Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Fromhedskonkurrencen

Et land skal behandle alle asylansøgninger fra de mennesker, som kommer ind over grænsen. Transportselskaberme kan derimod tilsyneladende uden at bryde menneskerettighederne frasortere langt de fleste asylsøgere.

Artiklens øverste billede
Det forekommer mig, at den europæiske elite, både politikere og journalister, uden selv at mærke det, er kommet ind i en tilsvarende skure. Store dele af borgerligheden også. Man henviser til konventionerne, men det er konventionerne udlagt på en mere og mere from måde.

Som præst har jeg af og til været med til møder i Indre Mission. Ved sådanne lejligheder har jeg lagt mærke til, at der af og til kunne opstå en slags fromhedskonkurrence. Det skete ikke hver gang, men af og til. En mærkelig tendens greb de tilstedeværende. Man så det ikke selv, men en udenforstående som jeg kunne ikke undgå at få den tanke, at den ene ikke ville stå tilbage for den anden, hvad fromhed angik, og at hele scenariet umærkeligt kunne udarte, så enkeltpersonerne blev ”fromme” langt ud over, hvad deres øvrige opførsel kunne retfærdiggøre.

Retfærdigvis skal det siges, at der ved en enkelt lejlighed var andre end mig, der så faren ved denne fromhedskonkurrence. En trofast, solid missionsmand stod op og fortalte morsomme historier midt i alt det superalvorlige og fromme. Det var godt set.

Det forekommer mig, at den europæiske elite, både politikere og journalister, uden selv at mærke det, er kommet ind i en tilsvarende skure. Store dele af borgerligheden også. Man henviser til konventionerne, men det er konventionerne udlagt på en mere og mere from måde.

Til at begynde med var der måske nogle, der forargedes lidt over det misbrug af havretsreglerne, som de vietnamesiske bådflygtninge gjorde sig skyldige i. Var de nu virkelig i havsnød, eller havde de med vilje bragt sig i havsnød, så de kunne blive reddet og slippe bort fra Vietnam? Men sådanne røster blev – naturligvis, vil vi sige – overdøvet af velmenende mennesker, der mente, at vi ikke kunne være andet bekendt end at modtage disse flygtninge med åbne arme. Og det gjorde vi så. Så nogenlunde.

Man henviser til konventionerne, men det er konventionerne udlagt på en mere og mere from måde.

Senere gentog dette skuespil sig. Dels i havet mellem Australien og Indonesien, og dels i Middelhavet mellem Italien og Libyen. Og nu havde fromheden vundet. Italienerne kunne ikke andet end at redde de ”skibbrudne” på det, de kaldte ”Mare Nostrum”, Vort Hav, dvs. Middelhavet helt ned til Libyens kyst, selv om det ofte var ganske utvetydigt, at flygtningene ikke uforskyldt var kommet i havsnød, men med viden og vilje havde bragt sig i havsnød. Og de kunne heller ikke forestille sig andet, end at de reddede skulle bringes til Italien. De satte jo deres ben på et italiensk skib, og det er i menneskeretlig forstand det samme som at sætte sine ben på italiensk jord, og når man søger om asyl på et lands jord, har landet pligt til at behandle ansøgningen. Så at føre dem tilbage til Libyen eller Egypten eller Tyrkiet kunne der ikke være tale om.

Man husker måske katastrofen ved Lampedusa, hvor mange flygtninge druknede. Den førte til store ord fra de europæiske politikere. Om at tage ansvar. Om at stå ved sine menneskelige værdier. (1) Ikke mindst italienerne var fulde af sådanne ord. Man ville have de andre lande til at modtage deres del af flygtningeskaren. En lidt overflødig opfordring. For det havde længe været sådan, at Italien ikke behandlede flygtningenes asylansøgninger. Man lod dem blot rejse videre til de andre europæiske lande, hvis grænser takket være Schengen var åbne. Så altså: »Nok skal man være from, men der må vel være måde med fromheden«. Eller: »Det er nok at synes from, at være det kommer i anden række«.

Og de andre lande vovede dengang ikke at indvende noget mod de italienske ønsker; man turde ikke vise sig mindre from, mindre menneskekærlig; det ville jo være imod de europæiske værdier.

I farten var der så ingen, der opdagede, at Grækenland lå underdrejet. Jo, for det Italien ikke vovede at gøre, det gjorde Grækenland i det skjulte: Man tvang flygtningebåde tilbage til Tyrkiet. Der var enkelte røster fra menneskerettighedsorganisationer, der påtalte denne utilladelige brug af ”push-back-metoden”, men ellers lå denne temmelig ”ufromme” metode ganske i skjul af det, der skete i Italien.

Man kunne få den tanke, at nogle i EU-systemet da måtte have opdaget Grækenlands menneskeretsstridige ”push-back-handlinger”, men blot valgte ikke at gøre opmærksom på det, fordi man vidste, at denne langt kortere – og derfor langt billigere – rute ville tiltrække langt flere flygtninge end ruten via Libyen. Det tror jeg nu ikke er tilfældet, hvor fristende tanken end kunne være. Vi var dengang alle grebet af lysten til at være ”from” eller af frygten for at blive beskyldt for at være imod ”de europæiske værdier”. Og denne lyst bestemte, hvad man så og ikke så. Det gælder forståeligt nok lægfolket – undertegnede inklusive – men det gælder også de mere professionelle: politikere og journalister.

Bagefter, i bagklogskabens ulideligt klare lys, er det ikke svært at se, at det, der fremkaldte den flygtningestrøm, vi har set i efteråret 2015, var Syrizas dårlige samvittighed. Syriza gik ved valget i Grækenland i januar 2015 til valg på at ville afskaffe flådens ”push-back” af flygtningebådene. Man mente, det var i strid med konventionerne. (2)

Men Syriza havde jo ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at dette ville udløse den vældige tsunami af flygtninge, som vi har været vidne til her i efteråret. På samme måde, forøvrigt, som Merkel ikke forestillede sig, at hendes erklæring den 4. september om ikke at ville sende asylansøgere tilbage til Ungarn af alle flygtningene på Balkan og i lejrene i nærområderne blev opfattet som en invitation til at komme til Tyskland. Men det, vi nu kan se bagefter, det kunne man ikke dengang forestille sig ville ske. Nå ja, ”vi kan se”, skriver jeg, det er jo ikke alle, der kan se denne ellers ret indlysende sammenhæng; man kan nok se det famøse ved Merkels erklæring, men ikke Syrizas tiltag som årsag til tsunamien.

Noget andet, der har svært ved at komme frem i debatten, er misforholdet mellem det, et land må gøre, og det, et land må tvinge transportselskaber til at gøre.

Sverige har pålagt færgeselskaber og vagtmandskab ved broen over Øresund at udføre kontrol af alle rejsende: De skal kunne legitimere sig. Hvis man vil, kan man også pålægge dem at kontrollere, om de rejsende har gyldigt visum. Det vil sige: Transportselskabet kan, tilsyneladende uden at bryde menneskerettighederne, frasortere langt de fleste asylansøgere.

Men det kan et land ikke gøre. Ifølge den forståelse af konventionerne, der har vokset sig frem gennem årene, skal et land behandle alle de menneskers asylansøgning, som kommer ind over grænsen.

Når denne skik med transportøransvar har udviklet sig, kan det hænge sammen med det transportøransvar, som EU helt tilbage i 2001 pålagde alle flyselskaber: De skulle under bødeansvar tjekke alle passagerers identitetspapirer og indrejsevisa. (3)

Denne kendsgerning er ganske mærkelig. For den betyder jo, at hele den ”fromhedskonkurrence”, der har udviklet sig i europæisk sammenhæng, har levet og vokset i ly af, at man effektivt har forhindret flygtninge i at nå frem til Europa ad luftvejen. Så hvis man kan sige om italienerne, at de, som før nævnt, gik frem efter den hemmelige devise: ”Der må vel være måde med fromheden”, kan man sige det samme om os allesammen. Alle vi europæere har faktisk udkæmpet kampen om at være mest from på baggrund af en højst ufrom bestemmelse, en bestemmelse, som måske/måske ikke har tvunget flygtningene ud på det farlige Middelhav.

Det er i orden at ville overholde menneskerettighederne, at ville være ”from”, at ville fastholde ”europæiske værdier”. Men det er ikke i orden at lukke øjnene for, at vi, samtidig med at vi i vor store fromhed plæderer for åbne grænser, fastholder en bestemmelse, der ret effektivt sørger for, at kun et begrænset antal flygtninge ankommer til disse grænser.

1) At opfattelsen af konventionerne ændrer sig, kan bl.a. ses af en kronik i det norske avis Aftenposten 26/1 2016 af dr. jur. Hanne Sophie Greve.
2) Jeg blev opmærksom på denne kendsgerning gennem en artikel i Information 25/9 2015 af Niels Rohleder, Enhedslistens rets- og migrationspolitiske medarbejder.
3) Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU har gjort opmærksom på flyselskabernes transportøransvar i en artikel i Berlingske 9/9 2015.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.