Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Et glædeligt folketingsvalg – hvis vi vil

Udkanten kom sent ind i valgkampen. Til gengæld var det den, der afgjorde valget, og Udkantsdanmark har gennem stemmeafgivningen placeret sig så centralt på den politiske dagsorden, at politikerne må reagere.

Grafik: Rasmus Sand Høyer

Når nu vi i månedsvis har slidt for at få bragt den fatale skævvridning af Danmark på den offentlige dagsorden, hvad er det så for nogle overvejelser, man sidder med, nu da valgkampens buldren er klinget af, og vi går over til næste punkt på dagsordenen?

Indrømmet, det kunne være vanskeligt at finde meget at glæde sig over i den 23 dage lange valgkamp. Der var ikke megen inspiration i den evindelige snak om nulvækst, 0,6 pct. eller 0,8 pct. i den offentlige sektor. Men kom man rundt i landet – og ikke mindst til folkemøde på Bornholm – så var det tydeligt, at forholdene i de danske yderområder er noget, som masser af mennesker er levende optaget af. Medierne – og i særdeleshed Jyllands-Posten – har sat udkanten på dagsordenen i månedsvis. Men det var først i valgkampens slutning, at Venstre den 12. juni kom med et udspil om yderområderne, og de førende politikere også bragte udkanten i spil, især takket være mediehistorier om flere end 100 ubesatte lægestillinger og beretninger om stadig flere ”herreløse huse”, som det ikke engang kan betale sig at sætte på tvangsauktion.

Men hvad så med valgresultatet? Det endte ganske forudsigeligt med det lille forspring til ”blå blok” – men samtidig skete der forskydninger partierne imellem af en størrelsesorden, som ingen havde forudset. Det skulle da lige være Uffe Elbæk fra Alternativet, som i et lyst øjeblik midt i de tre uger hævdede, at vi ville komme til at opleve forskydninger, som ikke var set siden ”jordskredsvalget” i 1973. Og det fik han jo faktisk ret i.

Netop i disse forskydninger ligger nøglen til, at vi set her fra ”oprørsbasen” på Ærø har oplevet et meget glædeligt folketingsvalg: Hvis vel at mærke politikerne har modet til at læse resultatet rigtigt og drage konsekvenserne!

Den første glædelige lære af valget er, at både politikere og mediefolk omsider må holde op med den bevidstløse snak om ”rød blok” og ”blå blok”. Udtrykkene har i årevis været tømt for reelt indhold. I Danmark såvel som i andre vesteuropæiske lande er der voldsom trængsel på den socialliberale midterbane.

Meningsløsheden i opdelingen sås måske tydeligst ved, at Lars Løkke Rasmussen allerede den 21. juni konkluderede, at de partier, der peger på ham som kommende statsminister, ikke vil kunne blive enige om at danne en flertalsregering. For de er ikke nogen samlet blok, hvad netop regeringsforhandlingerne viser!

Det andet meget glædelige var, at danskerne gav udtryk for deres ofte omtalte politikerlede gennem aktiv handlen ved at give de gamle, traditionelt regeringsbærende partier en gevaldig nedtur.

Socialdemokraterne kunne som det eneste af gammelpartierne notere fremgang – men den kunne ikke bruges til noget. Først og fremmest var det en sund demokratisk reaktion, at danskerne ikke blev hjemme på sofaen, men valgte at gå aktivt ind og stemte i et håb om politisk fornyelse.

Den tredje lære af valget er, at det nu er ganske tydeligt, at man stemmer på én måde i København, Odense, Aarhus og Aalborg og på en anden måde i de mere landlige områder af den danske provins.

Det er allerede i en række kommentarer blevet til, at vi nu skal til at se på spændingen mellem land og by som en hovedstrømning.

Men heller ikke her er det en polariserende enten/eller-holdning, der er brug for. Der er jo ingen fornuftige mennesker, der ikke ønsker, at vore byer skal udvikle sig positivt. Men det glædelige i denne lære af valget gemmer sig i, at danskerne fortæller, at pendulet nu i en årrække har svinget alt for langt i én retning.

Danskerne gav udtryk for deres ofte omtalte politikerlede gennem aktiv handlen ved at give de gamle, traditionelt regeringsbærende partier en gevaldig nedtur.

Nu skal der rettes op på balancen. Eller som arkitekt Morten Birk Jørgensen skriver i juninummeret af ”By & Land” i en artikel om ”Landsbyens fremtid”: »Den situation store dele af de danske landdistrikter befinder sig i kan på visse punkter sammenlignes med den situation København stod i 1980’erne, hvor hovedstaden var på fallittens rand. Gennem en aktiv og politisk og planlægningsmæssig indsats påtog samfundet sig at genrejse byen; en øvelse som vi i dag må konstatere er lykkedes. Fremadrettet står vi i dag med en anden opgave. Nu er det provinsen – og ikke mindst de historiske landsbyer i perifere landdistrikter – der behøver opmærksomhed, hvis vi vil bevare dem som en ressource«.

Det var den samme tænkning, der lå bag, da vi i september i fjor i vort udkantsmanifest efter en stor konference i Ærøskøbing fastslog, at hvis der fortsat skal bo mennesker fordelt over hele landet, så ”det gode liv” kan udfolde sig på mange forskellige måder, så kræver det en sammenhængende og aktiv politik for udkantsområderne. Og en sådan har vi ikke! Den barske skæbne, der blev ”udkantsminister” Carsten Hansen (S) til del ved valget den 18. juni, viste de fynske vælgeres utilfredshed med den stedmoderlige behandling, Udkantsdanmark fik af Thorning-Schmidt-regeringen. Og når Dansk Folkeparti i dag er landets største i Syd- og Sønderjylland, så er det på sin plads at minde om, at partiet allerede for adskillige år siden udsendte en egentlig ”udviklingsplan for landdistrikterne”.

Med andre ord: Hvis politikerne har mod til at lægge øret til jorden og høre, hvad det er, der bliver sagt herude, så er det, at Udkantsdanmark gennem stemmeafgivningen har placeret sig centralt på den politiske dagsorden. Det betyder, at politikerne nu ikke længere kan komme uden om nødvendigheden af omsider at formulere en gennemarbejdet politik for yderområderne. Og det er vel at mærke ikke blot fordelingspolitik, der skal drøftes, men også hele den bureaukratiske centralisering, som har bastet og bundet det landlige Danmark.

Vi glæder os også over, at den folkelige bevægelse, som vi startede med en kronik her i Jyllands-Posten den 6. september i fjor, ikke alene trives (se www.oprørfraudkanten.dk), men at vi også er på vej til at blive det, vi havde håbet – nemlig en stemme i et kor af stemmer. Hermed tænker vi på, at de etablerede organisationer som Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyer i Danmark synes at have fået ny energi. Men især på, at der er kommet nye initiativer til som ”Staten i hele Danmark”, der er optaget af en anderledes placering af statslige arbejdspladser, og ”Danmark på Vippen”, som efter planen vil præsentere en forskerbaseret hvidbog en måneds tid, før det nye Folketing åbner.

Denne hvidbog vil kunne læses i forlængelse af andre bøger, der er udkommet i de forløbne måneder.

Med andre ord: Udkantsdanmark er med nødvendighedens lov blevet en del af den offentlige dagsorden. Men det er ikke valgkampene og deres taler og løfter, der forandrer Danmark. Det gør derimod hverdagens arbejde, når det er blevet mandag, og valgplakaterne er pillet ned.

Opgaven med at rette op på de uhyrlige skævheder, der har fået lov at udvikle sig i vort land, bliver stor og kompliceret.

Der er mange politikområder, der er mere taknemmelige og sexede. Men vi er efterhånden et helt kor, der vil blive ved at synge, hvis politikerne ikke har modet til at udmønte valgresultatet i en glædelig ny udvikling.

Og vi ved nu, at der er stor folkelig opbakning til yderområdernes sag. Tiden, hvor der tales ned til udkanten og dens mennesker, skal omsider være forbi.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Vi er slet ikke teknologiforskrækkede nok!
Camilla-Dorthea Bundgaard
Nutidens beslutningstagere behandler teknologien som en nærmest overnaturlig kraft, der trækker os med, uagtet hvad mennesket gør. Teknologien gøres til ideologi eller religion.
Kronik: Har vi et indvandrerproblem på de danske gymnasier?
Jens Boe Nielsen, Mortada Shubbar
Vores bøn til den danske offentlighed er derfor: Acceptér, at alle med indvandrerbaggrund og opholdstilladelse er kommet for at blive her. Se diversiteten som en styrke og ikke som en belastning.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Det er en no-brainer, at skatten skal ned

Christina Egelund
Folketingsåret 2018/2019 er så småt blevet skudt i gang. Finanslovsforslaget for 2019 præsenteres inden længe, og vi går et efterår i møde, hvor valgtrommernes dybe buldren gradvist intensiveres. Statsministerkandidater er begyndt at melde sig på banen, regeringskonstellationer diskuteres og flere partier har allerede meldt ud, hvad de vil (og ikke vil) gå til valg på. I den forgangne uge har det særligt været spørgsmålet, om man vil gå til valg på skattelettelser eller ej, der har været genstand for en del opmærksomhed.

Det er ikke en tegneserie: Vi ses i retten. Mange hilsener Moder Jord

Thomas Gringer Jakobsen
En ny bølge af naturbeskyttelse skyller hen over verden. Bjerge og floder får rettigheder og kan slæbe dig i retten, hvis du gør skade.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her