Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Glem ikke Baltikum

Det må være oplagt, at den person, som statsministeren udpeger til det bebudede udenrigspolitiske udredningsarbejde, også gennemtænker vores østpolitik i Danmark, i EU og i Nato, for vi har mistet vigtig viden og allierede.

Arkivfoto: AP

Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil »bede en erfaren, respekteret person med internationalt udsyn om hurtigt at forestå et udenrigspolitisk udredningsarbejde«, der skal »afdække den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske virkelighed«. Udredningsarbejdet skal »præsentere et samlet strategisk bud på en stærkere koordinering og samtænkning af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, forsvarspolitik, handelspolitik og eksportfremme samt udviklingspolitik.« Dette kan man læse i regeringsgrundlaget ”Sammen for fremtiden”, der sætter rammen for den nye Venstre-regerings politiske ambitioner.

Det er en god idé at gennemtænke dansk udenrigspolitik. Sjældent er der rykket ved så mange parametre samtidigt, og det kan let gå galt, hvis stater handler overilet. Jeg vil gerne bidrage til den kommende debat om dansk udenrigspolitik med denne kronik om Danmarks politik over for Rusland og de baltiske lande gennem de seneste 25 år. Jeg vil beskrive, hvordan det er gået, og jeg vil give mit bud på, hvad vi kunne have gjort anderledes. Jeg vil tage udgangspunkt i mine egne oplevelser, da jeg med enkelte pauser gennem de seneste 30 år har haft det privilegium at beskæftige mig med Danmarks forhold til denne region. I 1980’erne var jeg på ambassaden i Moskva som led i min ansættelse i Udenrigsministeriet. Og efter Den Kolde Krig har jeg været dansk ambassadør først i Vilnius, dernæst i Moskva og senest i Riga.

Dansk politik over for Østersø-regionen efter Den Kolde Krig er i første række historien om en meget aktiv politik. Danmark gjorde en forskel, og det var godt for Danmark, men det var også godt for de baltiske lande. Som en af de første så Uffe Ellemann-Jensen mulighederne i at støtte de små baltiske lande i deres selvstændighedskamp i forhold til Rusland gennem oprettelse af et dansk kulturinstitut i Riga og herefter med genetablering af danske ambassader i Estland, Letland og Litauen.

Siden kom den brede hjælp. Demokratistøtten, der bragte tusinder af baltere på universiteter, højskoler og sommerlejre i Danmark, hvor de fik et første indtryk af Vesten – et indtryk, de stadig har, når de nu sidder som ministre og embedsmænd.

Dernæst kom Investeringsfonden for Østlandene, der hjalp små- og mellemstore virksomheder i de nye lande.

Endelig havde vi en lille pulje midler til at støtte sociale formål, som jeg kom til at administrere i min tid som ambassadør i Litauen. Danmark skabte f.eks. stor glæde hos forældreløse børn i Vilnius ved at støtte en sommerlejr på stranden. Jeg har deres billeder endnu. Børnene havde aldrig set havet. Kultursamarbejdet blomstrede og snart sagt alle byer fik danske venskabsbyer.

Efter regeringsskiftet i januar 1993 overtog forsvarsminister Hans Hækkerup stafetten efter Uffe Ellemann-Jensen.

Jeg var kommet hjem fra Nato til Forsvarsministeriet, og det første Hans Hækkerup sagde til mig var, at vi skulle indlede et forsvarssamarbejde med landene omkring Østersøen for at stabilisere den nye situation. Vi tog til Rusland, Polen, Estland, Letland og Litauen og foreslog indgåelsen af bilaterale forsvarsaftaler. Russerne var vanskellige. Hvad skulle de med Danmark?

Vi kunne ikke lære dem noget, troede de. Men i løbet af et år, havde vi aftalerne på plads.

Den danske Baltikum-politik medførte bekymring for, hvordan Rusland ville reagere. I 1992 stod der stadig anslået 75.000 russiske land-, fly- og flådestyrker i de baltiske lande. Et andet problem var de store russiske mindretal i Estland og især i Letland, hvor over 30 pct. var russere, og hvor man ikke ville give dem statsborgerskab, hvis ikke de kunne passere en sprogtest.

Det er ærgerligt, at vi ikke er i stand på at følge op på den store indflydelse, vi havde i 1990’erne.

Et vigtigt led i at overkomme den russiske modstand mod den danske politik var oprettelsen af fora som ”Council of theBaltic Sea States”, hvor alle lande omkring Østersøen, inklusive Rusland blev medlemmer. Idéen kom fra den tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher og Uffe Ellemann-Jensen, og hensigten var at inddrage de store, Tyskland, Polen, Rusland og EU-Kommissionen. Man kan diskutere, hvor godt det er lykkedes, men det har i hvert fald holdt Rusland inddraget.

På samme måde organiserede Uffe Ellemann-Jensen ”Baltic Development Forum” som et mini-Davos, hvor politikere, forretningsfolk og kulturpersoner kunne mødes. Et vigtigt skridt i bestræbelsen på at lade regionen vokse sammen.

Lad mig slå fast, at den aktive danske baltikumpolitik ikke kostede os noget på ”Ruslandskontoen”. Jeg husker ambassadørmøder for 10-12 år siden, hvor ældre kolleger var bekymrede over, at vor politik ville bringe os i problemer med Rusland og samtidig skabe irritation hos de store europæiske partnere.

Med hensyn til det første talte jeg ofte med den russiske forsvarsattaché, og jeg hørte aldrig kritik. Kun fik jeg den besked, at man ville arbejde imod baltisk Nato-medlemskab. På samme måde med vore europæiske venner. Der kunne da godt være både tyskere, franskmænd, briter og sydeuropæere, der var trætte af at høre på vores ”baltersnak”, men da vi nåede vore mål, medførte det respekt.

Og kigger vi på vores forhold til Rusland, er det meget vanskelligt at se, at vores samhandel har været ramt af vores aktivistiske balterpolitik.

Men efter årtusindeskriftet blev situationen ændret – desværre. Danmarks fokus på de baltiske lande og Rusland blev mindre. Ambassaden i Moskva blev reduceret i størrelse ved de gentagne sparerunder i 00’erne, og samtidig blev mediedækningen forringet. Desuden indstillede man i en periode russiskundervisningen på forsvarets sprogskole, og på gymnasier og universiteter lærte meget få russisk.

På samme måde med de baltiske lande. Hvor jeg i Litauen i 1997 havde 11 medarbejdere, har jeg i Letland nu fire, og jeg må konstatere, at den norske ambassade er dobbelt så stor, den finske tre gange, og den svenske fire gange så stor.

Jeg siger ikke, vi skal være lige så mange, men det er ærgerligt, at vi ikke er i stand på at følge op på den store indflydelse, vi havde i 1990’erne.

Samtidig har Kulturinstituttet nu lukket sine kontorer i Tallinn og Vilnius. Og argumenterne er de samme: Vi skal være i BRIK-landene, vi skal være i de nye ”demokratier” i Mellemøsten osv.

Men der er jo en grund til, at vore nordiske naboer fortsat er stærkt repræsenteret i regionen. Den er fortsat vigtig for os. Sikkerhedspolitisk efter Putins forsøg på at destabilisere Ukraine, men også med hensyn til mange EU-spørgsmål, såsom bl.a. den økonomiske politik, hvor vi faktisk har fælles interesser med balterne.

Vi er igen begyndt at interessere os for regionen, og det er godt. Men i mellemtiden har vi mistet vigtig viden og allierede. Det må være derfor oplagt, at den person, som statsministeren udpeger, også gennemtænker vores østpolitik i Danmark, i EU og i Nato.

Hvordan får vi sikret udviklingen hos vore baltiske venner? Hvad kan vi gøre for at støtte en demokratisk udvikling i Rusland? Og hvad kan vi gøre for landene derimellem – det såkaldt østlige partnerskab: Hviderusland, Ukraine, Moldova, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan? Det er vigtige spørgsmål både for dem, men også for os.

Kronikken er baseret på Per Carlsens artikel ”Østersøregionen”, i Rasmus Mariager, red. ”Danmark og verden efter Den Kolde Krig. 14 ambassadører om dansk udenrigspolitik efter 1989.” Syddansk Universitetsforlag. Netop udkommet.
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Højskolernes fundament skrider
Mads Rykind-Eriksen, Erik Lindsø
I dag er der forstandere, som bor både 50 og 100 km fra deres skole.
Kronik: Universiteterne krænker de studerendes ytringsfrihed
Anders Burlund
Det er naturligvis beklageligt, hvis nogen finder andres adfærd nedværdigende eller forhånende, men det er ikke en opgave for stat, universitet eller en tredje myndighed at rette op på.
Kronik: At være mand er et tvivlsomt privilegie

Frej Prahl, psykolog og parterapeut, København N

Det er på tide, at vi stopper med at se hvide drenge og mænd, som særligt privilegerede. De er også ofre.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Lars Løkke koster Danmark dyrt i brexit-forhandlinger

Anders Vistisen
Dårlig forhandlingstaktik og EU-leflen gør, at Danmark kan tabe milliarder efter brexit. Regeringen har hovedansvaret.

Blog: Hvordan kan S glemme, at partiet er født af hårdtarbejdendes kamp?

Harun Demirtas
Det er yderst farligt at tvinge sundhedspersonale til at tage et arbejde, de ikke har lyst til, da det i sidste ende kan gå ud over menneskeliv, som de hver dag holder mellem hænderne.

Trump har sejret: Ingen tør videreføre arven fra John McCain

Matthew Fallon Hinds
Senator John McCains død markerer samtidig dødsstødet for Republikanernes vision om en liberal verdensorden under amerikansk overherredømme.
Annonce
Djævlens bro fører til fransk Catalonien
Det rødgule catalonske flag vajer både på Pyrenæernes nord- og sydside. Men mens de fleste har hørt om det spanske Catalonien, er det franske Catalonien mindre kendt. 
Se flere
Bolig
Guide til fremtidens hygge-begreb: Med ikigai kan du give dit liv personlighed
Ikigai er en japansk livsvisdom, der handler om at søge mening med livet. Begrebet har eksisteret siden oldtiden, men er i dag ved at overgå hygge-begrebet. Her er nogle gode råd til, hvordan du selv kan bruge ikigai i indretningen. 
Se flere
Den 13-årige Emil Bengtsson krammede sin gode ven i stilhed, da de fik at vide, at deres fælles hjem skal lukke
Emil Lundgård Bengtsson kan finde på at true og sparke pædagogerne på døgninstitutionen Dalgaarden. De kan til gengæld finde på at holde ham fast og fjerne ham med magt. Alligevel håber han, at de flytter med, når han snart skal forlade sit hjem igennem mere end to år. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her