Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Højskoledanmark – rejs dig!

Der er fortsat i vores lille land brug for den oplysning og den horisontudvidelse, der flyder fra højskolerne. Men det er så nemt i et tunnelsynet øjeblik at gøre ubodelig skade på det, som man ikke har øje for.

Artiklens øverste billede

Finansloven er vedtaget. Spare-sablens evige raslen skærer igen gennem lydbilledet. Man kan hurtigt få naivitetsstemplet plantet som et kainsmærke i panden, hvis man lader sig lede på vej af andet end effektivitetsmantraets tydlige pejlemærker. Det er en effektiv måde at kontrollere folkestemningen på, for dum ser man ud, hvis man står udenfor. Og dum vil ingen være. Og så alligevel – på de danske højskoler dyrker vi værdisæt, som vi faktisk finder vigtigere end konkurrencestatens krav om strømlinethed.

Og dumme ser vi måske ud, men indimellem finder vi det klogt at spørge dumt til ekskluderende normsæt. Og jeg tror, vi er mange i dette land, på hvem det virker klogt ikke at spare det mere værdifulde bort til fordel for det mindre værdifulde, mange, der, hvis vi tør løfte blikket fra bundlinjen, erkender, at der er meget at miste – og at det er godt, for det betyder, at vi har noget af værdi, som vi skal værne om, udvikle og sætte i spil.

Der spares på højskolerne. Igen. ”Alle må holde for”, hedder det sig. Det kan forekomme paradoksalt, at en liberal regering funderer sine handlinger på solidaritetsprincipper. I Venstres forrige regeringsperiode var der da heller ingen solidaritet, da højskolerne blev beskåret i den såkaldte genopretningspakke. Sikke en gave. Begge er gode eksempler på moderne politiks floromvundne retorik – man tager en terminologi med skønne associationer fra én sammenhæng og bruger den i en anden, i håb om at den positive klang overdøver det hule drøn fra den fraværende argumentation. Det gør den ikke.

I det, der tidligere var kendt som højskolevenstre, regerer en egenrådig vildskab, hvor alt er besluttet på forhånd, og hvor prioriteringer forsøges camoufleret i gyldne flæser.

Kanske de har ladet sig inspirere af den tidligere regerings håndtering af folkeskolereformen. Det virker ikke befordrende for det demokrati, vi ellers bryster os af i dette land.

På højskolerne lever en ganske anden tradition, der burde få enhver demokratiets vogter til at bakke op. Det er en stolt tradition, som trods højskolernes store mangfoldighed på én gang er enhver højskoles særkende og forpligtelse: Den demokratiske dannelse. Den er en del af det trekløver, som enhver højskole er lovmæssigt forpligtet på at formidle hver eneste dag.

De to andre blade i trekløveret er folkelig oplysning og livsoplysning. I interview i Politiken (21/10/15) betvivler kulturministeren stik imod højskolebranchens egne beregninger, at besparelserne kan medføre højskolelukninger. Ministeren udtrykker i stedet sin glæde over, at de danske højskoler p.t. er fyldt med elever. Det er selvfølgelig sympatisk, men også problematisk, fordi glæden hviler på et falsum. Det må højskolernes egen minister vide, og man må derfor antage, at udtalelsen blot er endnu en politisk besmykkelse af virkeligheden.

Bevares, der har de seneste fem år været en generel elevfremgang på højskolerne, som skal ses på baggrund af en meget mager forudgående periode med mange højskolelukninger, og fremgangen har ingenlunde fyldt alle de danske højskoler.

I 2014 lavede man ved Reputation Institute en undersøgelse, der viste, at højskolerne ligger helt i top, hvad angår omdømme. Det var en stor og velkommen tillidserklæring til højskolerne fra den danske befolkning.

Alligevel møder vi i denne sparedebat røster, der højlydt ytrer, at højskolerne skal lade være at klynke og ”pive”. De skal bare effektivisere og i det hele taget indrette udbud, drift og indhold efter det nye årtusind. Jeg tror, der ligger et noget utidssvarende syn på højskolerne bag ytringerne. Flere årtier med svingende ungdomsårgange, forfaldne bygninger, uhyrlige arbejdstimetal, skiftende regeringers spareiver og lovmæssige begrænsninger i forretningsgrundlaget har for længst gjort besparelser, effektiviseringer og forretningsudvikling til en del af skolernes hverdag. Hvad indhold og udbud angår, så er højskolerne ej heller tabt bag af tidens vogn. I kraft af det meget intense og nære fællesskab omkring elevernes faglige, personlige og eksistentielle udvikling har skolerne tværtimod en unik fornemmelse af samfundets puls. Det er uforståeligt, at man i den politiske sfære vil udtørre en så vigtig ressource. Ved man mon overhovedet, hvad man sparer væk?

Højskolernes eksistensberettigelse ligger ikke i en sovende værdi som støvede kanoniserede kulturklenodier, men som levende kulturbærende og kulturudviklende væksthuse og kraftcentre. Højskole handler om at give rum til modning og dannelse af mennesker, så de kan begå sig konstruktivt i denne verdens mangfoldige fællesskaber med respekt og kritisk sans og lydhørhed.

Det er den cocktail, der også fremmer den faglige udvikling. På højskolerne er der rum og tid til at nytænke, inspirere og udfordre verdens problemstillinger og eksisterende paradigmer og sikre, at vi ikke drukner i selvfølgeligheder – et uundværligt bidrag til et moderne demokratisk samfund, der mener at have noget at byde verden. I en tid, hvor kloden presses som aldrig før af manglende dialog, af krige, flygtningestrømme og ikke-bæredygtig levevis i mange henseender, virker det hovedløst at indskrænke det unikke rum, hvor der netop er plads til udvikling af de ressourcer, ideer og tanker, som det konventionelle system ikke er gearet til at dyrke.

Her kommer elever med alle former for ressourcer, og i mødet mellem deres forskelligheder opstår nye perspektiver, nysgerrighed, indsigter, anerkendelse og selvværd.

Vi går som samfund glip af et væld af ressourcer hver gang, vi afskærer et menneske muligheden for at indånde den fortættede højskoleatmosfære for en tid. Det kan være svært at acceptere i et effektivitetsbaseret samfund, men der er faktisk ting, der ikke kan tvangsmodnes, men som skal have den rigtige atmosfære for at gro.

Det er netop denne livgivende atmosfære, hvis bærende elementer er tid og rummelighed, der står i fare for kraftig reducering ved politisk nedprioritering. Hvis vores samfund stædigt insisterer på, at alt alene skal bedømmes af markedskræfterne – lad falde, hvad ikke kan stå – så afskriver vi os simpelthen muligheden for som samfund at bestemme, hvad vi gerne vil fremme.

Jeg vil gå så langt som til at lufte en – i kapitalistisk sammenhæng – næsten kættersk tanke. Tænk nu, hvis ikke alt af værdi kan måles på bundlinjen. Tænk nu, hvis der fandtes enestående gode højskoler i Danmark, der havde meget at byde samfundet og verden, men som ikke kunne klare de nye økonomiske vilkår.

Så ville vi med vores ensidige kapitalistiske bedømmelsesparameter afskrive det mere værdifulde til fordel for det mindre værdifulde. Tænk engang. Det ville godt nok være tosset ...

Der er fortsat i vores lille land brug for den oplysning og horisontudvidelse, der flyder fra højskolerne. Men det er så nemt i et tunnelsynet øjeblik at gøre ubodelig skade på det, man ikke har øje for, og derfor er der brug for, at alle I, som har oplevet at blive beriget af højskoleatmosfæren, tager bladet fra munden og peger på højskolernes unikke rolle.

Så rejs jer højskoledanmark på tværs af politiske skel og bekend kulør.

I er mange, der kan hjælpe med at bane vejen for kommende generationers muligheder for at vokse. Protestér imod yderligere besparelser og frem for alt:

Tag på højskole eller send jeres kære af sted til de danske højskoler i linde strømme for at opleve forandringen til gavn for den enkelte og for de mange. Der er, kulturministerens udsagn til trods, stadig ledige pladser på de danske højskoler.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.