Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Bent Jensen & Co. bør prøve igen

Bent Jensen og hans forskerteam opfordres til at søge den borgerlige regering om fornyet arkivadgang til det historiske materiale med henblik på en opdateret udgave af værket om Danmark under Den Kolde Krig.

Artiklens øverste billede

Jeg har brugt en del af min ferie i Italien til at læse om Den Kolde Krig i Danmark fra 1945 til 1991. Der er tale om professor Bent Jensens og Center for Koldkrigsforsknings tobindsværk “Ulve, får og vogtere” på godt 1.500 sider inklusive noter, kilder, litteratur m.v. Noget af en mundfuld. Jeg skal dog erkende, at jeg foreløbigt “kun” har læst bind 1 (ca. 800 sider.) og blot skimmet bind 2.

Men er man interesseret i den nyere danmarkshistorie og Den Kolde Krig er “Ulve, får og vogtere” ikke til at komme udenom.

Bent Jensen og hans forskerkollegaer i det nu nedlagte Center for Koldkrigsforskning har begået et fænomenalt værk om en tidsperiode, der stadig er et blødende sår i den nyere danmarkshistorie.

Dag Holmstad, jorunalist, Måløv

Tobindsværket gennemgår og beskriver sagligt og veldokumenteret femtekolonnevirksomhed (danske kommunisters forsøg på at undergrave det danske demokrati og ødelægge Danmarks forhold til Nato), kommunistisk styrede “fredsbevægelser”, højprofilerede, politiske KGB-informanter, KGB-inficerede “journalister” og alle hånde “nyttige idioter”, der gik Sovjet-kommunismens diktaturstaters ærinder under Den Kolde Krig.

Første bind tegner et rystende billede af den hjemlige venstrefløj, der lige til det sidste benægtede kendsgerninger om den massive politiske undertrykkelse, fravær af menneskerettigheder og myrderierne, som fandt sted i de socialistiske diktaturer med Sovjet og Kina i spidsen.

Der var tale om en forbløffende blindhed på venstrefløjen og i dele af meningsdannelsen for virkeligheden i de socialistiske diktaturer, og det er helt velgørende at genlæse afdøde chefredaktør Tøger Seidenfadens aviskommentar fra 2000, hvori han betegner kommunismen/socialismen »som den største sammenhængende menneskelige katastrofe i det 20. århundrede«. Det er store ord om et århundrede, der også blev ondt plaget af nazismen og fascismen. 

»Den (kommunismen/socialismen, red.) repræsenterer også et totalt forræderi mod de idealer og hele den bevægelse fra det 19. århundrede, som kommunismen udsprang af, og et af de største tilbageslag for lighed og retfærdighed, der nogensinde er set. Oveni dræbte den så uendeligt mange af dem, der troede på den. Ikke underligt, at den fulde erkendelse heraf er smertelig. Det gør den ikke mindre nødvendig«. (Side 303 – bind 1).

Forræderiet mod idealerne – det liberale demokrati og de borgerlige frihedsrettigheder – havde herhjemme et stærkt politisk ståsted i Socialistisk Folkeparti og videre ud på det venstreekstremistiske overdrev. Men også universiteterne og seminarerne, udvalgte medier (især DR og Information) kunne være med og propaganderede i fuld alvor for “den virkeliggjorte socialisme”.

Det er dybt besynderligt, at kommunismen/socialismen så sent som i 1970’erne og 1980’erne fik ny luft på universiteterne, i dele af meningsdannelsen/medierne og politisk ved nye partidannelser (VS og flere sektlignende kommunistpartier) al den stund, at kommunismens rædsler under Stalin allerede var kendt stof i 1950’erne (Gulag-lejrene, de politiske udrensninger med dødsdomme, hungersnød som følge af tvangskollektiviseringen og Sovjets blodige nedkæmpelse af opstanden i Ungarn i 1956).

Salig Gert Petersen – chefideolog og formand for Socialistisk Folkeparti gennem en årrække – argumenterede helt frem til realsocialismens sammenbrud i begyndelsen af 1990’erne for at kampen stod mellem kapitalisme, som ifølge Gert Petersen og den marxistiske lærdom snart måtte bukke under bl.a. på grund af den grundlovssikrede private ejendomsret, socialismen og andre grimme ting. Reelt var det en kamp mellem demokrati og diktatur og med de røde diktaturer som taberne.

Tillad mig at være et lille menneske et øjeblik og fryde mig over, at Gert Petersen levede længe nok til at opleve, at det heldigvis var den kommunistiske/socialistiske samfundsmodel, der brød sammen.

Gert Petersen plejede gennem 33 år omgang med skiftende KGB-officerer uden at oplyse danske myndigheder om disse kontakter. Da det blev afsløret, hævdede den gamle SF-formand, at han ikke anede, at der var tale om KGB-folk.

Den snusfornuftige danske befolkning og de danske arbejdere købte dog aldrig utopierne – og de antidemokratiske socialist/kommunistpartier fik aldrig noget folkeligt gennembrud under Den Kolde Krig. Dette skyldtes ikke mindst den danske fagbevægelse (den ikkekommunistiske del) og socialdemokratiske hædersmænd, særligt antikommunisten, den senere socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen, som i 1949 var med til at sikre Danmarks medlemskab af den vestlige forsvarsalliance Nato, da verden igen var på randen af storkrig. Fodnotepolitikken fra 1983 til 1988 har dog givet socialdemokraterne grimme ridser i lakken og tegner et sort kapitel for det gamle arbejderparti.

En række journalister (Jørgen Dragsdahl, Vibeke Sperling, Sven Skovmand og Torben Krogh (død) med flere nævnes i tobindsværket) på den yderste politiske venstrefløj må i dag have svært ved at se sig selv i øjnene. De hoppede i 1970’erne og i tiden frem bevidst eller ubevidst på Sovjet-propagandaens limpind om det socialistiske paradis og bl.a. påstandene om, at Sovjet-diktaturet med sine investeringer i militær kun ville fred og afspænding. Mens det var Nato, der var aggressor og førte an i våbenkapløbet. Det forholdt sig lige modsat, hvilket Sovjet-kommunismens sidste leder, Mikhail Gorbatjov også erkendte i regimets døende dage.

Det er i dag ynkeligt at høre en Jørgen Dragsdahl forsøge at bortforklare sine årelange “journalistiske” manipulationer bl.a. ved brug af KGB-forfalskede dokumenter for at fremme en – skulle det vise sig grundløs – kritik af USA og Nato-alliancens motiver, planer og styrkeforhold versus Warszawapagtlandenes med Sovjet i spidsen. Se side 574-598 i bind et.

Bent Jensen og hans forskerkollegaer har i tobindsværket bygget på nye kilder, men også på PET-kommissionens beretninger samt den såkaldte DIIS-udredning om Den Kolde Krig, hvis materiale og konklusioner, der også kommenteres fagligt på.

Det er imidlertid intet mindre end skandale, at forskerne i Center for Koldkrigsforskning har mødt “politiske” benspænd under den tidligere centrum-venstre regering i form af i mange tilfælde ubegrundede afslag (op mod 200 afslag inklusive tilfælde, hvor PET pludselig ikke har kunnet genfinde arkivmateriale, selv om det tidligere havde været gennemset af forskerne).

De fleste afslag er kommet fra PET og siden Justitsministeriet (under den kontroversielle og senere “fyrede” justitsminister, socialdemokraten Morten Bødskovs ledelse). Men også Statsministeriet under Helle Thorning-Schmidts ledelse var modvillig til at give Bent Jensen og hans koldkrigsforskere adgang til det historiske, fortrolige materiale fra Den Kolde Krig. Derimod har Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) været langt mere imødekommende over for forskerne.

Selv om Center for Koldkrigsforskning er nedlagt, og tobindsværket er udkommet, var det måske en idé for Bent Jensen og hans forskerteam at opdatere værket med nye oplysninger (fra afklassificerede dokumenter fra PET og Statsministeriet). Det kunne ske med fornyede henvendelser til Statsministeriet og Justitsministeriet for at få adgang og tilladelse til at bruge det historiske materiale.

Der er kommet en ny borgerlig regering, som kan have en mere nøgtern vurdering af slige henvendelser end den tidligere SRSF-regering.

Måske en journalistisk sag for Morten Pihl at tage op.

Tobindsværket om Den Kolde Krig burde under alle omstændigheder indgå som pensum i uddannelsessektoren/de videregående uddannelser. Det liberale demokrati med borgerlige frihedsrettigheder som f.eks. ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed er ingen given ting.

Der skal kæmpes for demokratiet. Dag for dag. Efter Sovjet-kommunismens sammenbrud og dermed afslutningen af Den Kolde Krig er nye trusler mod demokratiet og frihedsrettighederne på fremmarch i form af fundamentalistisk/politisk islam, terrororganisationer og enkelte “gløder” fra den socialistiske/kommunistiske brandtomt.

Utopisterne herhjemme har heller ikke givet op.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.