lige godt. Politisk islam bliver lige så godt som enhver anden verdensanskuelse, diktatur lige så godt som demokrati, fanatisme lige så godt som fordragelighed, ondt lige så godt som godt. Tanken er, at hvis bare vi undlader at ytre os kritisk om andre, vil alt blive harmonisk og konfliktløst. Det er efter min mening frygteligt farligt. Det betyder blandt andet, at de tolerante fraskriver sig retten til at kritisere og fordømme det, som skal kritiseres og fordømmes, og det fordømmelige ophøjes samtidig til at være lige så godt som det rosværdige. Det er en glidebane, som fører til, at vi langsomt, men sikkert mister vores frihed. For det er ensbetydende med, at vi ikke blot overlader til eftersnakkerne at hylde fanatikerne, men at vi alle bliver deres eftersnakkere.

Så længe vi kan imødegå de intolerante med rationelle argumenter og holde dem under kontrol ved hjælp af den offentlige mening, vil undertrykkelse bestemt være meget uklogt, skriver Popper. Men vi bør forbeholde os retten til at undertrykke dem, om nødvendigt med magt, siger han videre, for det kan nemlig vise sig, at de ikke er parate til at møde os med rationelle argumenter, men fordømmer al argumentation. Fanatikeren forbyder i en sådan situation sine tilhængere at lytte til rationelle argumenter, fordi disse kan aflede deres opmærksomhed fra at følge hans/hendes vilje. De belærer i stedet deres proselytter at besvare vores rationelle argumenter med vold. Ikke helt ukendt for os.

Popper understreger derfor, at de tolerante i tolerancens navn altid bør forbeholde sig retten til ikke at tolerere de intolerante: »Vi bør hævde, at enhver bevægelse, der prædiker intolerance, sætter sig uden for loven, og vi bør betragte opfordring til intolerance og forfølgelse som forbryderisk, på samme måde som vi bør betragte opfordring til mord eller til kidnapning eller til genindførelse af slavehandelen som forbryderisk.«

Fanatiske og intolerante handlinger – ikke ord – skal straffes, som vi straffer enhver anden kriminel handling.

Lad os derfor få den oprindelige betydning af tolerancebegrebet tilbage. Den, som Erasmus, Holberg, Popper og andre så strålende har formuleret. Så er der grundlag for, at vi bliver fri for en hel del fanatisk vold.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.