Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Det tyske skyldkompleks

Tysklands ledes af en idealistisk, lutheransk præstedatter, hvis administration af landets skyldkompleks drevet af Facebook lammer Europas reaktion ved det begyndende jordskred, der begraver et halvt århundredes fremskridt.

Tegning: Rasmus S. Høyer

De bølger af mennesker, der nu ødelægger den allerede ustabile europæiske orden, er ikke naturskabte, men skabes af politik. Det var også tilfældet, da den foregående åbne og liberale europæiske orden blev smadret for 100 år siden. Indtil 1914 var Europa grænseløst. Mennesker kunne frit bevæge sig derhen, hvor der var arbejde.

Grænserne kom med Første Verdenskrig. De eksisterede, indtil de møjsommeligt og gradvist blev fjernet over de seneste 50 år. Dengang søgte den radikale mindretalsregering i det fortsat liberale og neutrale Danmark at forlænge den gode tid. Man lod flygtninge fra den store krig rejse ind, hentede sårede og syge krigsfanger fra Østfronten og hjalp dem tilbage til livet i lazaretlejre. Horserødlejren blev bygget til russiske militære patienter.

På trods af krigen så regeringen markeringen af vores grænser som en civil opgave, løst af politi og grænsegendarmeri. Men i løbet af 1918 ændrede alt sig, fordi regeringen måtte beskytte landet.

Et centralt problem er Libyen, fordi vi drevet af andre tv-billeder bombede landets ubehagelige politik og derefter flygtede fra resultatet.

I Rusland fulgte borgerkrig efter det revolutionære kup. Den stadig værre økonomiske krise førte til venstrerevolutionære uroligheder i København. Mange af patienterne i Horserød og russiske flygtninge andetsteds i landet blev radikaliserede af nyhederne hjemmefra. I begyndelsen af november 1918 skete det utænkelige. Det disciplinerede Tyskland opløstes i revolutionært kaos.

Den danske regering handlede resolut og ikkeideologisk. Ikke alene lukkede den grænserne, det skete ved at anvende forsvaret, noget, som indtil da var utænkeligt for stats- og justitsminister Zahle og forsvarsminister Munch.

Da man ikke stolede på københavnske soldater, fordi for mange var politisk inficerede, måtte landegrænsen bevogtes af mere pålidelige jyske soldater, og forsvarsministeren accepterede, at hæren måtte indkalde hjemsendte jyder, hvis det var nødvendigt for at løse opgaven.

I modsætning til nu eksisterede der dengang stadig en hær. Pålidelige sjællandske soldater sendtes til havnene på Lolland-Falster. Flåden patruljerede langs den tyske kyst i Lillebælt for at hindre, at revolutionære flygtninge nåede Fyn. I Tyskland forblev situationen, som den nu er i Libyen. I de efterfølgende uger blev flest muligt af russerne sendt hjem til borgerkrigen, idet man dog gav asyl til russiske kejserlige officerer, der ønskede at blive. Statspolitiet blev sat til at holde øje med de hjemlige revolutionære, og godt to år senere var situationen stabiliseret. Staunings socialdemokrater havde vundet kampen om arbejderbevægelsen.

Det var også politik, primært af den serbiske leder Slobodan Miloševics beslutninger, der udløste de mellemstore menneskestrømme fra Balkan i 1990’erne, der efter kort tid truede med at radikalisere det kun lige samlede Tysklands indenrigspolitik i racistisk retning. Mod slutningen af årtiet gav landet derfor under sin socialdemokratisk-grønne regering for første gang siden Anden Verdenskrig et effektivt militært bidrag til den europæiske sikkerhedspolitik, der under en international kraftanstrengelse skabte en vis stabilisering af Balkan.

Det var, før Tysklands ledelse blev overtaget af en idealistisk, lutheransk præstedatter, hvis administration af landets skyldkompleks drevet af Facebook lammer Europas reaktion ved det begyndende jordskred, der begraver et halvt århundredes fremskridt.

Det grundlæggende tåbelige er, at medier og politikere med tabt snøvs ignorerer, at det er den politiske situation og politiske beslutninger i staterne mellem flygtninge- og migrantkildeområderne, der gør, at problemerne er på vej i uhåndterlig størrelsesorden.

Grunden til, at flygtningekrisen blev overvundet under Balkankrigen, var bl.a., at vi dengang ikke reagerede, som var problemet skabt af en naturkatastrofe.

At det gik så galt i Syrien, skyldtes Ruslands massive støtte til Assads regime, der var mere helhjertet end den hjælp, landet gav Miloševic. Da både USA’s og Europas reaktion som i de første år mod Serbien viste den sædvanlige blanding af strudseoptræden og regnormerygrad, er det nu for sent at opnå en stabilisering af den flygtningekilde. Det maksimale, vi kunne opnå, var at skabe sponsorerede, fungerende flygtningebyer ved Syriens grænser af samme karakter som de palæstinensiske kolonier ved Israels grænser. Men det skete ikke i tide, og så brast dæmningen.

Et centralt problem er Libyen, fordi vi drevet af andre tv-billeder bombede landets ubehagelige politik og derefter flygtede fra resultatet. Da der (endnu) ikke er pirateri fra kysten, ignorerer vi landet.

Reelt burde det europæiske grænseagentur konstatere, at landet ikke kan kontrollere sin kyst og sine farvande, og ødelægge alle fartøjer på kysten og i havne, der ikke søger og får licens til fiskeri og handelssejlads. Samtidig skulle der via nødhjælpsorganisationer i mulig udstrækning ydes hjælp til de flygtninge på kysten under kontakt med de faktiske magthavere i hvert af de pågældende kystdistrikter, uanset disses usmagelige karakter.

Et andet åbenlyst problem, som ignoreres, er, at Tyrkiet er en stærk og velfungerende stat, der ikke har problemer med at kontrollere sit territorium. De druknede drenge på mediebillederne var et resultat af en bevidst tyrkisk politik. Man undlod at kontrollere kystområdet over for de græske øer. Det er umuligt at sige, om motivet er fjendtlighed over for EU generelt, specielt over for ærkefjenden Grækenland, eller igen et byzantinsk element i politikken over for de syriske kurdere.

Det er muligt, at Tyskland er hæmmet i sin evne til klar tænkning af kombinationen af Merkels hjerte og den store tyrkiske minoritet i landet. Men det hindrer ikke, at andre EU-lande åbent kan spørge og kritisere i stedet for som den danske regering at blive ramt af en paniktilstand med pavlovsk følgagtighed.

Grækenland og Italien er de svagest regerede og mest korrumperede af de gamle vesteuropæiske stater og har opgivet. De kan ikke leve op til aftaler med de andre medlemslande, og det samme bliver tilfældet, når menneskeruterne skifter til Bulgarien, Rumænien, Kroatien og Albanien. Alle er helt afhængige af, at problemerne både løses ved kilden på den anden side af Middelhavet og Ægæerhavet og i lande som Tyskland og Sverige, der gennem deres hjerneløse politik har skabt et migrantmarked på samme måde, som USA’s narkotikamarked danner fundamentet for den internationale narkotikakriminalitet.

Muligvis kan det akutte flygtningeproblem løses, uden at Schengen-systemet og EU helt kollapser under en senere destabiliserende styrkelse af ekstreme højrefløjspartier i nøglelande. Vi må jo forsøge.

Danmark skal selvfølgelig straks modtage det antal flygtninge, vi kan integrere uden for ghettoerne, og uden at en stor del af befolkningen skal tvinges. Men der er allerede nu akutte integrationsproblemer og stigende folkelig modstand i alle vesteuropæiske lande, og østeuropæerne kan ikke se, hvad godt de får ud af at åbne for immigration af befolkningsgrupper, som rige lande i vest ikke kunne integrere i deres velfærdssamfund.

Det voksende migrationsproblem kan ikke løses, uden at lande som Tyskland og Sverige ophører med direkte at invitere de kommende, større bølger.

EU-Kommissionens fordeling af flygtningene er en typisk centralistisk-bureaukratisk plan, hvis realisme dels forudsætter, at de interne grænser gives form af Berlin-mure, dels undertrykker demokratiet i medlemslande, hvor befolkningsflertallet ender med at afvise planen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Flygtningekrise
Forsiden lige nu
Om temaet

Hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig, forfølgelse og dårlige levevilkår banker på døren til Europa.

Jyllands-Postens korrespondenter rapporterer fra migrationsbølgens frontlinjer, mens den hjemlige redaktion beskriver de historiske udfordringer, som også det danske samfund står over for.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her